Familie, dum papfar

Kære pige på 14
Tak for dit brev. Jeg tror, der er mange andre børn, som læser dit brev, der vil kunne genkende det, du beskriver. 
Jeg forstår godt at det ikke er nogen nem situation du er i, når du ikke har det godt med nogen af dine papforældre. Som jeg læser dit brev, keder du dig hos din far, føler dig overladt til dig selv og relationen til din papmor er ikke optimal. Hos din mor er det din papfar, der giver dig problemer. 
Har I mon nogensinde som familie, talt med hinanden eller andre om de konsekvenser en skilsmisse kan have for Jer børn? Også selvom det ligger 7 år tilbage. Der er stor forskel på at være 7 år og 14 år, når man taler om at skulle være en del af flere familier. 
Og ved din mor, at du bruger så mange kræfter på at tænke over, hvordan hun har det, og derfor så måske glemmer dig selv og hvordan du har det og gerne vil have det?
Tit er det du beskriver, ofte det der kan ske, når familien bliver skilt. Børnene bekymrer sig om deres forældre, og kommer nogen gange til at tage et for stort ansvar, for noget de slet ikke skal tage ansvaret for. Det lyder lidt i dit brev som om det er noget af det, der sker med dig og din mor lige nu?
Du skriver, at du snart flytter hjemmefra, hvis det ikke bliver bedre. Problemet er jo nok også, at du lige nu heller ikke har det godt nogle af stederne. Men hvis du kunne vælge frit, hvor du helst ville bo, og i hvor lang tid af gangen, kunne du mon så forestille dig en anden fordeling? Det er jo sådan at du selv har ret til at blive hørt i forhold til, hvordan du oplever den aftale der gælder nu. Er du og dine søskende mon blevet hørt om det ? Måske kunne du som en start snakke med din søster om det og hvad hun tænker?
Det er ikke sikkert at du ville have det anderledes, hvis aftalen blev ændret, men det at opleve, at du får mulighed for at fortælle din del af historien, kunne højst sandsynlig hjælpe dig videre. Ville du mon kunne spørge din mor, om det var en mulighed for jeres familie at få taget hul på den snak? Måske bare din mor og dig og dit fine brev her, hvor du fint får beskrevet din bekymring, irritation og desperation?
Samtidig tænker jeg, det er vigtig, at du finder ud af, hvad det er, der går dig mest på lige nu. Er det den måde din papfar behandler din mor og dig og dine søskende på? Eller det at du også er begyndt at "skælde din mor ud", selvom du elsker hende højt og ønsker det bedste for hende? Eller er det hele situationen hjemme hos din far, hvor det lyder som om du slet ikke føler dig hjemme? Eller måske noget helt fjerde...? 
At få styr på det hele på een gang er sjældent muligt, og derfor tænker jeg, du skal give dig selv tid til at tænke over, hvad der er vigtigst for dig lige nu. At een ting bliver anderledes, smitter oftest af på nogen af de andre ting...
Måske er det hele blevet så uoverskueligt for dig nu, at det kunne være en ide, hvis der var nogle voksne uden for jeres familie, som kunne hjælpe med at løse det. Det kunne være en familieterapeut, som snakkede med dine forældre og jer søskende om, hvordan I bedst muligt får det rart sammen igen, i de to familier, du jo faktisk har. 
Der findes mange gode familieterapeuter i kommunen. Enten kan dine forældre selv tage kontakt til dem, eller også kan du få hjælp til at tage kontakt til en sagsbehandler i kommunen, som så kan kontakte dine forældre. Det lyder til, at du har det godt med din mor, og jeg tænker på, om det var en anden måde at få snakket med hende om det igen. Igen er dit brev og mit svar, måske en indgangsvinkel du kunne bruge, hvis du har lyst? 
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116 111 og bede dem om hjælp til at komme i kontakt med en bisidder, som er en sød voksen der kan hjælpe dig med at få fat i en sagsbehandler i kommunen, og være med til det/de møder, en sådan kontakt skal medføre. Det vil dog betyde, at du skulle opgive din anonymitet.
Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, og tale med en rådgiver om det hele, inden du beslutter dig for, hvordan du vil komme videre. Måske kan I finde en helt anden løsning...
Hvad end du ender med at gøre, er det så godt, at du reagerer nu, og tager dine bekymringer og overvejelser alvorligt! Håber du finder en eller flere veje, der giver mening for dig .. 
Kærlig hilsen BørneTelefonen