Kære pige på 14 år,
Du har det svært med din mors kæreste. Det har ikke hele tiden været sådan, men med tiden har din mor ændret sig så meget, at du næsten ikke føler, at du har en mor længere.
Det har givet dig et had til hendes kæreste – og den følelse tror jeg egentlig at rigtig mange ville kunne genkende.
Det lyder som om, at du har været vant til, at din mor var på en anden måde. Det lyder som om, at du før var meget mere tryg ved at være derhjemme og nu har du slet ikke lyst til at være der, når han er der. Det lyder slet ikke rart. Hvor er det godt, at du reagerer og nu skriver til os.
Jeg ved jo ikke om det er sådan hos jer, men jeg lægger mærke til, at du har meget omsorg for din mor. Du passer meget på hendes og vil ikke gøre hende ked af det. Så meget, at du ikke tør at fortælle hende, hvor meget hadet har vokset i dig.
Du ved også meget om din mor
– nok til at vide, at det gik galt med den tidligere kæreste. Nu gætter jeg bare, men måske talte din mor også mere med dig før, om det hun tænkte og følte.
Nu ved jeg ikke om du har søskende på din mors side, men hvis man er alene og har en form for tosomhed med sin mor, kan forholdet godt blive meget fortroligt og tæt. Så tæt, at barnet måske virkelig føler et stort ansvar.
Jeg forstår virkelig godt, at du ikke har lyst til at gøre hende ked af det eller sur.
Måske er du også bange for, at hun vil misforstå dig eller ikke lytte. For måske kunne det egentlig også bare være rigtig rart, at hun vidste, hvor meget du måske faktisk også savner hende? Nu gætter jeg bare.
Dit had til hendes kæreste er en ting – og det er drøn svært!
Du føler jo virkelig, at han har taget hende fra dig. Og måske er det også lidt som en alarmklokke, der ringer højt – men ikke ildebranden i sig selv. Måske tager jeg fejl, men lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener:
Din mors nye kæreste er den ‘nye ting’, der har rykket ved alt du kendte. Derfor er det nemt at hade ham, når du mærker, at ændringen dræber dig inden i. Men hadet til ham er måske mere den alarmklokke, der fortæller dig, at det virkelig ikke føles som det plejer med din mor og det gør dig rigtig ked af det.
Had og vrede er tit meget forbundet som følelser, og nogle gange er det bare nemmere at vise sin vrede end at vise sine triste og sårede følelser. For hvad nu, hvis man ikke blev trøstet og passet på, når man viste, at man følte sig alene og ked af det. Måske kender du også den frygt en lille smule?
Det lyder som om, at det mest af alt er din mor, du mangler. Og jeg fornemmer også en stor tristhed og et kæmpe savn. Måske endda også en frygt for, at det ikke kan blive sådan igen. Og har du de følelser, forstår jeg det bare så godt!
Tristheden og smerten, ved det, I har mistet lige nu, er mindst lige så vigtige at give plads – særligt fordi det måske også er de følelser, som din mor skal tage ansvar for og gøre noget ved, når nu du ikke engang har lyst til at være hjemme, når han er der.
Nogle gange kan du mærke, at noget føles forkert, selv hvis ingen andre siger noget om det. Den følelse i maven er vigtig, fordi den kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er godt for dig, og hvad der ikke er.
Jeg mærker så tydeligt, at du gerne selv vil ændre på det, når du beder os om hjælp nu. Men jeg tænker også, at det er vigtigt, at din mor ved det, så hun kan gøre dig mere tryg.
Sådan kan du prøve at tale med hende
Det kan være svært at række ud efter hjælp, især hvis man er bange for at ens forældre vil blive sure, eller man måske frygter, at andre ikke vil kunne hjælpe. Men min første idé er faktisk, at du prøver at fortælle din mor, hvordan du har det.
Når man får det fortalt og talt om det, kan det nogle gange hjælpe én med bedre at forstå situationen, i stedet for at gå og være i tviv – lost. Eller gøre at det ikke fylder så meget indeni dig selv. Kan du følge mig?
Derfor kunne det måske være en god ide at få fortalt om dine følelser. Du kan fx sige: “Jeg føler bare, at jeg har mistet dig og jeg savner det vi var før X kom ind i vores liv” Og hvis de så har tid, kan du sige “Jeg har ikke lyst til at være hjemme, når han er der”.
I kan måske se på dit brev og mit svar sammen. Nogle gange er det bare lettere at sidde med en tekst sammen og tale om den. Det kan være I kan tale om nogle gode måder, at være sammen på – bare jer to!
Hvis du tænker, at det er svært at tale med din mor, så er det også bare helt ok. Stol på din mavefornemmelse og giv dig selv lov, at tale med nogle andre først, hvis det føles bedre. Men der er faktisk altid voksne, der har ansvaret for at hjælpe dig.
Lad os se lidt mere på, hvem det kan være.
Hvis din mor ikke kan hjælpe dig, er det nemt at komme til at tro, at ingen voksne vil kunne. Måske kender du den tanke? Det kan være den fik dig til at skrive til os.
Det kan være svært at finde ud af, hvem man kan tale med, og det er helt okay. Måske kan jeg hjælpe dig med at få øje på nogle af de voksne omkring dig, som kan være gode at tale med.
Du kan tale med alle lærerne på skolen, og du kan også overveje at tage fat i en (klub)pædagog. Måske kan du starte med at fortælle en smule om, hvordan du har det, for at mærke, om den voksne forstår dig og kan hjælpe dig.
Hvis du føler, at den voksne lytter, kan du dele lidt mere. Jo mere du fortæller, desto nemmere er det for den voksne at forstå, hvordan du har det. Det kan også gøre det tydeligt, at der er brug for hjælp. Og jeg tænker faktisk, at du har brug for hjælp til at ændre det ubehag du føler – også når han er der.
Her kan du finde en guide til, hvordan man fortæller noget der er svært Video: sådan fortæller du noget, der er svært at få sagt – 6 gode råd (bornetelefonen.dk)
Du kan også altid skrive eller ringe til os på 116111. Vi har åbent hele døgnet – også om natten!
Kærlige hilsner fra BørneTelefonen