Brev

Næse test

Kære børnetelefonen,

jeg skulle tidligere i aftes have en næse test som jeg har fået hjem fra skole. Det var min anden test i næsen og jeg blev bange fordi at jeg før har prøvet at blive testet hvor at det gjorde virkelig ondt. Men min mor og far virkede som om at de var lige glade .

Min mor spurgte om vi skulle gøre det på den nemme måde eller den hårde måde og jeg sagde at jeg ikke havde lyst og efter et langt skænderi tog min far mig og holdte mig så stramt at jeg ikke kunne trække været og jeg kunne knap nok sige det .

Og det værste er at min mor er på min fars side men for at uddybe det kort løb jeg ind på mit værelse og sadte mig i hjørnet bag min dør og kunne næsten ikke trække vejret jeg rystede og grædt

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Den aften med næsetesten lyder bare rigtig svær. Tak for at fortælle mig om det.

Jeg kan godt forstå, at du er ked af den måde, det foregik på. Jeg kan forestille mig, at du måske har følt dig alene, fordi din mor og far var på samme side. Det lyder ikke rigtig til, at de har hørt eller forstået, hvordan du har haft det.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at du slet ikke er alene om at have det svært med coronatest. Både børn og voksne kan have det svært med at blive testet. Nogle har dårlige oplevelser med pcr-testen, andre har med næsetesten.

Nogle børn jeg har talt med, de fortæller, at de ikke rigtig ved, hvorfor de er bange for testen. Nogle fortæller, det er fordi, det føles ubehageligt. Eller som du, har de haft en dårlig oplevelse med en test. Det er meget forskelligt, hvorfor vi kan blive helt bange og angste for at blive testet – men du er slet ikke alene om at have det på den måde.

Det lyder som om, at dine forældre gerne ville have testen overstået. Det lyder ikke som om, de har brugt tid på at lytte til dig. Du har faktisk ret til at blive lyttet til og sige din mening – og dine forældre skal sørge for, du er tryg og har det godt.

Det lyder meget voldsomt, at de tog fat i dig og holdte dig så stramt, at du ikke kunne trække vejret. Det må de ikke, og jeg forstår godt, du synes, det var voldsomt.

Du har fået testen med hjem fra skole, og måske skolen tænker, at I skal testes i et stykke tid endnu. Derfor tænker jeg, det er vigtigt, dine forældre får at vide, at du har det skidt med det – for så kan I sammen arbejde med, at du får det bedre med det.

Mon du har mod på at tale med dem om det? Du kan tage dit brev til mig med, når du skal tale med dem. Eller du kan skrive et brev til dem. I brevet kunne der stå:

”Mor og far, jeg er bange for næsetesten. Jeg har skrevet til BørneTelefonen, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, det er besværligt, men jeg vil rigtig gerne have hjælp af lægen til at få det bedre med at blive testet. Jeg bliver bange og ked af det lige nu, når jeg skal testes.”

Så kan I måske sammen tage op til lægen og tale om det. Læger hjælper både børn og voksne med at øve sig, så det bliver rarere med test. Man kan fx øve sig ved at føre en almindelig vatpind op mod næsen, først helt ude ved næseborene og så prøve at sætte den længere og længere ind.

Det kan være lidt nemmere, når man selv styrer vatpinden. Når andre styrer vatpinden, og man er bange – ja, så kan det nemlig være svært at trække vejret, ligesom du har prøvet.

Mon du også har en lærer, du kunne snakke med? Din lærer kan også hjælpe dig med at blive testet og øve med hele klassen. Det kan være rart, for der er sikkert flere i klassen, som synes, det er ubehageligt.

Det kan også være, du kan spørge dine klassekammerater, hvordan de gør. Måske nogen har nogle tips til, hvordan det bliver lettere.

Du skal vide, at dine følelser er helt okay. Du er slet ikke alene om at have det skidt med test. Jeg håber sådan, du får talt med dine forældre og måske også din lærer og din læge, så de voksne kan hjælpe dig fremfor at tvinge dig.

Du må også rigtig gerne ringe herind på 116111. Vi vil gerne hjælpe endnu mere med at finde ud af, hvordan du kan sige det på en god måde.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige eller hvis frygten styrer, den måde man er på, og hvordan man har det, så er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogen oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

slap af og find ro vejrtrækningsøvelse

Video: gode råd om angst

Hvad er angst egenligt? Og hvordan påvirker følelsen os?

Se video’en på vores YouTube-kanal og vælg det råd, der passer til dig.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat