Hej 14-årige dreng
Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du tænker over, hvem der skal have dine ting, når du er død. For du kommer frem til, at døden kunne være en mulighed for dig.
Men jeg kan se, at du håber på andre muligheder, for du skriver herind. Det er godt, at du skriver – for der er hjælp at få! Selv om du lige nu synes, at det hele er noget rod, så kan det sagtens blive anderledes.
Jeg kan godt forstå, at du kan have lyst til “ikke at være her” længere. Men det ville dine forældre og din gode ven nok blive meget kede af.
Som du skriver: Din ven har brug for dig, for hans mor er død. Jeg tror, at du er en vigtig og god ven – for du mærker, at han har brug for dig nu!
Du skriver ikke så meget om, hvorfor du er ked af det. Der kan være mange grunde, men jeg kan forstå, at du måske er ensom? For du skriver om din ven, som din ’eneste’ ven.
Du prøver at finde nogen, der forstår dig. Men det er svært, for dine forældre forstår dig heller ikke, skriver du. Det kan gøre, at ensomheden føles endnu større.
Fornemmer du, at det er sværere for dig at række ud til andre mennesker (du nævner selv asberger-diagnose)?
Jeg vil foreslå, at du forsøger at tale med dine forældre igen. Fortæl dem, at du har brug for deres støtte og opbakning- for lige nu har du det så dårligt, at du tænker på døden som en mulighed. Det er vigtigt, at du fortæller dine forældre ligeud, hvordan du har det. Jeg tror godt, at de kan komme i tanke om nye måder, de kan hjælpe dig på.
Jeg ved for eksempel, at de kan opsøge forskellige foreninger sammen med dig. Måske kan I finde frem til en gruppe, der passer til dig? Måske er i allerede medlem af en forening, I kan kontakte?
Ikke alle har forældre, der ved, hvad de skal gøre. Hvis dine forældre har brug for hjælp, kan de ringe på ForældreTelefonen på 35 55 55 57. Vi kan tale sammen med dine forældre om, hvordan de bedst kan hjælpe dig.
Nu ved jeg ikke, hvor du går i skole – og med hvem. Hvis du går i en almindelig folkeskoleklasse, ved din klasse måske slet ikke noget om, hvordan du kan have det. Så kan det være en god ide, at du tager fat i din lærer og taler om det. Uanset hvad, så er det en god ide at tale med din lærer om, hvordan du har det i klassen. Ville du turde det?
Hvis det simpelthen føles for svært at starte en samtale, så har jeg en ide: Vis den voksne det, som vi to har skrevet til hinanden. Det kan føles meget nemmere at komme igang med en samtale på den måde. Det ved jeg fra andre unge.
Måske er det noget helt andet, der føles svært, og som forhindrer, at du får hjælp. Måske har du opgivet – og helt mistet troen på – at du kan blive forstået af nogen? Måske har du forældre, der har brug for, at man taler meget tydeligt til dem, før de forstår? Måske tror du, at ensomheden er din egen skyld? Eller noget helt andet….
Uanset hvad, så må du ikke give op. For det vil være for svært for din familie og ven, hvis du forsvandt – det skriver du selv. Der er hjælp at hente, når du åbner dig for andre. Ligesom du nu har skrevet til mig.
Hvis ingen af mine forslag hjælper dig, som du har brug for, så kontakt os igen. Så må vi finde andre muligheder.
Du er altid velkommen til at ringe ind til Børnetelefonen 116 111, her sidder dygtige rådgivere, som du kan tale med. I kan tale alle dine tanker igennem, og sammen kan I finde frem til, hvad der kunne være hjælpsomt for dig.
Jeg håber, at du snart får talt med nogen, der forstår dig.
De varmeste tanker og hilsner fra Børnetelefonen
