Brev

Jeg er trist hele tiden

På forhånd undskyld at min besked er så lang, men det er svært at korte ned.

Først til info er jeg en pige på 17 år, som går i 2.G.

Jeg skriver fordi jeg længe har været enormt ked af det. Jeg bryder mig ikke om at være ked af det foran folk, jeg kan bedre lide at holde følelserne for mig selv og føler ikke et behov for at snakke om tingene.

Mit problem er bare nu, at jeg som sagt er ked af det hele tiden. Der er sket rigtig mange ting de seneste år som jeg har gemt væk, og nu er det som om, at bægeret er fyldt. Jeg føler ikke, at det er de ting, som jeg specifikt er ked af. Når jeg er ked af det, kender jeg sjældent grunden, men jeg tror godt jeg ved hvad det hele kommer af.

I sommeren 2010 blev mine forældre skilt hvilket vendte min verden op og ned. Det kom som et chok for alle. Min lillebror og jeg havde altid fået hvad vi ville, og jeg havde aldrig rigtig haft den store modstand.

Jeg har altid været fars pige og har stort set intet tilfælles med min mor. Jeg opdagede så kort tid efter skilsmissen, på en ret ubehagelig måde, at min far allerede havde en ny kæreste, som han havde været min mor utro med. (Noget min mor ikke engang vidste).

Jeg reagerede først ved at blive ekstremt ked af det, opmærksomhedskrævende og var hjemme fra skole meget. Jeg gik endda til psykolog i en periode. Jeg havde ikke nogle tætte venner, men dem jeg havde ville ikke længere hjem til mig, fordi de synes, det var akavet, at mine forældre stadig boede sammen (det tog lidt tid for min mor at finde ny bolig). Jeg mistede rimelig meget mine venner der.

I den tid hvor jeg var så ked af det, sejlede det fuldstændig i min familie. Jeg nægtede nu at se min far (jeg afbrød alt kontakt til ham i ca. et halvt år og boede stadig ikke hos ham efterfølgende) og min mor, som forståeligt nok havde det forfærdeligt, gjorde sit bedste for at støtte os, men hun er bare for skrøbelig til, at det hjalp mig.

Min far er et menneske, der kun ser tingene fra sin egen side og altid har så ondt af sig selv og synes det er synd for ham, at jeg ikke vil se ham. Han har aldrig nogensinde vendt den og tænkt ”Måske er det mig?”.

Mine forældre kunne jo lige pludselig ikke gå til hinanden når de havde noget på hjerte, så alt blev sagt til mig i stedet. De begyndte at svine hinanden til – til mig, og brugte mig generelt mere som en ven end en datter. På en måde jeg ikke syntes om.

En dag gik det så op for mig, at der var en eller anden der var nødt til at tage sig sammen, og hvis ikke det var dem, måtte det være mig. Efter den dag har jeg aldrig nogensinde sagt til nogen når jeg var ked af det (udover overfladiske problemer) og ingen ved mere end at jeg ikke bor hos min far (stadigvæk).

Min far har ændret sig meget, og jeg har fået øjnene op for, hvor arrogant og nedladende han er. Jeg kan slet ikke holde ud at se ham. Jeg får stadig kuldegysninger når han kommer for tæt på mig og jeg har haft flere mareridt om, at han voldtager mig og slår mig ihjel. Det sidder virkelig dybt i mig.

Jeg bærer ikke så meget nag over utroskaben, jeg kan bare ikke lide ham som person. Jeg savner ekstremt meget vores gode forhold, fordi han er den eneste her i verden som jeg har så meget tilfælles med. Så har han så også bare den anden side, som jeg slet ikke kan relatere til.

Jeg har stadig ikke fortalt ham, hvad jeg er sur over, måske fordi jeg altid har været lidt bange for ham. Jeg føler virkelig, at jeg blev tvunget til at være voksen tidligt.

Jeg husker særligt en sommerferie i Rom i 2013, hvor min far var en fucking idiot en aften (ja undskyld ordvalget) og min bror og jeg gik op på værelset i raseri. Jeg havde allermest lyst til bare at råbe og skrige, men jeg var nødt til at være den stærke og trøste ham og sige, at han ikke skulle være ked af det.

Jeg har efterhånden lært, at det ikke gør noget godt at udtrykke den slags følelser overfor andre. Når jeg har prøvet at sige noget til min mor, bliver hun ked af det, og så er det igen mig, der skal trøste hende.

Mit problem den dag i dag er så, som sagt, at jeg de sidste 5 år har gemt alt væk. Jeg har haft en fantastisk evne til at glemme, at jeg er ked af det, og jeg har været meget svær at røre.

Det seneste halve år er det bare gået ned ad bakke. Jeg græder næsten hver dag, specielt når jeg skal sove. Stort set alle mine venner irriterer mig. Jeg sover dårligt. Min kæreste som jeg har været sammen med i 4-5 måneder nu, og som gør ingenting forkert, gør mig alligevel ked af det hele tiden. Der skal intet til.

Så sent som i dag græd jeg, fordi jeg ikke kunne finde mine nøgler. Nogen gange kan jeg slet ikke styre gråden, lidt som et angstanfald, hvor jeg ikke kan få vejret, bliver svimmel og mit hjerte banker derudaf.

Jeg har også ca. 6 gange fået nogle ”anfald” (altid i triste perioder) hvor jeg skal besvime, dog har jeg nået at få kontrol over det 4 ud af de 6 gange. Jeg tror dog ikke, det har noget med det at gøre, men lægen har ikke kunnet ikke forklare det.

Problemet er ikke, at jeg har lavt selvværd. Jeg har fin selvtillid. Jeg er glad for mit liv ellers. Jeg synes slet ikke, at mine problemer er store, og det er bl.a. også derfor, at jeg ikke kan tale om det. Det er jo ingenting sammenlignet med, hvad mange andre oplever. Jeg ved bare ikke hvorfor jeg er så ked af det. Et lille problem har åbenbart vokset sig stort. Jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Jeg er så bange for at folk finder ud af det og tror at de skal tage hensyn og have ondt af mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal løse det. Jeg føler ikke et behov for at snakke om det, men hvis jeg ville, så ville det at snakke med min far ikke hjælpe noget. Så godt kender jeg ham.

Desuden ønsker jeg slet ikke et forhold til ham. Min mor er som sagt for skrøbelig. Mine venner har for perfekte liv til at forstå mig og jeg er bange for at min kæreste vil finde det for overvældende.

Er det mon noget der går væk med tiden, eller skal man gøre noget for at det ikke hober sig mere op? Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op… Tak fordi du gad bruge tid på at læse det!

-L

Pige, 17 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Mange tak for dit gode lange brev, hvor du gør det meget nemt for mig at se hele din situation for mig.
Det er en meget hjerteskærende historie, du fortæller, og hvor har du samtidig bare et fantastisk overblik over det hele.
Det gode er, at du fortæller, at du har et godt liv, at dit selvværd og din selvtillid er i orden, og at du har både gode venner og en kæreste. Det lyder derfor til, at du trods alt har fået opbygget et tilfredsstillende bagland, når nu dine forældre ikke har været i stand til at være det for dig.

Dine forældre
Dine forældre har deres svagheder, som du fortæller, og det kan du nok ikke gøre voldsomt meget ved, men du kan godt fortælle dem, at de er nødt til at kunne sætte sig ud over sig selv, hvis de stadig skal kunne fungere som gode forældre for dig og din lillebror. Og det tænker jeg, at de gerne vil, selvom det måske er svært for dem.

På et tidspunkt, synes jeg, at du skal konfrontere dem rigtigt med dine tanker og følelser. Du fortjener, at de ved, hvad der rører sig i dig.
Og det kan jo gøres i brevform, hvis det er for svært at finde et godt tidspunkt at tage snakken på. På den måde kan du også få forklaret dig uden afbrydelser.
Faktisk vil jeg sige, at meget af det, du skriver her, kunne indgå i sådan et brev.

Den periode, hvor de fortsat boede sammen efter aftalen om at gå fra hinanden, må have været rigtig slem for jer alle sammen, men at de valgte at bruge dig som den, der skulle lægge øre til deres frustrationer over hinanden, er helt uacceptabelt, og det synes jeg sørme, at de skal have at vide. Det er jo ikke noget, man glemmer igen. Det er vigtigt, at det bliver italesat, så det ikke bliver ved at genere.

Din far
Jeg forestiller mig, at begge dine forældre har dårlig samvittighed og er flove over alt det, der er sket, men det kan være svært at sætte ord på.
Måske har din far det på samme måde som dig. At det der med følelser er noget, man skal forsøge at kontrollere. Og så bliver de for ham omsat til arrogance og nedladende kommentarer i stedet for at komme rigtigt ud, når det hele løber af med ham. Måske forsvarer han sig, fordi det er pinligt for ham at stå ved tingene, som de er. Han forsøger at virke stærk og i kontrol, selvom han måske er i oprør indvendig.
Det er ikke noget, du skal gøre noget ved, for det er ikke dit ansvar, men måske kan det mildne dit syn på ham, hvis du prøver at se det på den måde. Og måske kan det så lede til, at I får talt sammen, når du er klar til det.

Når forældre græder
Det kan være rigtig svært, når ens forældre græder.
Måske føler man, at forældrene burde være den stærke klippe, man kan læne sig op ad og græde ud hos. Og hvis de så græder og er kede af det, så føler man sig måske overladt til sig selv med alle sine følelser uden noget sted at søge trøst.
Måske føler man, at det er synd for dem, og så bliver man selv ked af det og føler, at man skal trøste dem og være stærk for ikke at gøre dem endnu mere kede af det. Og på den måde kommer man til at låse sine egne følelser fast indvendig.
Det er noget af en balance at skulle mestre i en ung alder.

Din mor
Du beskriver din mor som skrøbelig. Men måske er hun ikke så skrøbelig endda...
Nogle mennesker har let til tårer og græder ofte, men det betyder ikke, at de er skrøbelige og ikke kan tåle at høre, at andre er kede af det. Og det betyder ikke, at deres verden braser sammen.
Hvis din mor græder, når du fortæller hende, hvordan du har det, er hendes tårer måske en måde at leve sig ind i dine følelser på. Måske græder hun på dine vegne. Og måske udtrykker hun bare, at hun har det rigtig skidt med, at hun ikke var en bedre støtte for dig og din bror, da de blev skilt, og måske er hun stadig ked af, at I skulle opleve denne skilsmisse og ikke fik den barndom, I fortjente, og som både hun og din far gerne ville have givet jer.
Jeg tror sagtens, at du kan tale med din mor om tingene. Du må ikke lade dig skræmme af hendes tårer. De er sikkert blot en del af hendes personlighed og hendes måde at udtrykke sig på.
Selvføgelig hvis det tager overhånd på en måde, hvor hun sætter sin egen sorg i centrum, må du sige til hende, at det er vigtigt for dig, at hun ikke bryder sammen, for ellers kan du jo ikke tale med hende.

At komme videre
Det kan være uhyre svært at holde sine forældre ud, hvis de gør noget, man ikke forventer af dem, eller hvis de opfører sig barnligt eller egoisitisk, og man er også i sin gode ret til at sige fra, hvis det bliver for meget.
Det allersværeste er nok, at man selv kan risikere at få enormt dårlig samvittighed, føle afsavn og skuffelse i lange baner, hvis man siger fra.
Nogle gange kan man få opbygget så mange dårlige følelser, at man slet ikke kan rumme dem til sidst. Og det lyder som om, det er sådan et stadie, du befinder dig i.
For at kunne komme videre er det vigtigt, at du får ryddet op i alt det gamle, for selvom tiden går, ligger "tingene" jo stadig, hvor de sidst blev lagt. Med andre ord, de ting der er sket, bliver ikke usket, fordi der går tid. Man er nødt til at lade nogle andre ting ske, så dette kan træde i forgrunden og lade de gamle ting træde i baggrunden.
Som du måske kan høre, mener jeg, at du er nødt til at give slip på kontrollen og bearbejde fortiden for at komme videre.

Hvad kan man gøre?
Når man gennem mange år har øvet sig i at holde styr på sine følelser, så kan det være svært bare at give slip, så her gælder det om at finde en måde, man kan gøre det på, uden at det bliver for meget. Hermed nogle forslag, som sikkert ikke kommer bag på dig:
1. Du kan tale med eller skrive til dine forældre om det, du føler og har det svært med.
2. Du kan tale med dine venner om det. De er med garanti ikke så perfekte, som du føler, de er. Langt de fleste mennesker har både oplevet svigt, afvisninger og familiekriser, så der vil sikkert være flere af dem, der vil kunne sætte sig i dit sted og forstå, hvad du går igennem.
3. Du kan tale med din kæreste om det. Han er nok den første til at mærke, når du er ked af det. Og det kan nemt komme til at påvirke jeres forhold på en negativ måde, hvis han kan mærke, at der er noget galt, uden at han kan hjælpe og trøste dig, fordi du ikke fortæller ham, hvad du er ked af.
4. Du kan kontakte BørneTelefonen og få en anonym og gratis snak med en rådgiver, som både kan lytte og give gode råd.
5. Du kan komme i et forløb hos en psykolog, som kan hjælpe dig med redskaber til at takle tingene. Du kan få en henvisning fra lægen.

Dit situation lige nu
Du skriver, at du går i 2g, og da vi befinder os i slutningen af maj, formoder jeg, at du snart skal til en masse eksamener. Det betyder måske, at du føler dig lidt presset?
Det er sådan, at man i pressede situationer nemt kommer til at kredse om alle mulige andre aspekter af ens liv, hvor man føler sig ude af balance. Derfor tænker jeg, at det måske er naturligt, at du lader dig påvirke meget mere af alle de indre ting lige nu, end du ellers ville gøre.
Og jeg tænker også, at hvis du ikke får bearbejdet fortiden, så kan den komme tilbage til dig igen og igen, hver gang du føler dig presset. Med andre ord: Jeg mener altså virkelig, at du skal få talt om det. Jo flere gange man italesætter noget, der gør ondt, des mere aftager smerten. Den bliver nemmere at bære og holde ud. Og man kommer på én eller anden måde også til at kunne se det hele udefra. Lige nu, hvor du ikke taler om det, ser du det hele indefra. Det vil sige, at du mangler noget perspektiv på sagen. Det kan du få ved at lade nogle venner og din kæreste få indsigt i dig.
De drømme, du har haft om din far, viser også tydeligt, at du i den grad føler dig svigtet og overrumplet over det, der er sket. Disse drømme kan mildnes ved, at du får snakket om tingene; altså ikke nødvendigvis med din far, men bare i det hele taget. På den måde kommer han til at fylde mindre. Du skriver, at du altid har været lidt bange for ham. Den følelse kan sagtens aftage i takt med, at du får snakket med andre om, hvorfor du har det sådan. Du skal altså prøve at få noget, der fylder meget til at fylde mindre, hvis du kan. Og det er jeg sikker på, at du kan.

Selv små ting kan føles store
Du skriver, at din situation er ingenting, i forhold til hvad andre oplever.
jeg forstår godt, hvad du mener, men det er meget svært at måle, hvad der er stort og småt, når det handler om følelser. Og så kan jeg fortælle dig, at når man får revet hele sit fundament væk under sig, så er det en stor ting. Derfor må du endelige ikke negligere dine problemer. Det er kæmpestort, når en tryg og sikker familie pludselig rives fra hinanden.
Alt, hvad der ændrer ens liv radikalt, er stort. Det er kun normalt, at man har brug for at tale om det og få hjælp til at takle forandringerne; også efter lang tid, hvis man ikke får tingene bearbejdet, mens de står på.

Til sidst
Jeg håber meget, at du har mod på at tale om det med din kæreste og dine venner, og på sigt også med dine forældre.
Jeg vil anbefale, at du giver dig selv lov til at føle og være ked af det. Det er på ingen måde et svaghedstegn at græde eller at vise, at man har det dårligt.
Det er derimod en kæmpestyrke at turde stå ved sig selv og være ærlig omkring sine følelser. Og du må endelig ikke være bange for dine følelser. At være ked af det, og at føle sig svag og opgivende er en del af dig, ligesom både glæde, vrede, irritation, forelskelse, og hvad vi ellers har.
Jeg er sikker på, at du nok skal klare dig. Og jeg er også sikker på, at du får løst din situation, for jeg mærker en rigtig stærk og bevidst pige gennem dit brev.
Jeg vil ønske dig et kæmpestort held og lykke med det.

Jeg vil gerne bo mere hos min far

Må jeg selv vælge hvor jeg vil bo?

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu