Brev

Jeg vil gerne bo mere hos min far

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17-årige pige,

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at skulle snakke med din mor om, at du gerne vil være mere hos din far. Det er aldrig rart, når man er bange for, hvordan ens forældre vil reagere på det, man ønsker. Jeg håber, jeg kan give dig nogle råd til, hvordan du kan få snakket med din mor om det.

Først og fremmest får jeg lyst til at fortælle dig, at vi snakker med mange børn og unge, som ville ønske at deres deleordning var anderledes, men som også lige som du synes, at det er meget svært at snakke med sine forældre om det. Jeg fortæller dig dette, da det kan være rart at vide, at man ikke er den eneste.

Når du tænker meget over, hvordan din mor vil reagere, så viser det mig, at du er en meget omsorgsfuld datter. Din mor vil selvfølgelig gerne have, at du bor meget hos hende. Men når man er barn af skilte forældre, kan det være rart med en fast base et sted, fx hos din far, som du så fint beskriver. Måske du kan forklare din mor, hvorfor du gerne vil bo mest hos din far. Så hun lettere kan forstå dit valg, og at det er det bedste for dig.

Rigtig mange børn og unge fortæller, at det kan være meget svært at tage hul på sådan en samtale med son mor, og hvor kunne jeg forestille mig, at det er endnu sværere, når man som du allerede har forsøgt nogle gange at snakke med hende.

Når det kan være svært at tage hul på en samtale, kan det for nogle hjælpe at skrive det man gerne vil snakke om ned i et brev. Kunne du måske have lyst til at skrive et brev til din mor, hvor du fortæller lidt om, hvordan du ønsker at deleordningen skal være? Så kan brevet måske hjælpe dig med at starte samtalen op. Du kan finde lidt inspiration til at skrive et brev her. Du kan også vise hende dette brev og mit svar.

Det kan også være, at du hellere vil skrive en SMS til hende, hvor du fortæller, at du gerne vil snakke med hende. Så kan I sammen finde en rar stund at sidde og snakke sammen og du kan få forklaret hende, at du ønsker at være mere hos din far.

Jeg ved ikke, om du ved det, men fra du er fyldt 10 år, har du initiativret. Det betyder, at du kan kontakte Familieretshuset og bede om hjælp til at få ændret din samværs-ordning.

Det er også sådan, at du kan få en bisidder fra BørneTelefonen med til mødet i Familieretshuset. En bisidder hjælper og støtter dig før, under og efter samtalerne i Familieretshuset. Bisidderen kan hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det lidt svært med at skulle sige, hvordan de gerne vil have det. Dine forældre behøver ikke give lov til, at du får en bisidder med. Dine forældre får det at vide, men du har mulighed for at mødes med din bisidder, før dine forældre får besked. Du kan læse mere om det her eller se en video, hvor en pige som dig fortæller om, hvordan hun fik hjælp af en bisidder.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig et skridt videre på vejen og givet dig nogle ideer til, hvordan du kan få snakket med din mor. Hvis du har brug for mere hjælp eller et andet godt råd, er du altid velkommen til at kontakte os på 116 111 eller på sms eller chat. Her sidder en rådgiver parat til at hjælpe dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De kærligste hilsner

BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat