Kære 18-årige pige
Jeg kan godt forstå, at det kan være forvirrende at skulle formulere sig i et brev herind. Der kan være mange tanker, som man skal have sat ord på, og det kan nogle gange være svært at sætte en finger på, hvad det egentlig er, der fylder. Alligevel har du gjort dig øvelsen at prøve at sætte ord på, hvordan du har det – og jeg synes hverken, det er blevet et langt eller uoverskueligt brev.
Du gider ikke i skole og synes, det er svært “at tage dig sammen til det”. Du føler dig nedtrykt, frustreret og trist, når du skal cykle til og er i skolen.
Jeg synes egentlig, du er ret god til at sætte ord på din situation og følelser, for det du fortæller, beskriver ret godt, hvordan det er at være dig lige nu. Det et tydeligt for mig, at du ikke har det så godt i skolen, og det giver mig lidt et billede af, hvordan der nærmest lægger sig en tung dyne hen over dig, når du skal i skole. Mon det er rigtigt forstået?
Du gør lige nu alt, hvad du kan, for at gøre det nemmere for dig selv derhenne. Mon det er derfor, du går rundt med en face på – og egentlig ikke rigtig føler, du er dig selv?
Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvor du mon har fået forståelsen af, at du “bare skal tage dig sammen”? Mon du har tænkt over, hvad der lægger i det?
For dine tanker og følelser er helt reelle. Din oplevelse er, som den er. Og du gør lige nu, alt hvad du kan for at passe på dig selv og overkomme skoledagene. Og sådan har du endda haft det i perioder i både 1. g og 2. g. Så jeg tænker faktisk ikke, det er en mulighed for dig, at “tage dig mere sammen”. Hvad mon du tænker, når jeg siger det?
Før fået hjælp
Du fortæller, at du har dealet med noget depression og føler, du aldrig rigtig er kommet over det. Du gik til psykolog, men droppede det, da du tænkte, det ville være fornuftigt bare at håndtere det på egen hånd. Men du har ikke en oplevelse af, at du har gjort noget godt for dig selv, der har forhindret depression siden du stoppede til psykolog. Og du er bekymret for, at din nuværende situation påvirker dit humør og psykiske helbred.
Jeg kan godt forstå, du synes, det er svært at håndtere selv. Og rigtig ofte er det også noget, man har brug for hjælp til. Derfor var det godt, du opsøgte professionel hjælp ved en psykolog. Hvad mon fik dig til at tænke, at det var en god idé? Mon du havde en oplevelse af, at det hjalp eller satte nogle tanker i gang hos dig, da du gik ved en psykolog?
Samtidig stoppede du igen og det tænker jeg, der nok var en god grund til. Mon du følte dig nok hjulpet, eller at det måske slet ikke havde hjulpet? Mon det var af økonomiske grunde, at det var for dyrt, eller en helt fjerde årsag?
Grunden til jeg stiller de spørgsmål er fordi, jeg tænker, det ville være rart for dig at få hjælp igen. Det tænker jeg, fordi du lige nu står med alt for meget ansvar på dine egne skuldrer. Og derfor tænker jeg også, det er en god øvelse at spørge sig selv, hvad man selv tror, den rette hjælp er. Du ved nemlig bedst, hvad der kunne være rart for dig.
Jeg kan godt forstå, at du er træt af hele tiden at gå og slå dig selv oven i hovedet over, at det ikke er nemmere henne i skolen. Men jeg tænker faktisk heller ikke, at det er din skyld, det er svært. Tværtimod tænker jeg, at der er en god grund til, at det er så svært.
Nu ved jeg jo ikke helt, hvad det er, der gør, at skolen bliver uoverskuelig for dig. Måske er det rigtig svært at være der og føle sig som en del af klassen. Måske handler det om, at der er nogle ting derhjemme, som er svære. Måske jeg gætter forkert?
Jeg lægger fokus på “årsagen”, fordi jeg tænker, det du oplever lige nu er lidt et symptom på, at noget er svært. Det er de følelser, der kommer til udtryk hos dig. Men rigtig ofte er starten på at arbejde på at få det bedre, at finde frem til årsagen – hvad der gør, at noget er svært. Mon du allerede har en idé om, hvad der gør det svært for dig at skulle i skole?
Der er hjælp at hente
Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du faktisk godt kunne tænke dig hjælp igen – mon det er rigtig forstået? Derfor vil jeg pege på nogle forskellige muligheder, som forslag til dig.
Først og fremmest tænker jeg på, om du mon har talt med studievejlederen på din skole? Studievejledere er der nemlig netop for at snakke om, hvordan man har det både mentalt, socialt og fagligt. Man kan både have jævnlige samtaler med sin studievejleder om, hvordan man har det – og sammen lægge en plan for, hvordan det kan blive nemmere at komme i skole.
Måske har du brug for at snakke mere om, hvordan du har det, og hvorfor du måske har det, som du har det, inden du søger hjælp. Her kan det være en mulighed både at kontakte Headspace, hvor man kan få anonyme og gratis samtaletilbud. Det kan også være en mulighed at kontakte os på BørneTelefonen/HØRT på chat eller tlf.
Et tredje forslag kan være at gå til din læge og fortælle, hvordan du har det. Lægen kan nemlig snakke med dig om og hurtigt henvise dig videre til den rette hjælp. Det kan især være en god idé, hvis du igen ønsker professionel hjælp. Du finder lægens tlf. på dit gule sundhedskort.
Du gør alt, hvad du kan
Jeg håber, at mine spørgsmål gennem svaret kan sætte gang i nogle gode refleksioner hos dig, og at du kan finde hjælp i mit svar og måske bruge nogle af mine forslag til at søge videre hjælp. Det er i hvert fald ikke meningen, at du skal have det sådan, som du har det nu. Og det er slet ikke meningen, at du skal gå med det helt selv!
Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et kram og fortælle dig ansigt-til-ansigt, at du lige nu gør alt, hvad du kan. Jeg håber sådan, du kan prøve at sende dig selv varme tanker og vide dét – når du slår dig selv i hovedet og tankerne om, at du skal “tage dig sammen” dukker op.
De varmeste tanker BørneTelefonen
