Brev

Efterskole og andre ting

Jeg er en pige på 16 år og jeg går på efterskole.

Jeg har det rigtig svært herude, og har slet ikke lyst til at være her.

Det ødelægger hele min søndag at jeg ved at jeg skal herud igen.

Jeg føler ikke at jeg passer ind i den gruppe jeg er i og føler at jeg er en helt anden person derhjemme end jeg er på skolen.

Jeg overvejer virkelig at droppe ud og har snakket med min mor og min veninde hjemmefra om det.

Der er bare kun 3 måneder tilbage men vil bare ikke mere.

Jeg føler at jeg spilder mine forældres penge ved at være her når jeg har det så dårligt herude, men jeg ved at mine forældre bare gerne vil mig det bedste.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har også snakket med min kontaktlærer men jeg tror bare ikke at der er noget at gøre rigtig.

Jeg har også taget snus længe men er begyndt mere herude på skolen, fordi jeg føler lidt at det er den eneste måde jeg kommer igennem dagen. Sådan vil jeg bare ikke have det.

Jeg gider bare heller ikke at skulle forklare alle hvorfor jeg dropper ud hvis jeg gjorde det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år.

Først vil jeg sige, hvor er det godt, at du skriver herind til BørneTelefonen og deler dine tanker om, at du har det svært på din efterskole.

Når man har været væk hjemmefra i lang tid og har forsøgt at finde sig til rette et nyt sted, uden at det rigtig er lykkedes, kan det være svært at vide, hvad man skal stille op.

Måske føles det lidt som at prøve at finde sig til rette i en seng, hvor dynen bare ikke rigtig varmer, og puden ikke ligger, som den skal – selvom man bliver ved med at vende og dreje sig og håber, det bliver bedre. Hvis du kan følge det billede?

Det kan være rigtig svært at forklare andre, der måske ikke har det på samme måde. Men kære du. Jeg får bare lyst til at sige til dig, at du ikke er alene med at synes det er svært at gå på efterskole. Det får vi faktisk rigtig mange breve om her i brevkassen.

Og selvfølgelig – som du selv skriver – skal snus ikke være den eneste måde, du kan komme igennem dagen på. Netop fordi du mærker det så tydeligt, er det så godt, at du nu stopper op og reagerer på det.

Godt at snakke med din kontaktlærer 

Hvor er det fint og vigtigt, at du har talt med din kontaktlærer omkring hvordan du har det. Det er et godt tegn på at du er villig til at snakke omkring dine følelser, og at du ønsker at der skal ske en forandring, så du kan få det bedre.

Jeg kommer til at tænke, at din kontaktlærer måske faktisk er vant til at tale med elever, der kan have nogle svære følelser omkring efterskolen. For det er jo faktisk også din kontaktlæreres ansvar at hjælpe dig med hvordan du kan få det godt på efterskolen.

Som jeg har skrevet tidligere, så læser jeg dit brev som om, at det har været svært lidt længe. Men jeg bliver nysgerrig på dine samtaler med din kontaktlærer. Måske har han/hun tidligere sagt noget til dig, som du føler, du kan bruge til noget?

Hvis ja, kunne det være, at du skulle prøve at tage fat i din kontaktlærer igen. Måske I sammen kunne komme frem til par tiltag som kunne gøre at du havde lyst til at få det bedste ud af dine tre sidste måneder på efterskolen?

Eller måske kunne I tale om, hvad der ellers er af muligheder, hvis du bare ikke har lyst til at være mere. Husk at du gerne må gå til din kontaktlærer flere gange, hvis ikke du føler, dit problem er løst.

Måske er der også andre lærere, der er gode at tale med?

Du kan også tale med dine andre lærere, hvis der er nogle af dine andre lærere som du føler dig mere trygge ved. Og måske du kan fortælle dem, at du ikke rigtig føler, at du hører hjemme i gruppen og føler, at du er meget anderledes på skolen. Det synes jeg faktisk er rigtig vigtigt, at du ikke går alene med mere. Selvfølgelig er det ikke en rar følelse.

Det er også rigtig godt at høre, at du har snakket med både din mor og din veninde hjemmefra omkring hvordan du har det. Da det ellers godt kan være ensom at gå med alle disse tanker alene.

Du mærker, at din forældre kun vil dig det bedste. Derfor håber jeg også, at du vil fortsætte med at tale med din mor om, hvordan du har det. Selv, hvis du vælger at fortsætte til slut, er det vigtigt, at du ikke går alene med de følelser, du beskriver i brevet her.

Hvis du vælger at stoppe

Hvis det nu ikke er muligt, i fællesskab med din kontaktlærer og dine forældre at finde en løsning som er rar for dig, så får jeg lyst til at fortælle dig, at det er vigtigt, at du husker på, at du ikke skylder de andre elever på efterskolen en forklaring på, hvorfor du dropper ud.

Der kan være mange årsager til at folk dropper ud af efterskolen, og det er ikke altid det rigtige at blive tiden ud.

Hvis du vælger at blive

Jeg kan godt forstå, at det kan føles helt ødelæggende at skulle tilbage hver søndag, når du ikke trives på efterskolen. Det lyder som om, du virkelig har forsøgt – og at det bare stadig er svært.

Du nævner, at der “kun” er tre måneder tilbage. Det kan måske give blandede følelser. For nogle kan det føles som en lettelse at kunne se en ende på det. For andre kan tre måneder føles som rigtig lang tid, når man ikke har det godt.

Jeg ved ikke, om du har mod på det – og det er helt okay, hvis du ikke har – men måske er der alligevel noget, der kan gøre det lidt mere til at holde ud? Det kan fx være små ting i hverdagen eller noget, du kan glæde dig til.

Kan du komme i tanke om nogle tidspunkter på efterskolen, hvor du bare har det ‘lidt’ godt? Måske det kunne være ved at bruge tiden på at lave noget kreativ. Dyrke en form sport eller fysisk aktivitet eller bare finde ro ved at være lidt alene på værelset med en god bog.

Nu ved jeg ikke, hvad du godt kan lide at lave eller har af interesser, men måske du kunne koncentrere dig om de fag eller valgfag, der har din interesse og så holde en lille pause fra den gruppe, der ikke føles rar for dig.

Jeg ved ikke om det overhovedet føles muligt lige nu, men jeg får bare lyst til at sige til dig, at du ikke behøver, at bruge tid i en gruppe, hvor du ikke rigtig føler dig til rette. Det vigtigste er, at du har det godt, og mærker efter hvad der føles rart for dig.

Hjælp til at stoppe med at bruge snus?

Hvis du gerne vil have hjælp til at stoppe eller skærer ned, deler jeg lige et link med dig til Stoplinien. De rådgiver unge, som har lyst til at stoppe med at bruge snus – og de ved en masse om, hvordan man kan gribe det an.

Altid klar til en samtale med dig

Jeg håber at du kan bruge mit svar til dit brev, og så skal du huske at du også altid er velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på telefonnummeret 116111, hvor der altid sidder en voksen klar til at lytte til dig og snakke med dig omkring lige det du har brug for at snakke om.

Du er som sagt ikke den eneste, der skriver til os omkring efterskolen. Måske det kunne være rart at tage et kig på denne side, hvor vi har samlet videoer og breve fra andre unge.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Efterskole Hvordan får man nye venner?

Skal du snart starte på efterskole? Eller går du måske allerede på en?

Efterskole kan være en helt særlig oplevelse, hvor man får nye venner og særlige oplevelser. Det kan også være, at man oplever nye slags udfordringer.

Overvejer du efterskole, har du måske tanker som: Er efterskole det rigtige for mig? Hvordan betaler man for efterskole?  Hvordan får man venner? Hvad gør man ved hjemve? Eller skal jeg slå op med min kæreste, fordi jeg starter på efterskole?

Få gode råd og vejledning til efterskole inde på vores temaside her.

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat