Brev

Ensomhed

Hej børnebrevkasse jeg er en pige på 9…

Jeg har et meget stort problem. Fordi at for et par dage siden spurgte jeg nogen fra den skole jeg går på om vi skulle være venner på facebook. De svarede så “ja” og så begynde jeg så at skrive alt muligt til dem. Der jeg så kom i skole kom de over til mig og mobbede mig og alt muligt de sage det også videre til alle de andre på skolen at jeg er sådan en dum pige.

Næste dag jeg kom i skole var jeg bange for om de ville gøre det igen så jeg gæmte mig på et toilet og græd. Jeg vil ikke i skole men jeg tør bare ikke at sige det til mine forældre. Når jeg kommer i skole gemmer jeg mig fra dem. jeg tør ikke at gå ud og lege. Jeg bliver virkelig ensom. HVIL I IKKE NOK HJÆLPE MIG???

Mvh den ensome pige

Pige, 9 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 9…

Jeg kan godt forstå, at du føler dig ensom og synes det er et stort problem, for det lyder slet ikke rart, det der sker i skolen. 

Jeg synes, at det er flot, du spørger dem i skolen, om de vil være venner på facebook, og når de svarer ’ja’, så kan jeg sagtens forstå, at du skriver til dem. Det, de gør dagen efter med at mobbe og sige til dig og alle andre på skolen, at ’du er sådan en dum pige’, er slet ikke i orden, og det skal stoppes hurtigst muligt.

Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det og græd, når du er bange for at de mobber dig igen. Men, du skal jo helst ikke gemme dig og være bange for om de finder på at mobbe igen. Så mit forslag er at få hjælp til at stoppe mobning, så du igen kan være glad og tryg ved at komme i skole. Hvis man bliver udsat for mobning på nettet, så er det næsten umuligt for de voksne at opdage det, hvis ikke, man gør dem opmærksom på det. Derfor håber jeg, du kan finde modet til at få fortalt om de ubehagelige oplevelser.

Måske har du en veninde som kan støtte dig i, at tale med dine forældre, eller måske en lærer eller pædagog som du har tillid til vil hjælpe dig? Du har jo også skrevet brevet her til BørneTelefonen, hvor du meget fint har fortalt, hvad der er sket, og hvordan du har det... Måske kunne du vise brevet til dem, du mener, kan hjælpe dig? Så I alle sammen kan få talt om hvordan mobningen stopper?

Det kan også være, at din skole allerede har nogle forslag til hvordan voksne og børn sammen kan stoppe mobning, og måske også forslag til, hvordan I får det godt sammen. Det kan være, at din skole kalder det for en ’anti mobbepolitik’? (Sådan en skal de have i følge loven.)

Nogle gange er de voksne i tvivl om, hvordan de skal takle det. Hvis du fornemmer, at de voksne omkring dig, ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, kan du foreslå dem at søge rådgivning i Børns Vilkår. Børns Vilkår rådgiver både forældre og lærere om de her situationer. Børns Vilkår holder også oplæg for skoleklasser om det her emne- så måske var det en ide at foreslå din lærer at få en til at komme ud og holde oplæg for din klasse?

Jeg håber, at du kan bruge mine råd – for det er vigtigt at du bliver tryg og glad ved at gå i skolen. Du er selvfølgelig altidvelkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, du kan også SMS’e eller chatte med os.

Mange hilsner BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat