Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Papfar???

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på 12 år.

Min mor og far er lige blevet skilt men de er stadigvæk rigtig gode venner.

Jeg burde være glad for at de stadigvæk er gode venner og snakker sammen. Jeg glemmer bare hvor heldig er jeg er fordi min mor er forelsket i en mand. Der er jo okay men faktisk må jeg ikke vide det. Det er en ikke hemmelig hemmelighed.

Jeg sad en dag med min computer og så opdagede jeg at jeg kunne se min mors sms,er. Jeg klikkede på en kontakt jeg så at der var et billede af den mand og under billedet stod der ‘You like <3’ jeg tænkte at det var en god ven.

Da jeg et par dage efter var oppe ved min mormor og morfar hørte jeg min mor fortælle at hun var forelsket i en mand som jeg ikke kan huske hvad hedder. Jeg blev bange fordi jeg ikke har lyst til at have en papfar.

Hun ved ikke at jeg ved det. Jeg har overhovedet ikke lyst til at fortælle hende det og jeg har heller ikke lyst til at have en papfar. Min mor har snakket med ham i smug og har sendt billeder af mig og min lille bror på 9 år.

Min mor har kendt ham længe og jeg er bange for at hvis de flytter sammen så får jeg en lille bror eller søster. Det har jeg IKKE lyst til!

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 12 år

Der er slet ikke noget underligt i, at du nogle gange kan glemme, at det er dejligt, at din mor og far stadig er rigtig gode venner. Når ens forældre bliver skilt, så sker der nemlig rigtig mange nye ting i ens liv. Det skal man lige skal vænne sig til. Og det kan godt give mange bekymringer, tanker og spørgsmål. 

Der er mange børn og unge, der synes, at det er svært, når deres forældre får nye kærester. Du skriver, at dine forældre lige er blevet skilt. Derfor kan jeg godt forstå, hvis det er en svær tanke, at din mor er forelsket i en anden mand. Det kan tage noget tid at vænne sig til. 

Jeg kan forestille mig, at det er svært at gå rundt alene med hemmeligheden om din mor. Det er sådan, at bekymringer og tanker tit vokser sig alt for store, når man ikke får talt om dem. Så selvom du ikke har lyst til at fortælle din mor, at du ved det, så vil jeg alligevel råde dig til at gøre det. Du skal ikke gå alene og forestille dig alt muligt – som måske ikke engang kommer til at ske. Du har brug for at vide, hvad der sker i jeres familie.

Jeg kunne forestille mig, at din mor gerne vil snakke med dig om det hele, hvis hun vidste, hvordan du havde det. Kan du finde en måde, du kan få det sagt på? Ville det fx hjælpe, at skrive det ned i et brev til hende? Nogle børn kan bedre lide at skrive deres tanker ned end at sige det højt. Du kan fx skrive, at du ved en fejl så en SMS på computeren til en mand, og at du også hørte hende tale om ham til din mormor og morfar. Du kan også vise din mor det brev, du har skrevet til BørneTelefonen og måske mit svar? Her har du meget fint beskrevet, hvordan du har det, og hvad du synes, der er svært.

Det kan også være, du har lyst til først at snakke med din mormor eller morfar? Som du fortæller i brevet, har de hørt om den ikke-hemmelige hemmelighed om din mor. Måske kan det være lettere, hvis du får sagt det til en af dem, før du snakker med din mor?

Du er langt fra den eneste, der synes, at det kan være svært, når ens forældre bliver skilt, og man skal finde en ny måde at leve på. Måske har du nogle veninder, som har prøvet noget af det samme? De vil nok kunne fortælle dig lidt om, hvordan det var for dem, at deres forældre blev skilt og fik nye kærester? 

Inde på Børnetelefonens hjemmeside kan du også læse mere om skilsmisse på https://bornetelefonen.dk/tema/skilsmisse. Måske kan det hjælpe dig. 

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat