Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Værste Datter

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Først og fremmest tillykke med fødselsdagen! Hvor var det godt, at du fandt tiden og roen til at sætte ord på alt det, der fylder for dig. Du skal have mange tak for dit brev. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle forslag, så du forhåbentlig kan få et lidt bedre forhold til din far og måske også komme til at tænke bedre tanker om dig selv.

Du går og føler dig som den værste datter, fordi du tilsyneladende ikke kan leve op til din fars forventninger. Og så lige på din fødselsdag! Det lyder til, at jeres forhold udviklet sig rigtig træls gennem årene, og jeg kan levende forestille mig, hvor belastende det må være at være i til daglig.

Du er værd at holde af

Nu er det sådan, at der skal ‘to til en tango’, og jeg hæfter mig ved, at du påtager dig et stort ansvar for, at forholdet mellem dig og din far har udviklet sig så uheldigt. Det fortæller mig, at du er en person, der tager ansvar for dig selv og dem, du er sammen med og for, at I kan være sammen på en ordentlig måde. Det er rigtig meget værd, og det betyder samtidig, at du er en person, som i den grad er værd at holde af – langt mere, end jeg kan høre, det sker i øjeblikket.

I princippet kan forældre bestemme over deres børn, indtil de fylder 18 år, men i virkelighedens verden vælger mange forældre heldigvis at tage deres børn med på råd, særligt når de nærmer sig voksenalderen. I mine ører lyder du som én, der gerne vil spørges – og som sikkert også har nogle gode gode idéer og forslag til, hvordan tingene skal foregå?

Noget må være gået galt, siden I på den måde kører så skævt af hinanden? Sidst skete det til din fødselsdag, hvor din far havde lavet mad, men du gik på dit værelse og senere ud sammen med en veninde. Og det tog din far temmelig ilde op.

Kære du – noget fortæller mig, at det måske ikke er gået helt op for din far, at du er blevet en stor pige/halvvoksen kvinde på 17 år? Det lyder som almindelige ting at gøre, når man er 17 år: at man gerne vil være sammen med veninderne på sin fødselsdag og måske har brug for at trække sig, når familien dukker op derhjemme og gerne vil være med til at fejre dig.

Der er ingen tvivl om, at din far har gjort det hele i den bedste mening – men måske glemte han at tage dig med på råd, da han planlagde din fødselsdag? Det lyder som om, du sidder tilbage med følelsen af, at det hele er foregået hen over hovedet på dig, og du “bare observerede din egen fest”.

Måske har din far brug for lidt hjælp til at forstå, at fødselsdagen nok skal planlægges lidt anderledes, når fødselsdagsbarnet bliver 17 år, end hvis det var en 12-års fødselsdag? Ville du være parat til at hjælpe ham med det?

Skriv et brev

Måske ville det bedste være at skrive et brev til din far om alt det, der går dig på? Så kunne du også – stille og roligt – fortælle din far, hvordan du gerne vil have, at I skal være sammen derhjemme. Tror du ikke, at det kunne hjælpe ham til at forstå, at han faktisk har en god og ansvarlig datter, som savner at være sammen med sin far på en anden måde, end det foregår lige nu?

Jeg håber i hvert fald, det kan være med til, at han kommer dig mere i møde – for det lyder du som én, der fortjener.

Nogle gange kan man køre fast i nogle rigtig trælse mønstre derhjemme, som det ikke er rart for nogen at være i. Så kan man have brug for noget nyt input til at komme videre.

Skulle din far nævne noget i den retning, kan du fortælle ham om ForældreTelefonen. Der kan man gratis ringe ind og få råd, hvis noget er gået i hårdknude, eller man som forælder mangler forslag til noget, der er svært. Din far skal være meget velkommen til at ringe ind.

Alt det bedste til dig

Som 17-årig er du måske begyndt at tænke på, at du ikke skal blive boende hjemme i al evighed. Jeg håber virkelig, at du og din far kan få etableret et lidt mere tåleligt forhold, inden du på et tidspunkt flytter hjemmefra. Og at din far vil indse, at han må påtage sig sin del af ansvaret for det.

Du er i din fulde ret til at fortælle din far, hvordan DU gerne vil have, I skal have det sammen – fuldstændig som din far ikke holder sig tilbage for at gøre nu. Og at det gør dig træt, forvirret og ked af det, når han tiltaler dig grimt og nedladende. At du fortjener at blive behandlet som én, der er værd at holde af – og ikke som den “værste datter”. Hvis du nogensinde har brug for at blive mindet om dette, er du altid velkommen til at ringe til os på telefon 116111.

Al mulig held og lykke med det. Jeg hepper på dig herfra.

Kæmpe kram og kærlige hilsner til dig fra

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat