Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Nervøs og uenig med mig selv.

Hej

jeg har i en periode nu været meget stresset, svimmel, usikker og bange.

Det startede med at jeg blev gode venner med en dreng fra min klasse. (Vi fik nye klasser efter sommerferien.) Men den her dreng begyndte at kritisere mig mere og mere.

Men så begyndte jeg at få tanker om jeg måske var for tyk, eller grim eller egoistisk og selvoptaget.

Den ene del af min hjerne siger hele tiden at jeg er grim og irriterende, mens den anden del siger at jeg er et godt menneske og at det sidste jeg er er grim og egoistisk.

Men efter at det havde stået på i en uge, begyndte det at udvikle sig. Jeg er bange vær aften inden jeg skal sove, jeg er stresset over mine lektier selvom vi ikke får særlig mange for. Jeg har også tit hovedpine og er svimmel.

Hvad kan jeg gøre??

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år,

Det er godt, at du er opmærksom på, hvordan du har det, og at du lytter til din krop. Jeg kan fornemme, at du ikke længere vil finde dig i drengens kritik – det er stærkt! For selvom det sikkert kan være svært at sige fra over for ham, så er første skridt at mærke, at du ikke vil finde sig i det. Og det skal du heller ikke! Derfor skal du have snakket med en voksen, som kan hjælpe dig med at sige fra. Det kan fx være dine forældre eller din lærer.  

Jeg kan godt forstå, at du er kommet til at føle dig usikker og stresset, og at du kæmper med mange tanker, der siger noget forskelligt. Hvis nogen bliver ved med at sige noget om en, kan man nemlig godt komme til at tro på, at dét, de siger, er rigtigt – også selvom man til at begynde med godt ved, at det ikke passer. Det er rigtig hårdt at blive kritiseret hele tiden, og det er slet ikke mærkeligt, at du har det, som du har det lige nu.

Det er derfor vigtigt, at du får fortalt, hvordan du bliver behandlet. Du skal også fortælle, at du føler dig bange om aftenen, stresset, svimmel og har hovedpine. Det er nemlig ret alvorlige ting at gå rundt med, og man har brug for (en voksens) hjælp til at få det bedre.

Det kan godt være lidt svært at tage hul på sådan en samtale, men hvis du beslutter dig for, hvilken voksen, du gerne vil tale med, kan du kan skrive et brev til ham/hende. Nogle gange kan det være lidt lettere at ”sige noget” i et brev – og så kan man tale sammen om det bagefter. Du kan også vælge at vise dit brev hertil og mit svar.

Jeg tror på, at du kan samle mod til at snakke med en voksen. Det er vigtigt, at drengens chikane stopper – for det er slet ikke ok, at nedgøre nogen på den måde. Du fortjener at have det godt – og derfor skal drengen stoppes. Så du igen kan finde ro i dine tanker, få det bedre i kroppen og være rolig om aftenen, før du skal sove.

Mange hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat