Min søsters sygdom

Kære pige på 18 år!

Der er ingen tvivl om, at det er rigtig hårdt at være søskende til én, der lider af anoreksi. Det er en rædselsfuld sygdom, som det kan være svært at sætte sig ind i. Som pårørende kan man blive så frustreret over at se, hvor syg ens søster kan blive af at sulte sig selv, og man kan komme til at tænke, om hun dog ikke bare kan spise, så hun kan blive rask. Helt så enkelt er det desværre ikke, da anoreksien handler om, at man har det svært psykisk, og ud over hjælp fra læger til at tage på, også har brug for hjælp fra psykologer eller andre behandlere for at få det bedre psykisk.

Det er meget almindeligt, at mennesker, der lider af anoreksi, isolerer sig i perioder. Det vil sige, at de trækker sig fra mennesker, som ellers har stået dem nær, og ikke deler så mange personlige ting, som de ellers har gjort. Som sagt, er anoreksi en sygdom, som i høj grad handler om, at man har det svært psykisk, og man kan have en masse ’rod’ i sit hoved, som det kan være svært at få styr på og sætte ord på. Psykologerne hjælper med at ’sætte tingene på plads’, og mens man er i behandling, kan det være svært selv at sætte ord på sine tanker, selv overfor mennesker, der står en nær, fordi man først selv er ved at finde ud af det hele. Den der er syg, kan også have brug for, kun at dele ting med de professionelle i en periode – også fordi, at det kan være hårdt at skulle fortælle flere om, hvordan man har det. Særligt når man ikke har det godt.

Det er selvfølgelig rigtig hårdt at stå som søster – og forældre – at føle, at ens søster ikke længere deler ting med én. Men jeg tror, du skal se på det som en periode. Jeg er sikker på, at hun nok skal dele ting med dig igen, når hun begynder at få det bedre. For det er jeg sikker på, at hun får. Selv om det lyder hårdt, tror jeg også, det er meget godt for dig, at du ikke ved alt for meget om din søsters tanker lige nu, hvor hun ikke har det så godt. Det er helt naturligt, at du er meget bekymret for hende, og gerne vil vide alt om, hvordan hun har det, men nogen gange kan den bekymring blive værre af at vide for meget, og man kan blive helt fortvivlet over, hvad man skal gøre for at hjælpe hende. Måske du kan genkende det? Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du prøver at have tillid til, at de professionelle hjælper din søster så godt de kan.  Jeg tror også, du kan hjælpe dig selv rigtig meget, og at det kan lette din bekymring, hvis du prøver at se det gode i, at din søster ’kun’ deler hverdagsting med dig, så det svære og problematiske ikke kommer til at fylde det hele. Det tager de professionelle sig af, og så kan I få en pause fra at tænke på det, når I er sammen. Hvordan synes du, det lyder?

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du som pårørende får noget hjælp fra en professionel (en psykolog eller terapeut) til at snakke om dine tanker og bekymringer for din søster, så du også passer på dig selv under hendes sygdom. Som jeg skrev tidligere, kan bekymringerne og frustrationerne over sin søsters sygdom blive så store, at man selv kan få det dårligt og blive rigtig ked af det. Du kan bede din læge om at få en henvisning til en psykolog.

Du og dine forældre kunne måske også finde støtte i en netværksgruppe for pårørende til mennesker med spiseforstyrrelser. Det kan være rigtig godt at dele tanker og bekymringer med mennesker, der står i samme situation som en selv. Der findes flere netværks- eller støttegrupper rundt om i landet. I kan måske sætte jer sammen og prøve at google det for at se, hvad der er i nærheden af jer. Hvad tænker du mon om den idé?

Til sidst vil jeg foreslå dig at skrive et brev til din søster, hvor du fortæller hende, hvor meget hun betyder for dig. Selv om hun har trukket sig fra dig, tror jeg stadig hun har brug for at vide, at du er der, og at du holder af hende. Du kan måske også fortælle hende, at det er ok, at hun ikke deler så meget med dig lige nu, og at du glæder dig til, I atter kan gøre det.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at din søster snart får sin livsglæde tilbage, og får vristet sig fri af anoreksiens grimme kløer.

Mange knus og kærlige hilsner
BørneTelefonen