Kære EJ,
Tak for dit meget ærlige brev. Jeg kan godt forstå, at du bliver bange og utryg, når din søster får sine anfald, som du beskriver. Det er godt, at du har skrevet, så vi kan forsøge at hjælpe jer.
Først vil jeg sige til dig, at din søster er heldig at have en bror som dig, der passer på hende og giver hende omsorg.
Du skriver, I mistede jeres forældre for 9 år siden. Det er sådan noget, som ikke må ske for børn, men når det sker, er det nok noget af det værste, man kan opleve som barn. Jeg tænker, at du har ret i, at det måske er det, som har udløst din søsters anfald.
Det er helt forståeligt du er bekymret og måske også utryg over hvordan din søster har det og hvordan du kan hjælpe hende bedst. Jeg læser dit brev, som at din søster er i en form for behandling. Kunne det tænkes, at du fik snakket med dem, som behandler din søster om, hvordan du støtter hende bedst, når anfaldene kommer. Det kan godt være, I har snakket om det før, men det gør ikke noget at snakke om det igen. Jeg læser, at du mangler lidt nogle handlemuligheder, når din søster bliver ramt af et anfald. Det er hel naturligt at føle sig utryg ved, at hun skal få anfald, når du ikke helt ved, hvad der støtter hende bedst. Tit kan det give ro, hvis man har talt om de handlemuligheder, der kan være, når din søster får et anfald. Måske kunne du også spørge din søster, hvad hun tror, der kan hjælpe, når hun bliver ramt. Det er ikke sikkert, hun ved det, men så kan i få en snak om det, og hun kan se, at du er der for hende.
Ikke nok med at din søster er påvirket af det der skete for dine forældre for 9 år siden, så tænker jeg også du må bære på en sorg? Mon I begge har haft mulighed for at tale med fx en psykolog om hvilke følelser og tanker i går med og den påvirkning det har gjort og gør for jer at begge jeres forældre er døde? Jeres forældre vil altid være i jeres hjerter og det tager tid at bearbejde en sorg, derfor vil jeg foreslå I begge tager en snak med jeres læge og evt. får en henvisning til psykologsamtaler, så I kan få luft for alt det der fylder. Med psykologen vil du også kunne tale om, hvordan du bedst støtter din søster, hvad tænker du om den ide?
Du skriver, at du er bange for at din søster skal få et anfald sammen med sin kæreste. Jeg tænker, at det er vigtigt din søsters kæreste ved, hun kan få anfald. Selvom det måske er svært at få fortalt, vil det give meget mere tryghed for jer alle sammen, at hvis hun får et anfald, er det kendt for alle. Jeg tror, det er vigtigt at være ærlig. Din søster er jo meget mere end anfald, og det er selvfølgelig vigtigt at holde fokus på i sådan en samtale, som I alle skal være med til. Åbenhed er det bedste for alle, der kan også være nogle spørgsmål fra kæresten, som det kunne være rart, at I hjalp med at besvare.
Når alt det her er skrevet, tænker jeg meget på, om ikke I har haft anden støtte i alle de år, der er gået efter I mistede jeres forældre. Jeg mener støtte fra andre voksne, som har hjulpet i svære perioder - måske fra kommunen, skoler, sorggrupper osv. Det er hel urimeligt at skulle være alene - jer to søskende - om alle de store ting, der er sket og sker i jeres liv.
Jeg tænker, at det kunne være en hjælp at ringe til BørneTelefonen 116 111 - et anonymt nummer, hvor der sidder voksne klar til at snakke. De kan måske stille nogle spørgsmål, som gør, at I kan finde frem til mere hjælp til dig og din søster, som I fortjener.
De Bedste Hilsener fra BørneTelefonen
