Jeg har været seksuel med min lillebror og jeg væmmes ved mig selv

Hej Børnetelefonen

Jeg har længe gået og overvejet om jeg skulle skrive til jer eller ej, fordi at jeg var bange for hvad I/andre ville tænke, hvis I læste det her, men jeg er nu nået til den konklusion, at jeg simpelthen har brug for at komme ud med disse tanker, for de ødelægger mig og jeg har brug for at komme videre, på dén ene eller den anden måde. Dog er jeg bange for at det slet ikke er muligt, at komme videre?

Sagen er den, at jeg har en lillebror og for flere år siden, slikkede han mig. Jeg er ikke sikker på hvor gamle vi var, på daværende tidspunkt, men jeg kan forestille mig at jeg maks. har været 10 år og han er tre år yngre end mig. Det skete flere gange, men der skete heller ikke mere end det.

På daværende tidspunkt anede hverken ham eller jeg, hvad det var at vi lavede og at det overhovedet var noget seksuelt det vi lavede? Jeg tror, at vi så det som en eller anden leg, der bare var for sjov, men nu, flere år senere og som 17-årig kan jeg ikke se noget som helst sjovt i det, jeg væmmees ved tanken, jeg har så dårlig samvittighed, jeg føler mig unormal, klam og hvad jeg ellers ikke tænker om mig selv? Og jeg har været så bange for at skrive til jer, I frygt for hvad I ville tænke om mig?

Nu ved jeg at den slags mellem søskende er ulovligt, men det anede jeg ikke på det tidspunkt. Som sagt, ikke engang der vidste jeg at blive slikket var noget seksuelt og noget som “unge” og “voksne” kun gjorde med hinanden, som ikke var familie.

Problemet er, at jeg har svært ved at komme videre og jeg kan selvfølgelig heller ikke lade vær med at se anderledes på min bror, selvom vi aldrig nogensinde har snakket om det, der skete dengang, men hvis ikke jeg tager fejl, så husker han det også? Jeg ville ønske at jeg kunne glemme det, men det er ikke muligt.

Jeg føler mig så unormal, ulækker, frastødende, klam og det ødelægger alt for mig. Jeg kan ikke lade vær med, at tænke på hvad mine forældre ikke ville tænke om mig, resten af familien, hvis de vidste det, hvis mine venner vidste det eller hvis jeg én dag får en kæreste? Jeg er så frygteligt flov over det og jeg græder så tit over det, fordi at jeg ville ønske at det ALDRIG nogensinde var sket. Mit største ønske er, at jeg kan føle mig nogenlunde normal, men på grund af det med min bror, da vi var små, så kommer jeg ikke til at gøre det.

Jeg har aldrig været sammen med én fyr, på nogen som helst måde og jeg har ikke engang fået mit første kys endnu. Problemet er bare, at jeg slet ikke kan forestille mig at være seksuelt sammen med en fyr, som at blive slikket, have sex og den slags, for så popper tanken op med at min bror har slikket mig og jeg ville sådan ønske, at første gang jeg blev slikket, var det med en fyr, en kæreste og en jeg er så forelsket i, men sådan kommer det aldrig til at blive. Jeg skammer mig så meget og jeg skammer mig selv over dén dag jeg får børn, for hvor frastødende er jeg ikke, at jeg som barn har gjort det med min egen lillebror?

Det har ødelagt og ødelægger så meget for mig, hvert eneste dag, men jeg tør ikke snakke med nogen om det, så jeg går med det i mit eget hoved, hvert evig eneste dag og det er en byrde, som jeg går og er alene om. Det er den eneste ting, som jeg føler at jeg ikke kan snakke med nogen om. Ikke mine forældre, ikke min veninder og heller ikke måske en kommende kæreste. Lige nu tør jeg ikke engang tænke på, hvad I må tænke om mig, når I ved hvad jeg har gjort? Og hvor har jeg så meget dårligt samvittighed, og hvor jeg føler mig unormal. Jeg føler at det har ødelagt noget i mit liv og fremover, ødelagt nydelsen ved at finde en kæreste og dyrke sex med ham og at få børn, for jeg vil tænke på det hele tiden.

Og det at jeg har været bange for overhovedet at dele med nogen, har gjort det svært for mig bare at skrive til jer, for hvad tænker I ikke om mig? Jeg hader at jeg skal gå med det på samvittigheden resten af livet, og nogengange ville jeg ønske at jeg kunne få muligheden til at tage livet forfra, så jeg kunne forhindre det i at ske og føle mig som en “normal” pige, der ikke har været sammen med hendes lillebror, da de var små. Jeg ser ikke engang det, der skete som noget seksuelt, men når jeg som 17-årig ved at det er det, får jeg så meget kvalme og væmmes ved mig selv. Som jeg har skrevet længere oppe i mit brev, er jeg bange for at det kommer til at ødelægge resten af mit liv og man lever kun én gang, så det gør mig så ked af det.

Jeg håber, at I vil læse mit brev og på én eller anden måde hjælpe mig til at komme videre i mit liv, for lige nu kan jeg aldrig se hvordan at jeg nogensinde skal kunne få én kæreste og være seksuel med ham, slet ikke at blive slikket, for tanken om at det ikke er min første gang og at første gang var med min lillebror, gør mig så ked af det.

På forhånd, så vil jeg sige tusind tak! Det har været så svært at komme ud med det her, men jeg håber at I vil hjælpe mig og ikke tænke dårligt om mig, for det var aldrig nogensinde meningen at det, der skete var noget seksuelt. Jeg sætter så meget pris på, at det er muligt at skrive til jer!