Ligeglad mor, ødelagt familie, ruineret liv.

Hej.

Jeg er en pige på 12 (snart 13) år.

Da jeg var 2-3 år gammel slog min mor og far op. Det har jeg det sådan set fint med.

Da jeg blev 4 fik min mor en ny kæreste, B. De slog op i November sidste år -2013-(lige omkring min fødselsdag.)

B har bragt nogle meget dårlige tider ind i mit liv. – Han har arbejdet i København mens vi har boet i nordjylland så allerede der var det svært. B’s mor døde da jeg var cirka 7, og det samme gjorde hans søster, han arbejdede smerten væk.

Da B og min mor slog op gik han helt i sort. Der var aftener hvor han drak sig fuld og splittede huset ad. Jeg kan stadig huske det.

Jeg lå i min seng med min hund (Klokken var omkring 3 om natten.) Jeg hørte en helt masse høje lyde; døre der blev sparket ind, stole der blev smidt, vaser der blev ødelagt. Jeg blev forfærdeligt bange og løb rent faktisk ind til min mor. Mellem min mors og mit værelse er en lille gang – og der stod B. Han kiggede på mig som om han var en løve der ikke havde spist i lang tid, hvor byttet lige pludselig bare gik ud foran ham.

Da jeg vækkede min mor råbte hun og skreg af ham. Det blev værre og værre – og jeg sad med min telefon i hånden, jeg overvejede virkeligt at ringe efter politiet. Jeg kan huske at jeg rystede, græd, hvilket altid har været ‘pinligt’ for mig. B blev så voldsom at min mor blev nødt til at ringe til 3 af hans venner som kom og holdte ham hele natten, så jeg kunne være i sikkerhed.

Jeg er nu bange for at være alene, jeg er bange for mørket og jeg er bange for at være bange.

Min bedstefar er 90 år gammel og nok den bedste bedstefar i hele verdenen. Han er alvorligt syg og blev det for 3 år siden hvor han næsten stoppede med at snakke. Han kan ikke gå længere så han ligger i sengen hele dagen. – Han har vand i lungerne og han bliver proppet med piller 2-3 gange om dagen. Det er meget meget svært for mig, for jeg elsker ham virkeligt virkeligt meget.

Jeg har altid været en MEGET stærk person (ikke for at lyde selvglad.) men jeg har altid ville gøre ALT for at andre er glade. På nogen tidspunkter glemmer jeg mig selv.

Oktober, 2 år siden. – Min hund døde af kræft. Og selvom alle bare siger det er en hund så var han min bedste og eneste ven.

Hans død var grunden til at jeg startede med at skære i mig selv. Jeg så syner med ham og hørte lyde, da jeg fortalte det til min mor sagde hun: “Det er ikke noget at spøge med. Der er folk der faktisk har det sådan!” Hun troede ikke på mig.

Her da Januar startede fik min mor en ny kæreste – K. Han har 2 bedårende små piger, og han er selv virkeligt sød. Jeg har egentligt ikke noget imod selve K, men nok mere tanken om at min mor aldrig har tid til mig og min bror mere. Hun virker meget ligeglad.

Jeg har snakket med hende mange gange om hvordan jeg har det, og hver gang siger hun at hun er ked af at jeg har det sådan.

Jeg har i en periode overvejet at flytte ud til min far – men der er for langt i skole og de kan ikke køre mig. Min far er meget useriøs, og selvom mange mennesker syntes at det er sjovt så mangler han seriøst evnen til at kunne snakke om problemer. Min mor, bror, B, B’s dreng bor stadig i vores gamle hus, men han flytter ud om en måned sammen med sin dreng.

Til den tid flytter K ind med hans piger. Jeg stoler bare ikke på K. Jeg stoler ikke på at han nogensinde vil være som en ‘far’ for mig eller noget lignende. Det skal lige siges at B har truet med at tæske K en hel del gange.

Jeg er lige startet i 7. klasse dvs. at jeg er blevet splittet fra mine få veninder.

Jeg er blevet mobbet hele min skolegang og derfor har jeg det blandt andet også svært. Det er først her i 5. og 6. klasse at jeg er begyndt at tage alle de grimme ord til mig. De nye klasser er meget skræmmende – der er så mange fremmede mennesker, nye lærere, nye måder at undgå mobning 

Jeg har aldrig grædt i offentligheden og derfor er jeg meget bange for det. Jeg tør ikke gå i skole, for siden min mor og papfar slog op har jeg haft Panik Anfald. (og Anxeity Attacks – som altså ikke er det samme.) Når jeg får Panik anfald varer de cirka 5-30. Jeg ligger bare i sengen eller på gulvet. Mit hjerte banker virkeligt hurtigt, jeg sveder, jeg har det som om jeg skal kaste op. Jeg har smerte i maven og i brystkassen og har forfærdelig hovedpine. Jeg får næsten Panik anfald hver morgen og aften.

Jeg tør ikke fortælle det til min mor – jeg er bange for hendes reaktion, hun har det allerede virkeligt svært selv og jeg vil ikke gøre det værre.

Jeg stoler ikke nok på K og min far.

Mine veninder vil bare begynde at kigge mærkeligt på mig.

Alle tror at jeg er den der glade pige men indeni æder sorgen mig simpelthen op.

Fodbold og motion har længe været tidspunkter hvor jeg kunne slappe af og være mig selv – komme ud med min vrede. Men det kan jeg ikke længere, for jeg er skadet og må ikke løbe, cykle eller noget i den retning. Jeg får vejrtrækningsbesvær.
 
Da B og min mor slog op begyndte min mor at ryge – jeg fandt ud af at jeg ikke kan tåle røg: jeg får hosteanfald, udslet og acne på højre kind som har forbindelse til lungerne.

Min mor har overhovedet ingen penge – for hun har lige sagt sit job op, plus vi skal have skiftet møbler i vores hus og alt muligt.

Jeg vil rigtigt gerne besøge en psykolog, men vi har ikke penge til det. Sidste gang jeg spurgte min mor svarede hun også bare: “jaja.. lad os se på det” og vi har ikke snakket om det siden. Det er snart et halvt år siden..

Som du/i nok kan høre så har jeg det meget meget svært, og vil virkeligt gerne bede om hjælp..

Undskyld for det lange besked..

Tak på forhånd..