Brev

Når ensomheden overtager.

Hej,

For omkring 2½ år siden havde jeg fire af de bedste veninder jeg nogensinde havde drømt om. Nu har jeg ingen tilbage.

Den ene cuttede mig af, fra den ene dag til den anden og den anden fulgte trop – av. Men ellers har det været min mangel af initiativ. Jeg har (og havde) så svært ved at skrive til mine venner.

Jeg føler mig som en byrde. Som et irriterende læs på deres skuldre, der bliver ved med at komme tilbage, selvom jeg ikke burde og er uønsket. Det sidste ved jeg så ikke, da de jo selvfølgelig ikke kunne drømme om at sige sådan noget til mig; men det føles sådan.

Hver gang jeg ville skrive til dem, sad jeg og overvejede mine ord så nøje som muligt. I starten var jeg langsom til at svare fordi jeg ikke ville virke for ivrig, men det udviklede sig til at jeg simpelthen ikke havde noget at skrive. Alt føltes forkert, alt føltes irriterende. Føles irriterende. Det er ikke noget der er gået væk.

Det endte med at de altid måtte starte samtalen. Og jeg deltog, men fordi jeg ikke ville virke irriterende og forfærdelig, mistede vi emner at snakke om – jeg ville ikke være overvældende. Plus, jeg havde svært ved at svare på selv de simpleste spørgsmål (“Hvad er det rigtige at sige?”) og kunne aldrig tale om mig selv; bare tanken om at tale om mig selv, får mig til at krympe mig.

Jeg er så uinteressant i forhold til dem. En taber. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til dem. Og efterhånden begyndte vi at miste kontakten. Gled væk fra hinanden. Jeg startede aldrig samtalen længere og når de så gjorde, skulle de være heldige at få et ordenligt svar, hvis et svar overhoved. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg ville konstant sidde og tænke over hvad jeg skulle skrive, men aldrig komme på noget godt.

Misforstå mig ikke. De gjorde aldrig noget der hentydede til at jeg var en irritation (ikke direkte og selv da, så har det nok bare været mig der overfortolker). De var fantastiske. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg har værdsat at have dem i mit liv.

Og her er problemet så; jeg har dem ikke længere. Jeg har ikke nogen.

Jeg troede først at jeg måske var “deprimeret”, i den forstand at det selvfølgelig er selvdiagnoseret (jeg ville aldrig kunne tale til en person IRL om det her) og at jeg godt vidste, at det måske var et lidt for stort ord. Mildt deprimeret, lidt små ked af det hele tiden, men voldsommere end bare teenage-hormoner.

Men her på det sidste er det gået op for mig, at det ikke er sagen. Sagen er, at jeg har altid haft problemer. Jeg har bare haft mine veninder til at tale om dem med. Nu har jeg ingen.

Jeg er sikker på, at hvis jeg skrev det her til dem, så ville de straks være der. De er jo fantastiske. Men det kan jeg ikke. For jeg vil ikke tvinge dem ind i en situation med mig, de klarer sig uden mig; de er de bedste slags personer og har en masse venner omkring dem. Jeg har altid været den der behøvede dem og jeg kan ikke lide tanken om, at skulle byrde dem. At være en byrde generelt er ikke rart, men de fortjener bare så meget bedre.

Mit problem er nu bare, at jeg kan ikke klare ensomheden mere. Jeg snakker stadig med andre, men om overfladiske ting; jeg sætter stadig meget pris på samtalerne, men jeg har brug for noget mere. Jeg har brug for at lette mit hjerte, for det er simpelthen blevet så tungt.

Men jeg har ingen. Og det er min egen skyld, fordi jeg ikke KAN snakke. Selvom de aldrig har givet mig anden grund. Jeg ved ikke hvad der skete.

Nu bliver det lidt mørkt. Jeg har længe vidst, at jeg ikke kommer til at blive rigtig voksen – i to år i hvert fald. Det har gået mig rigtig meget på førhen og jeg har været så ked af det over det – jeg er begyndt at acceptere det nu og det har uden tvivl gjort det meget nemmere, at jeg ikke decideret er bange nu. Jeg er langsomt begyndt at kunne se det i øjnene.

Men jeg vil stadig gerne have nogen. Til at holde mig i hånden. Bare indtil jeg skraber mod nok til mig og den rigtige tid er kommet. For jeg er ikke modig nok nu, og jeg er alene. Hvilket bare efterlader mig med det her store hul i mit bryst – jeg kan mærke det stort set hver aften.

Efter de to første veninder droppede mig, tror jeg også jeg for første gang forstod et knust hjerte. Jeg var ikke forelsket i dem. Men mit hjerte brister lidt hver gang jeg tænker på det; selvom det næsten er et år siden nu. Det er ikke blevet nemmere. Jeg prøver ikke at tænke for meget på det.

Jeg har bare brug for nogen. Nogen der ikke er ligeglad og som jeg ikke behøver føle mig underlegen hos. Bare midlertidigt. Jeg kunne snakke med mine veninder om det her før. De hjalp så meget. Det gør…. fysisk ondt at være så alene.

Det hele lyder meget dramatisk. Jeg kan ikke lide at tænke på det på den måde. Det er bare svært at forklare uden at det lyder voldsomt. Det er første gang jeg skriver sådanne et brev, uden at stortude samtidig. Jeg er…. forholdvis rolig.

Det er bare rart at sige det her til nogen. Jeg skriver dagbog af og til. Men det her er der nogen der kommer til at læse. Det er ikke bare endnu et slag i ansigtet om, at jeg bliver nød til at skrive i en bog for mig selv, fordi jeg ingen andre har der kan lytte.

Mine veninder var fantastiske. Ubeskrivelige. Og jeg er så taknemmelig for at have haft dem. Jeg ville bare ønske, at de ikke havde efterladt så stort et hul, efter jeg skubbede dem væk.

Jeg er ked af, hvis det her har gjort dig utilpas. Jeg har bare ingen andre at snakke med. Min far er en stor del af hvorfor jeg så tit er ked af det. Jeg har ingen veninder at snakke med. Tænk, at i en verden så stor, så er der ingen for mig.

Tak.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Selv tak. Tak fordi du har vist modet til at skrive brevet. Tak fordi du vælger at involvere BørneTelefonen i dine tanker. Tak fordi du så tydeligt beskriver, hvordan du har det.

Du har på ingen måde gjort mig utilpas. Jeg bliver trist over, at du er så ramt af svære tanker, men jeg bliver SÅ glad for, at du giver mig muligheden for at skrive til dig og fortælle dig, hvad jeg tænker. Tak for den tillid, du viser. Så endnu en gang tusind tak for dit brev.

Hold da op, hvor er du en indsigtsfuld og følsom pige. Hvor er det imponerende, som du kan analysere den problematik, du er i. Og hvor er det imponerende, så skarp du er til at se bagom problemerne. Det er en kæmpe kæmpe styrke, som jeg tænker, du skal finde ud af at bruge på en rigtig god og konstruktiv måde.

Jeg håber, jeg forstår dit forhold til dine veninder på den rigtige måde. Jeg er lidt usikker på, hvordan forholdet til veninderne har været. Et sted skriver du, at du har haft dine veninder til at tale om dine problemer med, og et andet sted skriver du, at du aldrig kunne tale om dig selv. Jeg får den tanke, at du måske i begyndelsen havde lettere ved at involvere dem i dine problemer, men at det så blev mere og mere svært for dig med tiden. Er det mon rigtig forstået? Jeg svarer på brevet ud fra den tanke. Det håber jeg vil give mening for dig.

Jeg får den fornemmelse, at du lige nu bruger din indsigt i dig selv til at vende imod dig selv. Jeg har lyst til at udfordre dig på den beskrivelse, du giver af dig selv. Du skriver blandt andet, at du føler dig som en byrde og uinteressant i forhold til dine veninder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er helt modsat.  De veninder du ikke har mere går glip af en fantastisk omsorgsfuld pige, som altid vil være der for dem. Jeg kan forestille mig, at de har været super taknemmelige over at have haft dig som veninde? Det lyder som om, de har holdt fast i forholdsvis lang tid og har prøvet at hive dig med ind i snakken, selv om det var svært. Mon ikke det er fordi, du har betydet noget for dem?

Du skriver, at du ikke vil være en byrde for dem. Men hvornår er man en byrde for andre? Hvis man fortæller om sine egne problemer, så viser man tillid til folk. Hvis man fortæller om sine egne tanker, så giver man mulighed for at andre kan se sig selv i lyset af en anden. Det tænker jeg ikke er en byrde.

Du skriver, at du mærker ensomheden, og at du har brug for andre, som du kan tale med om ting, der ikke er overfladiske. Det, tænker jeg, er vigtigt for alle mennesker og alle mennesker bør have den mulighed. I mit brev vil jeg gerne give dig nogle ideer til, hvordan du kan give dig selv den mulighed.

Jeg tænker, at der er to veje at gå. Enten kan du gøre noget for at få nogle eller alle fire af dine gamle veninder tilbage. En anden mulighed er at forsøge at finde nogle nye gode og tætte veninder, som du kan få fortrolighed med.

Vi tager den første mulighed først. Du skriver, at du er sikker på, at dine tidligere veninder straks ville være der, hvis du skrev det her til dem. Du skriver også, at det der holder dig tilbage er, at du ikke vil tvinge dem ind i den situation, og at de klarer sig uden dig. Det vil jeg gerne udfordre dig på. Kan man tvinge andre til at have kontakt med sig? Hvis de ikke vil kontakten med dig, så kan de jo vælge at lade være. Skal de ikke have lov til at få muligheden for at være der for dig, hvis det er dét, de helst vil? Prøv at tænke det omvendt. Hvordan ville du have det, hvis en af dine bedste veninder ikke ville tage kontakt til dig, fordi hun tænkte, at hun ville være en byrde for dig? Ville du ikke være skuffet over, at hun ikke viste dig den tillid? Du skriver også, at de klarer sig fint uden dig. Hvordan ved du det? Ved du, at de ikke savner dig og ville ønske, at I igen kunne have kontakt til hinanden?

Det kan komme til at lyde hårdt, når jeg stiller dig spørgsmål på den måde. Det er ikke meningen, at jeg vil være hård, men jeg vil forsøge at få dig til at tænke anderledes om dig selv i forholdet til dine veninder. Kan du mærke, om det hjælper dig?

Det lyder meget nemt, når jeg skriver det på den måde. Og det ved jeg godt, at det bestemt ikke er. Det kan være rigtig svært at genoptage kontakten, når man har mistet den for en periode. Jeg er nysgerrig efter, om du kender de fire piger lige meget og lige godt? Er der mon en af pigerne, du kender særlig godt eller du føler, du havde et særligt tæt bånd til? Hvis det er sådan, så kan du jo overveje at give hende brevet og ikke dem alle fire. Kunne det mon være en mulighed for dig?

Jeg bliver nysgerrig efter, hvilken form for kontakt, du har haft til veninderne. Jeg får den forståelse, at kontakten imellem jer ofte var på skrift. Var den altid på skrift eller mødtes I også nogle gane IRL? Du har nogle gode forklaringer på, hvorfor det var svært for dig at få skrevet til dine veninder. Gad vide om en eller flere af pigerne kan genkende de tanker? Nogle er jo bedre til at udtrykke deres tanker og følelser mundtligt end skriftligt. Er det noget, du kan genkende? Selv om du og dine veninder skrev meget sammen, så har det måske også været svært for en eller flere af dem. Hvis du finder sammen med dem igen, vil det så være nemmere for dig, hvis jeres snak med hinanden er mere mundtlig end skriftlig?

En anden mulighed kan være, at du finde nogle nye veninder. Det vil jeg også gerne prøve at give dig nogle ideer til. Jeg bliver nysgerrig efter, om du går i folkeskole, eller om du mon er begyndt på en ungdomsuddannelse? Jeg er usikker på, om de veninder du har skrevet med, er nogle du omgås til daglig? Måske er det sådan, at I gik i samme skole men skrev meget sammen udenfor skolen? Jeg tænker på, om du i din dagligdag er sammen med nogle piger, som du kunne tænke dig at være veninder med? Du skriver fx, at du har nogen, som du taler sammen med, men at det er om overfladiske ting. Kunne det mon ændre sig? Hvordan ville det være, hvis du begyndt at betro dig til en af dem om ting, der er mere vigtige for dig?

Hvad med fritidsinteresser, har du det? En fælles interesse kan nogle gange danne grobund for meget tætte venskaber. Hvis du ikke har en fritidsinteresse, ville det så være en mulighed for dig at få én? Har du overvejet at gå på Ungdomsskole? På Ungdomsskoler er der som regel mange forskellige muligheder, som man kan vælge imellem. Det kunne du måske undersøge.

Du skriver om veninder, men jeg tænker på, om du har tænkt på at få en drengeven? Nogle gange er det helt anderledes med drengevenner. Drenge tænker anderledes end piger og lægger vægt på nogle andre ting. Måske kunne det være godt for dig med sådan en forandring. Det vil måske gøre det nemmere for dig at komme ud af de negative tanker om, at du er en byrde for dine veninder.
Du fortæller, at du i hvert fald i to år har vidst, at du ikke vil blive voksen. Jeg er usikker på, hvad du mener med det? Er det fordi, du har svært ved at forestille dig som voksen? Eller er det fordi du overvejer at tage dit eget liv? Du skriver om det på en måde som gør, at jeg får den tanke. Du skriver blandt andet, at du skraber mod til dig og venter på, at den rigtige tid er kommet. Det gør mig meget bekymret og fortæller mig, at du i den grad har brug for hjælp.

Jeg kan læse i dit brev, at din far er en stor del af, hvorfor du så tit er ked af det. Det bliver jeg nysgerrig efter at vide mere om. Hvis han er det, kan han så ikke også være en del af løsningen? Eller måske kan en del af løsningen være, at du prøvede at få et andet forhold til din far eller komme længere væk fra ham. Hvad tænker du om det? Jeg tænker på, om det kunne være en hjælp for dig at skrive et brev til BørneTelefonen, hvor du fortæller om dit forhold til din far? Har du mon lyst til det?

Du nævner ikke din mor i brevet. Hvordan er dit forhold til hende? Kan hun hjælpe og støtte dig? Det er vigtig med nogle betydningsfulde voksne i ens liv, som man kan støtte sig op af, søge trøst hos og få råd af. Måske du har en bedsteforældre eller en lærer, som du kan fortælle om dine tanker og følelser og som vil kunne støtte dig, og ellers husk på at du altid kan ringe til BørneTelefonen, vi vil rigtig gerne lytte og holde dig i hånden, så du kan se en vej ud af ensomheden og igen kan genfinde glæden ved livet.

Du skriver, at det er første gang, du skriver sådan et brev uden at stortude samtidig. Igen viser du, at du har en kæmpe indsigt i dig selv. Mange ville ikke lægge mærke til det, men det gør du, og det er en kæmpe styrke. Har du tænkt på, hvorfor du mon kan være forholdsvis rolig selv om du skriver lige præcis dette brev? Hvorfor giver lige præcis dette brev dig den styrke? Jeg tænker på, at det måske er et vendepunkt i dit liv? Et vendepunkt hvor du tænker tingene på en ny måde og får et andet syn på det hele med nye ideer til, hvad du kan gøre. Hvad tænker du?

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer, og jeg har stillet dig en bunke spørgsmål. Måske har du lyst til at svare på spørgsmålene og forklare mere? Hvis du har det ønske, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Her er du også anonym. Du kan jo læse dit brev og måske også svaret højt og på den måde forklare, hvorfor du ringer.

Jeg håber SÅ meget, at du kan bruge mit svar til noget. Jeg håber, at du har fået nogle ideer, som du kan tænke mere over og måske også gå videre med. Jeg håber det allerbedste for dig i dit liv.

De kærligste knus, kram og tanker fra BørneTelefonen
 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat