Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Misbrug, mobning og tillidssvigt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Det første, der falder mig ind, når jeg læser dit brev er, at du har haft rigtig meget modgang. Du har haft mange voldsomme oplevelser, som naturligvis har sat sig spor i dig. Men på trods af alt det, har du kæmpet og kæmper stadig. Du kæmper for at få det bedre. Og selvom der er lang vej endnu, er du allerede rigtig godt på vej. Du går i gymnasiet, selvom ingen rigtig troede på, at du kunne. Og du bor hos din kæreste, som du er rigtig glad for. Jeg tror, at din historie vil give lys og håb for andre, der lige nu står i nogle af de samme ting, som du har stået i. Din historie giver dem troen på, at det altid kan betale sig at kæmpe. Og tusind tak for det!

Du skriver, at fortiden er begyndt at komme tættere på. Det er helt naturligt at opleve det sådan, og jeg tror, at det sker, fordi du er i gang med at bearbejde nogle af de ting, der skete dengang. Du oplever et behov for at fortælle din historie, og det synes jeg endelig, du skal gøre. For din historie er en, mange kan lære meget af. Og samtidig er det en vigtig proces for at kunne lægge det bag sig.

Det er en meget voldsom og meget ubehagelig oplevelse at blive voldtaget. Og som du måske selv har oplevet, kan man bagefter få svært ved at stole på andre og have tillid til dem. Og nogle bebrejder sig selv for, at det skete og tror, at det var deres egen skyld. Men selvom du selv tog hjem til ham fyren, er det aldrig din skyld, at du bliver voldtaget. Det er hans skyld. Det er ham, der gør noget forkert og ulovligt. Og selvom der nu er gået ca. 5 år, har du stadig mulighed for at melde ham til politiet. For nogle ofre for voldtægt kan det være et slags punktum i sagen, at gerningsmanden bliver straffet og forhindret i at lave overgreb mod andre. Måske har du allerede overvejet det?

Du fortæller, at du snart skal besøge din efterskole, og her skal stå ansigt til ansigt med nogen, du har såret dybt. Her tror jeg, du skal huske på, at du ikke kan ændre på fortiden. Men at du lige nu er i gang med en kæmpe udvikling og er i gang med at ændre din fremtid. Det kan godt være, at du har såret folk i din fortid, men det gjorde du, fordi du selv havde en masse at kæmpe med. Og ikke fordi du har ønsket at såre andre.

Du skriver, at du ikke aner, hvad du vil efter 3.g, da du aldrig havde drømt om, at du ville nå så langt i dit liv. Jeg tror, at du kan nå rigtig langt. For du viser, at du er klar til at kæmpe. Og heldigvis er der lidt tid til, at du skal finde ud af, hvad du vil efter gymnasiet. Så lad bare drømmene om fremtiden begynde. Og giv dig selv lov til at drømme stort.

Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Seksuel krænkelse Andre der hjælper

Anmeld digital krænkelse

Anmeld ulovlig deling af billeder og video samt digital afpresning
Læs mere

Anmeld seksuelt overgrebsmateriale

Anmelde seksuelt overgrebsmateriale med børn
Læs mere

Anmeld voldtægt og seksuelle overgreb

Hjælp til at anmelde voldtægt og seksuelle overgreb
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat