Bange for at være anderledes

Kære BørneTelefonen,
Dette bliver et længere brev, så på forhånd undskyld.

I realiteten burde jeg ikke klage, når der er fast føde på bordet tre gange om dagen – dog også i form af hjemmesmurte madpakker, som stinker af kærlighed fem gange om ugen, og der er kluns i mit skab. Ikke altid det nyeste, men jeg hverken fryser eller sveder.

Jeg har en mor, som altid sørger for, at jeg kommer i skole med lektierne lavet, hiver ned i min bluse hvis man kan ane min navle og klarer al snak om følelser. Jeg kalder hende mor.

Så har jeg en anden mor, som giver mig skulderklap når jeg løber fra drengene, næsten karseklippet, og som har født mig. Nogle ville kalde hende ”manden i forholdet”. Jeg kalder hende dog mama.

Hvis I undrer jer, har min mor ingen form for identitetskrise. Jeg har to mødre. Lesbiske mødre, og jeg er på ingen måde typen der ville føle sig pinlig berørt over familie.

Men det er ikke det eneste. Jeg har også en tvillingebror, storebror, lillebror og lillesøster, så vi er altså fem børn, og derfor er jeg vokset op i et miljø, hvor jeg har skulle gå på kompromis, jeg har skulle dele og finde egne løsninger på problemer skænderier.

Jeg tror det, at have vokset op i en familie som dette har gjort meget for mig socialt, fordi jeg ved hvordan man skal opføre sig, hvordan man ikke altid behøver være i fokus og hvordan man tager hensyn til folk omkring sig. Det har min klassekammerater bare ikke.

Mine forældre klarer sig godt økonomisk, og efter min mamas firma for alvor fik succes, blev jeg smidt på privatskole.

Det skal siges, at jeg på det tidspunkt var tretten år, og nu er femten så jeg har haft to år til at vænne mig til den snobbede enebarnskultur. Mine veninder i skolen kan ikke se ud over deres egne næsetippe, og som den lidt drengede pige, der ikke rigtig bekymrer sig om det sociale hierarki, kan det være svært at begå sig.

Jeg er glad for at have min bror i samme klasse som mig, men jeg er bekymret for ham. Han er ikke glad i skolen, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor.

Jeg oser heller ikke ligefrem af kærlighed til mine kære klassekammerater, men jeg kan abstrahere fra det, og jeg kan stadig fungere. Med det sagt, har jeg altid haft lettere ved at vænne mig til nye omgivelser, og jeg kan sagtens klare ikke at passe ind, men han døjer med lavt selvværd, det er tydeligt at se.

Jeg tror han føler, at han er anderledes, og som den person, der nok kender ham bedst i verden kan jeg konstatere, at det er han nok. Han er speciel, men hvorfor er det altid negativt?

Han er ikke speciel i medicinsk forstand, men hans væremåde og interesser vil ikke betragtes som normale, hvis man tænker på hvordan stereotypen for mænd er. Han er en følsom dreng, og der skal ikke så meget til, og jeg føler tit at jeg skal gå på glasskår omkring ham.

Jeg mener ikke at han nødvendigvis er homoseksuel, for det tror jeg faktisk ikke. Det irriterer mig at en dreng ikke kan vise sin sårbarhed uden at blive stemplet, og jeg tror uden tvivl dette er en af grundende til, at han har det som han har det.

Så her er mit spørgsmål; Han har det ikke godt. Det er tydeligt at se. Jeg ser på folks hverdage som et mønster, men hans rutine varierer for tiden. 

Det er meget svært at forklare, men han gør ting anderledes. Han spiser anderledes, bevæger sig anderledes og bruger andre ansigtsudryk, og det er ikke bare fordi han er en hormonbombe.

Når folk omkring mig begynder at opføre sig anderledes, skabes en ubalance i det mønster, jeg har lavet til hver af dem. Som hvis du spilder noget på et af de der ”find vejen i labyrinten” opgaver, og der lige pludselig er det her sted som er blankt, og vejene derfor ikke fører nogle steder hen.

Jeg bliver ikke nervøs eller noget når dette sker, og det er ikke en autistisk måde at forstå verden på, det er bare min måde at se andre mennesker på. Så jeg vil spørge om jeg skal tage intuitiv og prøve at hjælpe ham, fordi det gør ondt at se ham på denne måde?

Han skjuler sine følelser, hvilket ikke ligner ham, eller skal jeg lade det ligge, for han finder vel selv ud af, hvad der er bedst for ham? Jeg tror han har svært ved at overskue at være anderledes i en skole som vores og i en så sårbar tid, som femtenårsalderen – og de fleste pubertetsår medfører.

Håber at mit brev var til at forstå, og håber at det vil blive besvaret, for jeg er i tvivl om hvad der er rigtigt at gøre!

Venlig hilsen,
K