Brev

Jeg føler mig ensom

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige

Mange tak for dit brev. Det lyder som om, at du har det svært lige nu. Men som du selv siger, er det en tid du kan komme igennem. Det synes jeg er en rigtig stærk og klog måde at se det på.

Rigtig mange børn og unge oplever, at deres forældre bliver skilt. Og det er aldrig nemt. For dig lyder det som om, at der er kommet flere dumme ting oven i hinanden, både med sommerhuset og din hund. Og det gør det jo kun sværere. Så jeg kan virkelig godt forstå, at du har brug for at tale med nogen om det – som du selv skriver.

Det lyder lidt som om, at du gerne vil tale med nogle andre end dine forældre om det hele. Er det mon rigtigt? Hvis du har det sådan, kan jeg i hvert fald godt forstå det. Jeg tænker på, at du måske kan tale med en lærer på din skole. Hvis du har en yndlingslærer (det behøver ikke være klasselæreren i første omgang), så kunne du hive fat i hende/ham efter en time, og bede om en snak. Læreren kan du både snakke med om det derhjemme, men bestemt også om, at du føler dig ensom i klassen. Dine lærere har ansvar for dig, og du har ret til at have det godt i skolen. Derfor skal de hjælpe dig. Det kan være, at dine forældre skal med ind over det på et tidspunkt. Det er nemlig vigtigt, at de ved, hvordan du har det, og hvad deres skænderier gør ved dig. Men til at starte med kan du måske prøve at tage en snak med den lærer, som du er mest tryg ved.

Hvis du mere bare har brug for at vende tankerne med nogen, kan jeg også godt forstå det. Måske kunne du tænke på, hvem du helst ville tale med om det? Måske din mormor, din onkel, en pædagog fra SFO’en, eller en anden du er tryg ved. Du kan måske vise dem dit brev til BørneTelefonen, og mit svar, hvis du vil. Du forklarer i hvert fald det hele rigtig godt, og jeg håber, at det vil hjælpe til, at de forstår.

Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive på chat eller SMS. Du kan også se mere om skilsmisse på vores hjemmeside. Her kan du også se, hvordan andre børn har haft det, når deres forældre blev skilt. Det kan nogle gange være rart at vide, at man ikke står alene med de svære ting. Du kan se mere her: https://bornetelefonen.dk/tema/skilsmisse

Til slut vil jeg sige, at jeg synes du skriver så fint og reflekteret. Det lyder som om, at du faktisk ved, at du mangler nogen at tale med, fordi du er i en rigtig svær tid lige nu. Det tror jeg du har helt ret i. Og jeg håber mit svar kunne hjælpe dig til at få talt med nogen omkring dig.

Mange kærlige hilsner,

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat