Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg føler mig ensom

Kære brevkasse.

Jeg har på det seneste haft det meget svært, både derhjemme og i skolen.

Mine forældre er lige blevet skilt og vi var desværre blevet nød til at sælge både min hund og vores sommerhus. Min bedsteven har altid været min hund og jeg har været forfærdeligt ked af det over at have mistet den.

Derhjemme forstår hverken min mor eller min far mig, og selvom de er skilt skændes de tit også når de snakker i telefonen sammen og jeg har kun en veninde men hende ser jeg aldrig, hun er ikke så god at snakke med sådan noget om.

I min skole er jeg meget ensom, jeg har nemlig ikke nogle at lege med og alle holder mig udenfor. Pigerne fra klassen syntes jeg er underlig og det er nok bare fordi jeg ikke går i de samme ting som dem eller taler som dem selvom jeg prøver at passe ind.

Jeg syntes det er en mega svær tid at gå igennem især nu hvor alt det her sker & at man ikke har nogle at tale med om det.

Kh den 12 årige pige.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige

Mange tak for dit brev. Det lyder som om, at du har det svært lige nu. Men som du selv siger, er det en tid du kan komme igennem. Det synes jeg er en rigtig stærk og klog måde at se det på.

Rigtig mange børn og unge oplever, at deres forældre bliver skilt. Og det er aldrig nemt. For dig lyder det som om, at der er kommet flere dumme ting oven i hinanden, både med sommerhuset og din hund. Og det gør det jo kun sværere. Så jeg kan virkelig godt forstå, at du har brug for at tale med nogen om det – som du selv skriver.

Det lyder lidt som om, at du gerne vil tale med nogle andre end dine forældre om det hele. Er det mon rigtigt? Hvis du har det sådan, kan jeg i hvert fald godt forstå det. Jeg tænker på, at du måske kan tale med en lærer på din skole. Hvis du har en yndlingslærer (det behøver ikke være klasselæreren i første omgang), så kunne du hive fat i hende/ham efter en time, og bede om en snak. Læreren kan du både snakke med om det derhjemme, men bestemt også om, at du føler dig ensom i klassen. Dine lærere har ansvar for dig, og du har ret til at have det godt i skolen. Derfor skal de hjælpe dig. Det kan være, at dine forældre skal med ind over det på et tidspunkt. Det er nemlig vigtigt, at de ved, hvordan du har det, og hvad deres skænderier gør ved dig. Men til at starte med kan du måske prøve at tage en snak med den lærer, som du er mest tryg ved.

Hvis du mere bare har brug for at vende tankerne med nogen, kan jeg også godt forstå det. Måske kunne du tænke på, hvem du helst ville tale med om det? Måske din mormor, din onkel, en pædagog fra SFO’en, eller en anden du er tryg ved. Du kan måske vise dem dit brev til BørneTelefonen, og mit svar, hvis du vil. Du forklarer i hvert fald det hele rigtig godt, og jeg håber, at det vil hjælpe til, at de forstår.

Du kan altid ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive på chat eller SMS. Du kan også se mere om skilsmisse på vores hjemmeside. Her kan du også se, hvordan andre børn har haft det, når deres forældre blev skilt. Det kan nogle gange være rart at vide, at man ikke står alene med de svære ting. Du kan se mere her: https://bornetelefonen.dk/tema/skilsmisse

Til slut vil jeg sige, at jeg synes du skriver så fint og reflekteret. Det lyder som om, at du faktisk ved, at du mangler nogen at tale med, fordi du er i en rigtig svær tid lige nu. Det tror jeg du har helt ret i. Og jeg håber mit svar kunne hjælpe dig til at få talt med nogen omkring dig.

Mange kærlige hilsner,

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat