Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Familie problem

Hej, jeg er en 12 årig transkønnet dreng. Mine forældre bagtaler hindanden til mig, og min far drikker på grund af “smerter” Jeg får hjælp allerede men jeg føler at der ikke sker noget. Og jeg har været til massere af samtaler med min forældre. Jeg føler mig ikke godt tilpass, og jeg er ikke tryk herhjemme. Jeg hader min mor så meget og jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg har også problemer med at komme i skole, men min mor siger at det er pinligt for hende og at det nok bare er ingenting.

Kan i hjælpe?

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12 årige

Tusinde tak for dit brev. Det lyder til at du har det ret svært derhjemme med dine forældre for tiden. Jeg synes det er meget sej at du mærker, at du har brug for mere eller en anden hjælp end den du allerede får. Så det er stærkt af dig at du skriver til os nu. Og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.

Jeg er glad for, at du allerede får hjælp. Men da jeg ikke ved hvordan planen er og hvordan samtalerne skal hjælpe dig, så kan jeg ikke sige om det er den rigtige hjælp som “bare skal have mere tid”. Ud fra det du fortæller skal du vide, at du bestemt har ret til at få hjælp, så du kan få det trygt i din hverdag.

Der er mange børn, som skriver eller ringer til os, fordi de føler sig utrygge derhjemme, fordi en forælder drikker. I Danmark er der en lov om, at alle børn har ret til at føle sig trygge hjemme og det er forældrenes ansvar at sørge for det. Det kan være svært at sørge for, hvis den ene forældre drikker. Derfor er det vigtigt at familien får hjælp, så børnene kan få det trygt i hverdagen.

Du skriver at din far drikker på grund af “smerter”. Det lyder ikke rart for ham men heller ikke for dig. Der kan være mange grunde til, at mennesker begynder at drikke, men lige meget hvilke grunde de har, så er det ikke okay når de har ansvar for børn. Det er nemlig utrygt at være barn til en forælder, som drikker og sådan skal det ikke være.

Du skriver også, at du hader din mor så meget, at du ikke kan holde det ud. Ellers fortæller du ikke så meget om din mor. Kun at hun synes det er pinligt for hende, at du har svært ved at gå i skole. Og så bagtaler begge dine forældre hinanden til dig. Det lyder ikke rart nogen af delene og jeg kan godt forstå at det er svært at være dig derhjemme for tiden.

Det lyder lidt som om, at dine forældre ikke helt forstår dig eller den situation de har sat dig i. Ud fra det du fortæller, lyder det ikke så underligt, at du har det svært og at det kan være svært at komme i skole. Har dine forældre også svært ved at forstå at du er transkønnet? Jeg kan forestille mig at det måske ikke gør situationen nemmere, hvis de har svært ved at støtte dig omkring det.

Hvor længe mon du har haft det svært hjemme? Det lyder ikke til at have stået på en tid siden, at du fortæller, at du har været til en masse samtaler med dine forældre. Jeg gætter på at samtalerne er foregået i Familieretshuset eller på kommunen. Er det mon sådan?

Jeg er lidt nysgerrig på, hvem der har hjulpet dig til at få de samtaler. Måske en lærer eller er det mon dine forældre eller dig selv som har søgt hjælp? Jeg er også nysgerrig på om du har fortalt det hele til dem, som hjælper dig i samtalerne. Med det hele mener jeg at din far drikker, at du ikke kan holde din mor ud og at du ikke er tryg derhjemme? Jeg spørger, fordi det er vigtigt, at du fortæller det hele til de voksne som hjælper dig.

Jeg ved fra andre unge, at det kan være svært at gå til møder med sine forældre. Særligt når man ikke er helt tryg sammen med dem. Det kan nemlig godt være svært at sige højt, hvordan man har det, hvis man er bange for at det bliver værre, fordi ens forældre bliver sure eller kede af det. Har du det mon også sådan?

Måske har du allerede fortalt det hele? Hvis du ikke helt har haft mod til det endnu, så kan det være svært for dine “hjælpere” at finde den rigtige hjælp til dig. Giver det mening??

Hvis ikke du allerede har gjort det så er det også en rigtig god ide at snakke med en lærer om hvordan du har det. Har du mon en lærer som du trygt kan fortælle det hele til? Din lærer vil vide, hvordan du kan få hjælp. Også i forhold til at du har det svært med at komme i skole.

Jeg kommer til at tænke på om du mon ved at man gennem BørneTelefonen kan få noget som hedder en Bisidder. En bisidder er sådan en slags privat voksen hjælper, som kan gå med dig til møder i kommunen eller Familieretshuset, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Bisidderen vil støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige og svære.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.

Rigtig mange børn og unge der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for har fået hjælp af en bisidder. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111.

Hvis du allerede føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe til direkte Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Jeg håber du har lyst til at kigge nærmere på det med en Bisidder, for i din situation, tror jeg du ville have glæde af din egen “private hjælper” til samtalerne.

Hvis du har brug for at vi hjælper dig på en anden måde, så er du altid meget velkommen til at ringe eller skrive igen. Vi vil rigtigt gerne hjælpe dig. Jeg tror på, at du finder frem til den rette hjælp. Du har nemlig med dit brev vist, at du er klog, selvstændig og godt ved når noget ikke er godt for dig. Bliv endelig ved med at lytte til dine fornemmelser.

Kærlig Hilsen BørneTelefonen.

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat