Kære du
Tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtig flot, du skriver herind. Det lyder som om, det er nogen tanker, du har gået og tumlet med længe. Jeg kan godt forstå, det skræmmer dig at have tanker om at stikke af hjemmefra, og jeg tænker heller ikke, at det er rimeligt, at du skal have det på den måde.
Jeg får en fornemmelse af, at du har rigtig meget brug for tryghed og stabilitet omkring dig, og at det er vigtigt for dig at vide, hvor du har folk - særligt dine kære. Derfor kan jeg godt forstå, det må have været voldsomt for dig at blive sendt med toget dengang. Jeg fornemmer også, at du måske er vred på din far over, at han ikke magtede at have dig hos sig - eller magtede at finde en løsning, hvor I alle kunne holde det ud..?
Jeg kan godt blive lidt nysgerrig på, om du mon overhovedet har fået fortalt din far, hvordan du oplevede den episode, dengang han sendte dig på toget? Har I talt om, hvordan du har det, og hvorfor han gjorde som han gjorde?
Det lyder som om, din far forandrede sig, efter han mødte sin nye kone. Jeg har snakket med mange andre børn og unge, der også har oplevet, at deres forældre begynder at opføre sig anderledes, når de får nye kærester og bygger nye liv, kan man sige... Det opdager de ikke altid selv - eller også vælger de at overse, hvilken påvirkning det har på deres børn... Men det er stadig din fars ansvar at sørge for, at du trives og har det godt. Det er ham, der er den voksne, og jeg tænker, at han i hvert fald må have bemærket, at noget forandrede sig i jeres forhold...
Hvordan kan man så få råbt ham op..? Det kan være, du allerede har forsøgt? Jeg ved ikke, hvordan han mon ville reagere, hvis han fik at vide, at du er så presset, at du isolerer dig på dit værelse og ikke har overskud til andet end at passe din skole og dit job? Jeg synes i hvert fald, det er et ret tydeligt tegn på, at du har brug for, at tingene bliver anderledes. At du får lettet presset lidt og får lov at kunne slappe af og være tryg...
Måske skal du have nogen til at hjælpe dig med at fortælle din far (og din mor), at du ikke trives på den måde, du bor lige nu. Det er ikke tydeligt i dit brev, om du egentlig hellere ville bo hos din far? Eller om det kunne blive ok hos din mor, hvis der skete nogle ændringer?
Jeg kan heller ikke gennemskue, om dine forældre mon samarbejder godt? Jeg gætter på, at de måske ikke snakker så meget sammen, men det er bare mit gæt, og hvis jeg tager fejl, håber jeg, du bærer over med mig... Jeg ved bare, at det for rigtig mange børn i skilsmisser kan hjælpe så meget, hvis deres forældre kan snakke om, hvordan børnene har det. Også når børnene bliver ældre.
Jeg kan godt følge dig i dit ønske om at komme væk og bare være dig selv. Sådan man kan få det, når det hele er for overvældende, eller hvis man i forvejen føler sig meget overladt til sig selv... Men som 15-årig har man stadig brug for at være sammen med sin familie og have en tryg og stabil base et sted, hvor de voksne tager sig af alt det praktiske, der skal være rammen om det sted, hvor man kobler fra og lader op og samler energi...
Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du får talt med en voksen om de tanker, du går med. Hvem ville være god at tale med om dine tanker om at stikke af hjemmefra? Er der nogen i din familie, som du tror vil kunne hjælpe dig med at få vist dine forældre, at der er brug for at ske nogle ændringer? Eller måske nogen fra dine forældres omgangskreds, som du har det rart med? Jeg tror nemlig, at det kan have en helt anden virkning, hvis man får nogle andre voksne til at snakke med dem - især hvis man allerede har prøvet at fortælle dem det og ikke føler, at man blev hørt eller forstået...
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at foreslå dig at ringe til BørneTelefonen på 116111 og vende det hele lidt mere med en rådgiver, hvis du kunne have lyst til det? Så kunne I sammen snakke lidt mere om, hvordan du egentlig helst ville have, at det skulle være derhjemme. Det kan nogle gange hjælpe at få tænkt de ting igennem sammen med en erfaren rådgiver, der er god til at stille spørgsmål og lytte. Det håber jeg, du vil overveje, for vi vil rigtig gerne hjælpe dig.
Mange kærlige tanker fra BørneTelefonen
