Kære MollyMus
Tak for dit brev. Hvor er det godt, du har fundet frem til BørneBrevkassen, for det er bestemt ikke rart at være så bange for at sove alene.
Jeg kender til mange børn, der har det på samme måde, og det er faktisk en helt naturlig ting at føle, at mørket kan være lidt skræmmende. Når man ikke kan se omkring sig, kan fantasien træde ind, og man begynder måske at forestille sig ting, der kunne gemme sig i det mørke, man ikke kan gennemskue.
Som du skriver, forestiller du dig en mand stå i mørket, og selv om du godt ved, at det ikke passer, kan det alligevel gøre dig så bange, at du har svært ved at sove. Måske vil det også være beroligende for dig at have en lampe tændt, så der ikke er helt mørkt i rummet omkring dig?
Det kan være en lang proces at vænne sig til at "slå fantasien fra" eller dreje tankerne over på noget rart i stedet for de uhyggelige ting, og måske har du brug for noget til at aflede dine tanker lidt..? Du skriver, at når du sover hos andre, så er det ikke et problem. Er det mon fordi du så sover sammen med andre og kan høre deres lyde og fornemme dem i rummet? Virker det beroligende for dig at vide, at du ikke er alene?
Du skriver ikke, om du har søskende, men hvis du har, kunne du måske prøve at sove sammen med en af dem i en periode..? Måske vil det hjælpe, at du har døren åben, så du kan høre de andre i huset og dermed ikke føler dig helt alene? Måske kunne et lille kæledyr endda være en hjælp - en undulat eller et andet lille dyr, du kunne have på dit værelse sammen med dig..? (Det ved jeg slet ikke, om du må få lov til for dine forældre, men hvis det kan berolige dig, så du kan sove uden at være bange, kunne det måske være en ide?)
Det kan også være, at du falder til ro ved at høre musik? Det kender jeg i hvert fald til mange, der gør, så måske kan det være en mulighed, at du kan høre CD'er på dit værelse, eller måske i en iPod, når du skal sove? Man kan også få lydbøger og podcasts, hvor man får læst en bog op, og det kan måske også være en god måde at få tankerne ind på noget hyggeligt og rart, inden man skal sove.
Du skriver, at du har set krimi'er siden du var 8 år, og jeg fornemmer på dig, at du tænker, at det har været med til at gøre dig så bange om natten. Det tænker jeg i hvert fald også, at det kan gøre, men jeg ved også, at det kan hjælpe rigtig meget, hvis man får snakket med nogen om de film, man bliver bange af. Ville du mon kunne snakke lidt med dine forældre om de ting, du ser i fjernsynet? Eller måske en af dine bedsteforældre? Det er også altid en god ide at have en voksen ved siden af, hvis man skal se ting i fjernsynet, som er uhyggelige. Så måske kan du spørge dine forældre, om de vil sidde sammen med dig, når der er noget spændende, du gerne vil se, men som du tænker kan komme til at skræmme dig..?
Jeg håber, at noget af det kan hjælpe dig lidt videre, så du ikke længere skal være så bange for at lægge dig til at sove.
De bedste ønsker fra BørneBrevkassen