Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min forældre forlod

Da jeg var 9 år gammel, forlod min far mig, da han åbenbart, skulle ud efter noget mælk.

Min mor sagde og lovede mig, at han nok skulle komme hjem en dag. Det troede jeg faktisk ikke helt på. Men efter noget tid, blev min mor også træt af mig. Og hun flyttede lige pludselig også ud af huset.

Nu er jeg på gaden, uden hus, familie, mad eller et liv. Jeg er fucked! hjælp mig..!

Dreng, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige dreng

Tak for at skrive til os, nu hvor du står i en situation, hvor du ikke ved hvad du kan gøre. Jeg vil gøre mit bedste, for at give dig et svar, hvor jeg fortæller dig om nogle af de muligheder du har. Mærk efter på dig selv, hvad der føles bedst for dig at gøre herfra.

Du skriver, at din far forlod dig da du var 9 år gammel, da han skulle ud efter noget mælk. Din mor lovede dig, at din far nok skulle komme hjem en dag. Du troede ikke helt på det. Efter  noget tid, flyttede din mor pludseligt ud af huset, og nu er du på gaden, uden hus familie, mad eller et liv.

Dit brev får mig til at tro på, at du godt kan mærke at det ikke er godt for dig, sådan som du har det lige nu. Derfor er det virkelig godt gået, at du har valgt at spørge om hjælp.- Det får mig til at tro på, at du ønsker at tingene bliver lidt bedre.

Vi modtager mange breve og opkald fra børn og unge, som er bange og føler sig alene, fordi at de ikke bliver passet godt nok på. Måske ved du det allerede, men børn og unge har ret til at blive passet godt på af deres forældre. Det betyder, at dine forældre skal sørge for at du er tryg og har det godt. Men det lyder lidt til, at dine forældre har svært ved det.

Hvem udover mig ved at du bor på gaden? Mon du kender nogen, tæt på dig, som du kan gå til? Er der mon nogen fra din familie, en faster/moster/onkel eller nogle bedsteforældre? Hvis du ikke har familie som bor tæt på dig, kan du mon så komme i tanke om andre? Det kan godt være en vens forældre.

Nu ved jeg ikke, om du stadig går i skole. Men hvis du gør: Hvordan ville det være for dig, at møde op på din skole og fortælle din lærer eller skoleinspektøren, at du har brug for deres hjælp? Man kan fx sige:

“Jeg har brug for hjælp. Jeg sover på gaden og min familie har efterladt mig. Jeg er sulten og mangler hjælp”. 

Du kan få hjælp på kommunen – de har pligt til at hjælpe dig. Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge. Her kan du fortælle om situationen. Den voksne, du taler med har et godt overblik over mulighederne for at hjælpe dig – og vil fortælle dig om dem.

Du kan i kortere tid overnatte på Joannahuset, hvis det er muligt for dig: Læs grundigt hvad der står her https://www.joannahuset.dk/

Jeg nævner disse muligheder fordi, at alle voksne i Danmark har pligt til at hjælpe børn, der bliver udsat for svigt eller er i fare. Den måde voksne kan hjælpe på, er ved at give Kommunen besked om, at du har brug for hjælp. Det kaldes også en underretning. Når kommunen har fået beskeden, så vil de gå i gang med at undersøge, hvordan de bedst hjælper dig.

Hvis du godt vil have hjælp til at komme i kontakt med din kommune, så er du også velkommen til at skrive til os igen og fortælle hvem du er. Du må godt skrive et nyt brev, men det er også okay at ringe eller sms’e til os på 116111.

Vi har også noget som hedder en bisidder på BørneTelefonen. Det er er voksen som kan hjælpe dig med kontakten til din kommune. En voksen som kender alle dine rettigheder og som kan hjælpe dig med at få hjælp. Du kan ringe direkte på 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Jeg tror på, at du nok skal få rakt ud til en voksen tæt på dig. Dit brev viser jo, at du gerne vil have det bedre end du har det lige nu.

De bedste hilsner fra

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat