Kære dreng på 13 år
Hvor er det godt du skriver. Jeg kan godt forstå du bliver meget bange for at modtage de trusler. Jeg kan også godt forstå, hvis du bliver bange for at få delt en video med, at du onanere. Det er en meget privat situation, som man ikke har lyst til at andre skal se. Men du skal vide, at du ikke har gjort noget forkert. Det har ham, der skriver til dig derimod.
Jeg har snakket med mange børn, der har oplevet noget lignende, og jeg vil meget gerne hjælpe dig.
Det er meget ulovligt, det hackeren gør – også selvom han måske slet ikke har optaget dig, men bare lader som om for at presse dig til at sende penge. Det er både ulovligt at afpresse folk, og desuden ulovligt at lave og videresende børneporno, som det vil være hvis han deler en video af dig. Det kan man få fængselsstraf for, så derfor er det usandsynligt, at han rent faktisk vil gøre det.
Jeg kan godt forestille mig, at han ikke har nogen video af dig, men derimod bare skriver det for at få penge fra dig.
Det du kan gøre:
- Svar ikke på hans beskeder, og du skal heller ikke sende ham penge.
- Du skal tage screenshots af det, du har modtaget fra ham som bevis på, hvad han gør, og så skal du melde det til politiet.
Det er også vigtigt at dele dine tanker og bekymringer med en voksen, du er tryg ved. For mange er det rart at have en voksen ved sin side i sådan en situation. Mon det er noget, du kan tale med dine forældre om? Eller måske en lærer på skolen eller en anden voksen, du er tryg ved?
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen og snakke med os. Vi snakker tit med børn, der står i samme situation som dig.
RedBarnet har også en rådgivning, der netop handler om at hjælpe børn i din situation. Du kan læse mere om det her: Red Barnet – Slet det. Du kan også ringe eller chatte med dem.
Kærlig hilsen BørneTelefonen