Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bange for at være anderledes

Kære BørneTelefonen,
Dette bliver et længere brev, så på forhånd undskyld.

I realiteten burde jeg ikke klage, når der er fast føde på bordet tre gange om dagen – dog også i form af hjemmesmurte madpakker, som stinker af kærlighed fem gange om ugen, og der er kluns i mit skab. Ikke altid det nyeste, men jeg hverken fryser eller sveder.

Jeg har en mor, som altid sørger for, at jeg kommer i skole med lektierne lavet, hiver ned i min bluse hvis man kan ane min navle og klarer al snak om følelser. Jeg kalder hende mor.

Så har jeg en anden mor, som giver mig skulderklap når jeg løber fra drengene, næsten karseklippet, og som har født mig. Nogle ville kalde hende ”manden i forholdet”. Jeg kalder hende dog mama.

Hvis I undrer jer, har min mor ingen form for identitetskrise. Jeg har to mødre. Lesbiske mødre, og jeg er på ingen måde typen der ville føle sig pinlig berørt over familie.

Men det er ikke det eneste. Jeg har også en tvillingebror, storebror, lillebror og lillesøster, så vi er altså fem børn, og derfor er jeg vokset op i et miljø, hvor jeg har skulle gå på kompromis, jeg har skulle dele og finde egne løsninger på problemer skænderier.

Jeg tror det, at have vokset op i en familie som dette har gjort meget for mig socialt, fordi jeg ved hvordan man skal opføre sig, hvordan man ikke altid behøver være i fokus og hvordan man tager hensyn til folk omkring sig. Det har min klassekammerater bare ikke.

Mine forældre klarer sig godt økonomisk, og efter min mamas firma for alvor fik succes, blev jeg smidt på privatskole.

Det skal siges, at jeg på det tidspunkt var tretten år, og nu er femten så jeg har haft to år til at vænne mig til den snobbede enebarnskultur. Mine veninder i skolen kan ikke se ud over deres egne næsetippe, og som den lidt drengede pige, der ikke rigtig bekymrer sig om det sociale hierarki, kan det være svært at begå sig.

Jeg er glad for at have min bror i samme klasse som mig, men jeg er bekymret for ham. Han er ikke glad i skolen, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor.

Jeg oser heller ikke ligefrem af kærlighed til mine kære klassekammerater, men jeg kan abstrahere fra det, og jeg kan stadig fungere. Med det sagt, har jeg altid haft lettere ved at vænne mig til nye omgivelser, og jeg kan sagtens klare ikke at passe ind, men han døjer med lavt selvværd, det er tydeligt at se.

Jeg tror han føler, at han er anderledes, og som den person, der nok kender ham bedst i verden kan jeg konstatere, at det er han nok. Han er speciel, men hvorfor er det altid negativt?

Han er ikke speciel i medicinsk forstand, men hans væremåde og interesser vil ikke betragtes som normale, hvis man tænker på hvordan stereotypen for mænd er. Han er en følsom dreng, og der skal ikke så meget til, og jeg føler tit at jeg skal gå på glasskår omkring ham.

Jeg mener ikke at han nødvendigvis er homoseksuel, for det tror jeg faktisk ikke. Det irriterer mig at en dreng ikke kan vise sin sårbarhed uden at blive stemplet, og jeg tror uden tvivl dette er en af grundende til, at han har det som han har det.

Så her er mit spørgsmål; Han har det ikke godt. Det er tydeligt at se. Jeg ser på folks hverdage som et mønster, men hans rutine varierer for tiden. 

Det er meget svært at forklare, men han gør ting anderledes. Han spiser anderledes, bevæger sig anderledes og bruger andre ansigtsudryk, og det er ikke bare fordi han er en hormonbombe.

Når folk omkring mig begynder at opføre sig anderledes, skabes en ubalance i det mønster, jeg har lavet til hver af dem. Som hvis du spilder noget på et af de der ”find vejen i labyrinten” opgaver, og der lige pludselig er det her sted som er blankt, og vejene derfor ikke fører nogle steder hen.

Jeg bliver ikke nervøs eller noget når dette sker, og det er ikke en autistisk måde at forstå verden på, det er bare min måde at se andre mennesker på. Så jeg vil spørge om jeg skal tage intuitiv og prøve at hjælpe ham, fordi det gør ondt at se ham på denne måde?

Han skjuler sine følelser, hvilket ikke ligner ham, eller skal jeg lade det ligge, for han finder vel selv ud af, hvad der er bedst for ham? Jeg tror han har svært ved at overskue at være anderledes i en skole som vores og i en så sårbar tid, som femtenårsalderen – og de fleste pubertetsår medfører.

Håber at mit brev var til at forstå, og håber at det vil blive besvaret, for jeg er i tvivl om hvad der er rigtigt at gøre!

Venlig hilsen,
K

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære K – Pige 15 år,

Sikke et velformuleret og klogt brev du har sendt os. Det var let at forstå dine overvejelser, og du bliver selv synlig i brevet som en meget varm, omsorgsfuld og klog pige - med god humor. Og det er tydeligt, at det er svært for dig at se, at din bror måske ikke har det så godt i øjeblikket. Det er svært at se nogen, man elsker og holder af, have det dårligt.

Jeg syntes, du viser stor modenhed, og respekt for din bror, når du så fint overvejer, om det er bedst at hjælpe ham, selvom han ikke har bedt om hjælp. Eller om det vil være bedre for ham selv at finde ud af, hvad han skal gøre for at få det bedre igen.

Jeg forstår også godt, hvorfor du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. Og det bliver sikkert ikke sidste gang i dit liv, at du kommer til at stå med det spørgsmål, ift. andre mennesker. Især ikke, når man som du, er god til at ”se andre mennesker”.

Som jeg ser det, så har du lige nu følgende muligheder:

1) Følg dit instinkt og fortæl din bror, hvad du ser og føler. Spørg om du har set rigtigt og fortæl ham, at han ikke behøver klare det alene. At han har dig, jeres søskende og forældre. Tror du han vil åbne op og fortælle dig, hvordan han har det? Eller vil han prøve at skjule det, hvis han har det skidt? Vil han blive glad, fordi du har set ham og passer på ham?

2) Fortæl din mor om det, du oplever. Så kan du og dine forældre sammen finde ud af, hvordan I som familie bedst kan hjælpe din bror. Måske har de andre også set det, du har set ift. din bror, og måske har de samme overvejelser som dig? Når I er flere, der er opmærksomme på din brors trivsel, er det mere trygt – og dine forældre får også mulighed for at passe på dig.

3) Tal med din lærer om din brors mistrivsel. Det lyder som om, det er svært for din bror at falde til på den nye skole. Og at han føler sig anderledes end jeres klassekammerater. Måske kunne din lærer derfor lave et forløb med hele klassen, hvor I arbejder med forskellighed og fordelene ved, at vi ikke alle er ens. 

4) Du ser tiden lidt an og holder øje med, om din bror selv finder en vej og får det bedre. Eller tænker du, at du måske allerede har set tiden an længe nok?

Det er tydeligt, at du har en meget fin menneskeforståelse. Derfor skal du ikke tvivle på, at du mærker rigtigt, når du mærker, at din bror ikke trives. Måske vil det vise sig, at han har meget svært ved at sætte ord på, hvad det er, der er svært. Men det, at du og måske også dine forældre ser ham og tilbyder ham at snakke, vil i sig selv være en stor støtte. 

Uanset hvad du vælger at gøre, så tror jeg på, at det vil være et godt valg. Et valg hvor du passer på både din bror og på dig selv. Livet er ikke så enkelt men så længe vi bruger både hjerne og hjerte, så har vi gjort, det bedste vi kan. Og det er godt nok.

Jeg ønsker dig – og din bror alt det bedste.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat