Kære 15-årige pige
Jeg er rigtig glad på dine vegne over at du har kunnet lade være med at cutte i 5 måneder, og at du har mødt en super sød dreng. Det lyder simpelthen så dejligt, og jeg vil meget gerne hjælpe dig, så du kan komme videre i din helingsproces.
Hvis du vil have et trygt, ærligt og tillidsfuldt kæresteforhold, så er der ingen vej udenom at du på et eller andet tidspunkt viser den søde dreng hvem du er som person, med ar og det hele. Og hvis han er den rigtige dreng for dig, med hjertet på det rette sted, så vil han ikke blive bange og stikke af pga. dine ar. ALLE har sider af sig selv de helst ville kunne holde skjult for evigt. På den måde er du ligesom alle andre mennesker på denne jord. Jeg synes ikke, at du skal ikke skamme dig over,at du har været så ked af det i en periode, at du lavede selvskade, men du skal være så stolt af at du har kunnet stoppe det.
Jeg er lidt usikker her, men det lyder, som om du ikke fik hjælp udefra til at stoppe? Det lyder også som om ingen ved noget om hvad du har været igennem? Det er ret vildt ,hvis du har klaret det helt alene. Men jeg tænker på, om tiden ikke er inde til, at du fortæller din far, mor og dine nærmeste veninder om det? Ville du turde det snart?
Selvom du tydeligvis er en meget stærk, selvstændig person med store fighter-evner, så tror jeg, at du vil blive meget stærkere (og gladere) hvis du kunne give lidt slip på hemmeligheden og fortælle nogen om, hvad du har gennemgået. Plus, at dine chancer for fremover at holde dig fra cutting (hvis du kommer i en presset situation f.eks.) vil være meget bedre, hvis du kan regne med at få støtte fra dine forældre og nære venner.
Og hvad der er rigtig vigtigt: Det vil gøre dig klar til at dele din hemmelighed med den søde dreng, tror jeg.
Et sted hvor du ville kunne få taget hul på at snakke om hvad du har oplevet, er i LMS, Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Det er en forening som bl.a. rådgiver unge og laver selvhjælpsgrupper, hvor man kan møde andre unge som har samme problem. Jeg synes virkelig du skal kontakte dem. Læs mere her om hvordan du kan få fat i LMS: http://www.lmsos.dk/kan-vi-hjaelpe-dig/jeg-skader-mig-selv/ - de har også rådgivning til pårørende (forældre, familie, venner, kærester).
Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os igen, hvis du vil mere i dybden med din situation, eller have flere gode råd. Jeg ønsker det bedste for dig.
Kærligst BørneTelefonen