Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg vil væk fra alt.

Hej Børnetelefonen,

Jeg kan lige så godt gå lige til sagen: Det har ikke altid været nemt at bo hjemme.

Siden jeg var lille har jeg ikke rigtigt haft det særlig godt. Min mor og far gik fra hinanden kort efter jeg blev født og min mor mødte min stedfar da jeg var omkring de 5 år.

Jeg har regelmæssigt (indtil for nylig), været nede hos min far hver anden weekend siden jeg var 7 og det har ikke altid været så rart. Jeg fik aldrig nok mad (kun aftensmad) og han har aldrig rigtig haft særlig mange penge, så jeg har ærlig talt rådnet op hver anden weekend på et lille værelse i en lille lejlighed i 8 år.

Derudover slog han mig også. Han kunne give mig op til 20 lammere hver evig eneste dag og til den dag i dag, aner jeg stadig ikke hvorfor. Bragte det ham nydelse at slå sin eneste datter flere gange om dagen så hun fik tårer i øjnene og blå mærker?

Ellers har jeg boet hjemme hos min mor og stedfar, hvilket dog heller ikke altid har været så rart. Min stedfar har altid været en “hot head” i den forstand at hans lunde er virkelig kort. Da han var i starten af tyverne slog han i væggene og ødelagde døre hvis han var gal nok.

Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om ham, faktisk har han altid skræmt mig på en eller anden måde.

Jeg fandt en dagbog for nylig, hvori der blandt andet stod at jeg ”nok altid ville hade ham inderst inde”, hvilket er sandt.

Min mor derimod har aldrig rigtig sagt noget imod hvad jeg gjorde indtil hun mødte min stedfar. Jeg fik lov til lige hvad jeg ville (en del af forklaringen var nok, at hun kun var 16 da hun fødte mig). Så det er nok “forudbestemt had” fra min side kan man vel sige, ha.

Brevet er nok ved at blive lige lovlig langt og kedeligt, så lad mig komme lige til sagen:

Min mor er heller ingen engel, faktisk så er hun langt fra. Hun har altid fået mig til at føle at jeg ikke var god nok, at jeg var dømt til at være dum, osv. Mit selvværd har aldrig rigtig været særlig godt og på et tidspunkt cuttede jeg og græd i flere måneder pga. hende (hvilket jeg stadig gør aftener hvor det bare ikke er til at holde ud).

Jeg har altid prøvet på bla. At gøre mig god i skolen for at få hendes accept, jeg lavede altid mine lektier, fik næsten altid 12, osv. Men det er bare aldrig godt nok. Faktisk, så hvis jeg bare får et lille 7 tal, kan hun gå rundt og brokke sig over det og sige at det ikke er godt nok.

Nå, men her fornyligt er jeg begyndt at være ret ”ligeglad”, da jeg ærlig talt er pisse træt af alt det her. Min mor fortalte mig også endelig sandheden om min far. Manden tog stoffer indtil jeg var mindst 5 og han har aldrig rigtig været der for mig. Han smed endda min mor og jeg ud fra vores hus mit om natten da jeg var spæd, fordi jeg ”larmede for meget”.

Faktisk, så skreg jeg ligefrem hver gang hun tvang mig ned til ham efterfølgende da de var gået fra hinanden.

Jeg har altid vidst at han ikke har været en god far, og at en ”normal” far ikke var sådan, men jeg har altid på en måde slået det hen, lukket øjnene for det og ladet som om at alt var fint, hvilket det aldrig har været. Siden jeg fik sandheden at vide for to måneder siden, har jeg prøvet at undgå ham så meget som muligt – jeg har kun set ham 1 weekend.

Som sagt har jeg haft en ”ligeglad” attitude for nyligt, og min stedfar har været pisse sur på mig pga. Det. Jeg var rimelig ligeglad med hvad han mente, indtil han begyndte på hans ”hvis det fortsætter så kan hun bare flytte ned til sin far” – pis. Det er ikke første gang. Men denne her gang er jeg altså ligeglad. Jeg nægter at flytte ned til min far, men til gengæld kan jeg ikke holde ud at bo i et hus, hvor jeg ikke føler mig velkommen.

Jeg har tænkt på at bo hos en plejefamilie eller et opholdssted, indtil jeg fylder 18 og selv kan få et sted af bo. Og hvis han, min stedfar, begynder på det pis igen, tror jeg at det siger ’snap’ og så ryger hele lortet ud i hovedet på ham. Alt hvad jeg har brændt inde i 8 år vil komme rendende ud. Men så igen, jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til det.

Jeg fantaserer bare mig selv langt væk, og jeg ønsker tit at jeg bare kan forsvinde helt og at ingen ville prøve på at finde mig. En stor rød ”reset”-knap ville hellere ikke være så dårligt.

Så jeg undrer mig over, hvad er det bedste at gøre i sådan en situation som denne? Jeg lyder sikkert ”cool” i mit brev, men i virkeligheden er jeg et stort nervebrag.

Skal jeg kontakte min nærmeste kommune eller noget lignende? Jeg kan ikke holde ud at bo her mere, jeg vil bare gerne væk fra det hele.

Tak for at i tog jer tid til at læse mit brev.

Hilsen, L.

Pige
Svar fra

Børnetelefonen

Kære L.

Tusind tak for dit meget ærlige og modige brev. Sikke nogle voldsomme oplevelser og svigt, du har været udsat for i dit liv. Hvor er det flot, at du har kunnet skrive det hele ned i et brev til Brevkassen, så du kan få hjælp, og så du kan få det godt igen.

Du er virkelig god til at sætte ord på, hvordan du har det og til at fortælle om de hændelser, du har været udsat for. Det er på ingen måde okay, at du er blevet udsat for alt dette, og det skal stoppe. Hvor er det bare godt og sejt, at du kan række ud efter hjælp nu på den her måde.

Du fortæller om dit liv, hvor du har været udsat for mange voldsomme svigt, og jeg kan rigtig godt forstå, at det er svært at skulle rumme alt dette. Dine forældre har desværre ikke været i stand til at passe på dig, og det er jeg ked af at høre. Jeg håber mit svar kan være med til at støtte dig yderligere og hjælpe dig et skridt nærmere den hjælp, som du har brug for, og som du så meget fortjener.

De voldsomme episoder, som du beskriver i dit brev, fylder helt forståeligt rigtig meget, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det. Du fortæller også, at du tidligere har cuttet. Selvskade er netop en måde at håndtere de svære følelser på og en måde at overleve på. Derfor er det rigtig vigtigt at se selvskaden, som en del af de ting, du har oplevet. Det er dog ikke en hensigtsmæssig måde at tackle problemerne på, og jeg kunne derfor ønske for dig, at du får hjælp til at håndtere disse voldsomme følelser og oplevelser på en bedre måde. Du kan læse mere om selvskade på denne hjemmeside: http://www.lmsselvskade.dk/.

 

På samme måde har jeg også lyst til at sige til dig, at det på ingen måde er din skyld, at dine forældre handler, som de gør, og at det her med, at du er ”blevet ligeglad” også er en helt forståelige reaktion. Det er faktisk også en måde at kunne være i alt det svære på, og det fortæller mig, at du er rigtig god til at passe på dig selv, selvom det er svært.

Det er så godt, at du forsøger at passe på dig selv, men jeg tænker også, at det er vigtigt, at der er nogen voksne, som passer på dig, og derfor vil jeg også gerne fortælle dig lidt om vores bisiddere. Du kan få støtte af en bisidder fra Børns Vilkår til at hjælpe dig med at finde frem til hvad dine muligheder, gå med dig til kommunen mm. En bisidder er en voksen, som kan se tingene fra dit perspektiv og som kan støtte dig i et sagsforløb.

For at få tildelt en bisidder skal du ringe til BørneTelefonen på 116111, og så hjælper de søde og dygtige rådgivere dig med at kontakte vores bisiddere. Det er gratis og anonymt at ringe til os, og vi har åbent alle ugens dage fra kl. 11.00 - 23.00. Hvad tænker du mon om det? Du kan også gå ind på vores hjemmeside og læse mere om vores bisiddere her: https://bornetelefonen.dk/bisidder. 

Måske er der en sød lærer på din skole, som du er tryg ved, og som du stoler på, som kunne være god at tale med om hvordan du har det derhjemme? Måske er der et særlig godt tidspunkt på dagen at tage kontakt til din lærer på? Din lærer kan bl.a. hjælpe dig med, hvor du kan henvende dig i forhold til din kommune og evt. også hjælpe og støtte dig i forhold til at kontakte bisidderen, hvis du føler, det er lidt svært.

Det kunne være en idé at vise din lærer dit brev og mit svar. Vi ved fra andre unge, at det ofte fungerer rigtig godt som en støtte til at få fortalt en voksen om det, der er svært i deres liv. Mon det også ville fungere for dig?

Du skriver selv om muligheden for en plejefamilie eller et opholdssted og vores bisiddere kan hjælpe dig i kontakten med kommunen i forhold til at finde frem til, hvad der er den rigtige hjælp for dig. Det foregår på den måde, at du har et møde med vores bisidder inden dit møde med kommunen, så bisidderen ved helt konkret, hvordan du har det, og hvad du ønsker, der skal ske. På den måde kan han eller hun støtte og hjælpe dig bedst muligt.

Jeg håber, mit svar har givet dig et bedre overblik over de muligheder du har for at få hjælp, og at du føler dig støttet til at tage næste skridt. Du har allerede taget et kæmpe skridt ved at fortælle din historie her, og det er simpelthen så flot!

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De kærligste kram og tanker fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat