Kære pige på 15 år, Det er simpelthen så modigt, at du skriver herind. Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er en svær situation at være i. Der kan være rigtig mange følelser involveret i forhold til ens familie. Hvor er det bare stærkt, at du kan se, hvad din far gør ved dig og din mor. Ofte bliver det nemlig rigtig svært at skelne mellem det han siger og det du føler og tænker om dig selv, og til sidst kan man tro mere på det han siger end det man selv føler. Derfor er det så flot, at du ved det og har blik for, hvad det er han gør. Det bliver det din far gør ikke bedre af. Du har helt ret i, at det han gør ikke er godt for dig! Jeg tænker umiddelbart, at det er en meget normal og forståelig reaktion, som du har. Det er hverken rart at blive råbt af, skældt ud eller ydmyget, specielt ikke af ens far, som jo bør være den, som passer på og tager ansvar for, at du har det godt. Mit svar til dig, bliver nok lidt langt, men jeg håber, at det er okay. Hvordan tror du, at det ville være, overhovedet, at tale med din far om det? Hvis du har lyst til det, så tænker jeg, at det vil være godt at tale om det på et tidspunkt, hvor I ikke har skændtes, da der kan være mange følelser involveret i både at diskutere og tale om ens forhold. For ikke at blande det sammen tænker jeg, at det måske er en god ide at tale om det på et tidspunkt, hvor der er ro og god tid. Det kan være, at du og din mor sammen skriver ting ned som I gerne vil fortælle ham - og måske fortælle ham, at I håber, at han vil søge hjælp til at håndtere sin vrede og ydmygelserne af dig. Hvornår kunne det mon være? Du skriver, at du føler ubehag ved at være i samme rum som din far. Måske føler du ubehag, fordi du er bange for, at stemningen vil skifte lige om lidt eller er bange for at få at vide, at du gør noget forkert? Det kan for nogen føles som, at de nærmest forsøger at ’gå i et med væggen’ for ikke at komme til at gøre noget forkert i den andens øjne. Mon det er sådan du har det? Du skriver, at det har været sådan siden børnehaven - mon der er nogen som har talt med dig, eller dine forældre om det på noget tidspunkt? Hvis der er det, kan den person måske være en, du kan tale med igen, og få støtte til at få hjælp i familien? Eller er der mon en anden, som vil være en god støtte for dig? En lærer, en skolepsykolog, en veninde eller venindes mor - er der mon nogen, som du lige tænker på?Du skriver, at din mor altid undskylder for hans opførsel. Hvad sker der mon, når hun begynder på det? Hvad siger du og har du mon sagt til hende, hvordan du oplever det med din far? Jeg tænker, at det ikke er i orden den måde, som din far er overfor dig. Derudover tænker jeg også, at der er forskel på at være ung og voksen og selvom han måske har eller har haft det svært, så er det ikke okay, at han er på den måde overfor dig. Måske kunne det være rart at få talt med din mor om. Det kan være, at hun kan hjælpe med, hvordan det kan blive anderledes og hun kan måske være en støtte for dig. Hvad tænker du mon om det? Hvornår vil du kunne tale med hende? En måde at fortælle hende om det, kunne for eksempel være ved at vise dit brev, så kan hun se, hvordan du oplever det og mit svar og forslag. Hvilken måde vil du bedst kunne lide at tale med hende om det på? Jeg bliver lidt i tvivl, om du både bor sammen med din mor og far? Men jeg forstår det som, at I bor sammen. Jeg tænker på, hvordan det mon er derhjemme og hvad der sker, når han gør de ting mod dig? Har din far mon på noget tidspunkt givet udtryk for, at han selv er klar over, at det han gør ikke er ok? Eller har han spurgt dig om, hvordan du har det? Eller er det mon dig, der har fortalt ham, når han er gået for vidt? Hvordan han mon har reageret på det eller sagt noget bagefter? Måske med at give dig skylden eller ved at erkende, at han har gjort eller sagt noget, der ikke er rart for dig? Eller er det dig og/eller din mor, som skal gøre ham opmærksom på det, og tale med din far omkring, hvordan jeres forhold er? Ved han, hvor ked af det du bliver, når han ydmyger og skælder dig ud?
Jeg stiller alle disse spørgsmål, uden at jeg kan høre hvad du svarer, for at sætte tanker i gang om, hvad der sker og hvem der gør hvad, når det sker. Og mest nok for at finde ind til, om din far er klar over, hvad det gør ved dig, og jeres forhold - ellers tænker jeg, at det er en stor opgave og et stort ansvar at lægge på dine skuldre...Derfor vil min opfordring til dig være, at tale med din mor (eller en helt anden), for at finde ud af, om hun og du kan støtte hinanden i at tale med din far, om at få hjælp...
Jeg ved, at der findes muligheder for at få hjælp i familien, og til din far. I jeres kommune er der mulighed for at få gratis og anonym rådgivning - måske har din mor og du mod på at ringe eller tage hen på kommunens rådgivning? Det er ofte familieterapeuter eller familievejledere, som taler med jer, og hjælper jer med at finde måder at ændre de ting, som sker i familien. Jeg ved fra andre, at de er blevet hjulpet godt ved at få rådgivning hos kommunen. Mon det vil være noget for jer?
Der er også en andre muligheder for, at din far kan hjælp til at ændre sin måde at være overfor dig, med vrede og ydmygelser. Måske har du hørt om www.dialogmodvold.dk ? Hos dialog mod vold, kan din far få hjælp og behandling, så han kan ændre sin måde at reagere uden at udøve vold (at ydmyge nogen, er at udsætte andre for psykisk krænkelse/vold). Behandlingen er gratis. Man kan ringe på 35301717, og tale helt anonymt med en rådgiver. Der er telefontid mandag til onsdag 9-15, torsdag 12-16.30 og fredag 9-13. Måske har du mod på at læse mere på deres hjemmeside, måske sammen med din mor - og måske tale med din far om det tilbud, som dialog mod vold har?
Du skriver, at du ikke har lyst til at præsentere en kæreste for din far, måske er det også svært med veninder og venner i det hele taget? Det kan jeg godt følge dig i, der er ikke noget fedt i at risikere, at blive ydmyget af sin far mens kæresten eller veninderne hører det. Det er ikke rart for dig eller for dem som skal overvære det! Så jeg kan godt forstå, at du passer på dig selv og søger at undgå, at du og andre, som betyder meget for dig, skal udsættes for det. Måske har du heller ikke lyst til at blive sammenlignet med din far? Det kan jeg sagtens følge dig at have bekymringer omkring. Det er ikke nogen rar situation, samtidig synes jeg også, at du har ret til at have veninder og kærester med hjemme, uden at din far udsætter jer for det! Måske har du styrke til at sige det til din far? Måske vil han lytte til dig og respektere det, eller gå ind i et andet værelse for at undgå at komme til at skælde ud eller ydmyge dig - hvis I kan aftale det, vil det måske være en måde at løse det? Måske er det slet ikke muligt at få ham til at forså det? Så er det måske bedre, at forberede din kæreste og veninder på din fars måde at være? Så'n helt ærligt at sige til dem, "min far kan godt finde på at sige nogle strenge til mig eller om mig, som jeg ikke synes er ok, at han gør...Men jeg kan ikke lave om på ham, og jeg vil ikke have, at han er skyld i, at du ikke kommer hjem til mig. Så jeg håber, at du kan bære over med ham" Vil det være en måde at sige det, så de er forberedt og kan besøge dig? Eller vil det være en bedre idé at sige, "jeg vil helst ikke have, at vi er hjemme hos mig, for min far kan være streng, og det har jeg ikke lyst til at du skal opleve."?
Jeg ved godt, at det kan lyde helt vildt skørt at skulle fortælle andre om - men jeg ved, der er rigtig mange børn og unge, som føler det samme som dig og skjuler det, der sker derhjemme, og det er ofte en lettelse at fortælle det til andre man har tillid til - for husk på, at du er ok, det er det din far gør, som ikke er ok!
Jeg tænker, at det måske kan være en hjælp både at tale med din far og din mor omkring, hvordan du oplever det og hvor ked af det du er over det. Det kan måske være med at ændre på sådan som det er. Samtidig vil jeg også sige, at du ikke har eller skal have ansvaret for din fars handlinger. For nogen kan det også føles svært, når man måske tænker, at man ikke har det forhold til ens far, som man kunne håbe på at have. På en måde kan det så føles ekstra svært, når man lukker andre ind og viser dem, hvordan man har det og hvordan ens forhold til den ene forælder er, fordi man gerne selv ville ønske, at det var anderledes. Gad vide, hvordan du har det med det hele og har du mon haft sådanne tanker eller tænkt noget helt andet? Jeg tænker også, at du selv kan bestemme, hvor meget en fremtidig kæreste vil komme til at se din far. Det kan også være, at det faktisk kommer til at blive en helt okay oplevelse... Det er måske også noget du kan mærke efter den dag, hvor du har en kæreste, som du gerne vil præsentere for familien. Du er også altid meget velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111 eller følge det her link: https://bornetelefonen.dk/raadgivning , du kan også logge på chatten. Måske kan det være rart for dig at få talt med en voksen om det hele og få vendt alle dine tanker og følelser. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med, hvad du (din mor og din far) kan gøre. Det er så flot af dig, at du har skrevet herind. Du har vist et mod og en selvindsigt, som er to gode egenskaber at have og som jeg også tænker, at du vil kunne bruge. Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen
