Kære pige 14 år
Tusind tak for dit brev. Du skriver, at du er hunderæd for mørke, og du spørger til, om du skal søge hjælp hos din læge... selvom du synes, det vil være ret voldsomt.
Det er svært at svare præcist på, hvor grænsen går for, hvornår man skal søge hjælp, når man er bange eller angst... Det er jo helt normalt at være bange for mørket, og især når man er barn eller ung... Og nogle voksne er også bange for mørket. Når vi ikke kan se, fordi det er mørkt, kan vi få en masse tanker omkring, hvad der er i mørket. Du skriver også, at det for dig først har været insekter og ulve, du troede var i mørket, og nu er det voldtægtsmænd og børnelokkere. Jeg tænker, der er mange, der kan genkende denne angst, og det er helt normalt at mærke den og tænke det, når man skal gå i mørke.
Det kan måske hjælpe dig at have nogle andre tanker klar, når du kan mærke, du bliver bange? Det kan være tanker, du ved vil berolige dig, som fx at sandsynligheden for, at der er en voldtægtsmand eller børnelokker, der hvor du går er meget meget lille, eller du kan tænke, at der er nogle andre dejlige og rare ting i mørket, ting der er der, når det er lyst, og som sikkert derfor også er der, når det er mørkt? Nogen fløjter også eller synger for at tænke på noget andet... Eller man kan have sin telefon parat, så man kan ringe til nogen, hvis man bliver rigtig bange? Det kan også være, at det kan hjælpe dig at tænke på noget sjovt, noget, der kan få dig til at grine og tænke på noget helt andet end mørket?
Jeg tænker i hvert fald umiddelbart, at det at være mørkeræd, som du beskriver det, ikke er det samme som at have angst.... Du virker til at klare det og alligevel løbe over gården og op ad trappen, og det ville du højst sandsynligt ikke gøre, hvis du havde angst, så blive endelig ved med det. Det er rigtig flot, at du gør det, og måske kan det gøre det lettere for dig, hvis du afprøver nogle af mine forslag?
Men det er ikke muligt at stille diagnoser igennem en brevkasse, så hvis du fortsat er meget bange, og du synes, det kommer til at fylde for meget, så kan du kontakte din egen læge og fortælle ham eller hende om, de situationer, hvor du bliver bange. Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen eller logge på UngeChatten og tale med rådgiverne her. Måske de kan hjælpe dig med andre ideer til, hvad man kan gøre, når man er mørkeræd.
Med venlig hilsen BørneBrevkassen