Jeg kan ikke overskue skolen

 Kære 18-årige

Tak for dit brev, hvor du oprigtigt beskriver, hvordan du har det. Du er rigtig god til at fortælle om dine følelser og tanker. Det er vigtigt, at du har de evner, for så kan du få den hjælp, du har brug for. Der er ingen børn og unge, der skal gå og have det så skidt som du beskriver det, så skal man have hjælp.

Hvor må det være hårdt at sidde bag en skærm alle de timer helt alene. Jeg kan forstå, at tidspresset gør, at du ikke engang tillader dig selv at komme væk fra skærmen for at få de pauser, du har brug for. Det er klart, at dit hoved er holdt op med fungere.

Jeg kan se på dit brev, at ingen omkring dig rigtigt forstår, hvad du går igennem. Det er hårdt at få af vide, at presset bare er noget der foregår i ens hjerne. På den måde kan man jo komme til at tro, at man selv er problemet. Men du er jo presset af Corona, karakterpres, og isolation foran skærmen med en SOP-opgave.

Du er nok et andet sted, når du læser dette svar. Måske kan du alligevel bruge dette svar til noget, for jeg vil fortælle lidt om selvskade.

Jeg har skrevet sammen med andre unge, der også føler sig underlagt et stort pres. Jeg ved, at det nogle gange også ender med selvskadende handlinger for dem. Der er især mange piger, der begynder at skære i sig selv. De unge er ramt af selvskade, fordi de  ikke har det godt psykisk, eller de har andre problemer i familien eller i skolen.  Selvskaden kan være en måde at flytte smerten på: Når det gør ondt udenpå, så gør det mindre ondt indeni. Måske kan du genkende følelsen af, at der er godt at have ondt et andet sted end indeni?

Selvskade er ofte er et tegn på, at der er noget, der er så svært, at man ikke selv kan overskue det. Du er faktisk meget bevidst om, hvad der er galt. Du beskriver, at det er skolen, du ikke kan overskue. Derfor skal dine lærere og forældre ved det.

Jeg kan læse i dit brev, at du har sagt det til dine forældre og dine lærere, men at de ikke opfatter situationen, så alvorligt som dig. Jeg ved ikke, om du sagt til dine forældre og lærere, at du laver selvskadende handlinger. Det er vigtigt, at du er åben om, hvordan du har det. Når du giver dem en chance for at forstå, hvordan du egentlig har det – så giver du dem mulighed for at hjælpe dig.

Det er vigtigt, at dine forældre og lærere ved, at du ikke længere har det let i skolen – selvom de siger, at du er en super dygtig og pligtopfyldende elev.

Du kan i første omgang kontakte din læge.  Lægen kan snakke med dig og måske tilbyde dig nogen at tale med, som kan hjælpe dig med at finde ud af hvordan, du får det bedre. På den måde får du hjælp til at blive opmærksom på at klare dine udfordringer på en bedre måde end ved at lave selvskadende handlinger. Mon det lyder som noget du kunne tænke dig?

Hvis jeg skal give dig et godt råd, der måske kan hjælpe dig med det samme, kan det være  at have “en plan” til at gøre noget andet, når du får lyst til at skære i dig selv eller kaste op. Det kan være, at du kan gå en tur, se en film, høre musik, læse en bog eller noget helt andet. Det skal bare være noget der er rart og som får dig væk fra de selvskadende tanker. Men at gøre noget andet hjælper ikke på udfordringerne indeni, dem skal du have hjælp til at løse.

Jeg vil også råde dig til at tage et kig på Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade – se her, måske med din familie. Her har de også forskellige tilbud om hjælp. Du er også velkommen til at ringe til  BørneTelefonen på 116 111, hvor vi kan tale om, hvordan det er at være dig.

Det er  et kæmpestort skridt, at du allerede har skrevet til BørneTelefonen og fortalt til nogen, hvordan du har det. Det fortæller mig, at du både er modig og god til at forklare, hvordan du har det.  Jeg kan fornemme på dit brev, at du er klar til ændre din situation, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes for dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen