Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min søsters sygdom

Hej BørneTelefonen.
Ønsker ikke at oplyse nogle navne så skal vi ikke bare kalde min søster for A Og mig for B.

Nu tager jeg den for starten af, min tvillingesøster A har gennem flere år lidt af en spiseforstyrrelse, hun blev diagnoseret med anoreksi i børnehaveklassen, i nogle år havde hun ikke så mange problemer med spisningen før vi kom op i 15-16 års alderen. Men sidste år i hele sommerferien var A indlagt på somatisk fordi hun var stoppet med at spise og ikke var andet end skind og ben, hun blev tvangsernæret med sonde og sidst i indlæggelse begyndte det hele at se bedre ud da hun begyndte at optage fast føde selv, dog småt spisende og med flere diskussioner med forældre, mig, pædagoger og sygeplejesker( A bor på opholdsted.)

et par måneder efter indlæggelsen virkede hun til at klare det rigtig godt og hun spiste sine måltider og var et Par kilo fra målvægt. Men nu er A igen stoppet helt med at spise og har ikke spist i lige godt over en månede, hun nægter alt mad og det eneste hun indtager er 1-2 glas juice. Allerede kan jeg se hvor meget hun har tabt sig og hun er bleg og gullig i huden, næsten helt gennemsigtig. Hun har nærmest ingen kræfter men alligevel insisterer hun på at gå ture flere gange om dagen.

Jeg frygter at denne her gang kommer hun ikke igennem det og hun ender med at dø, jeg vil ikke miste hende for hun betyder alt i verden for mig. Vi plejer altid at have et tæt forhold og fortæller hinanden alt( derfor jeg ved så meget omkring hendes anoreksi.)
Men nu ser vi nærmest aldrig hinanden og hun snakker sjældent til mig, og når hun så en sjælden gang gør er det bare om hverdags ting. Og hun snakker overhovedet ikke med mine forældre længere.

Hvad kan jeg gøre? Og hvad sker der med min engang livsglade,boblende smukke søster, som nu bare er et skelet.

Jeg har så inderligt brug for hjælp til at hjælpe A, jeg elsker hende og savner hende, og vil for alt i verden ikke miste hende til anoreksiens grimme kløer!

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år!

Der er ingen tvivl om, at det er rigtig hårdt at være søskende til én, der lider af anoreksi. Det er en rædselsfuld sygdom, som det kan være svært at sætte sig ind i. Som pårørende kan man blive så frustreret over at se, hvor syg ens søster kan blive af at sulte sig selv, og man kan komme til at tænke, om hun dog ikke bare kan spise, så hun kan blive rask. Helt så enkelt er det desværre ikke, da anoreksien handler om, at man har det svært psykisk, og ud over hjælp fra læger til at tage på, også har brug for hjælp fra psykologer eller andre behandlere for at få det bedre psykisk.

Det er meget almindeligt, at mennesker, der lider af anoreksi, isolerer sig i perioder. Det vil sige, at de trækker sig fra mennesker, som ellers har stået dem nær, og ikke deler så mange personlige ting, som de ellers har gjort. Som sagt, er anoreksi en sygdom, som i høj grad handler om, at man har det svært psykisk, og man kan have en masse ’rod’ i sit hoved, som det kan være svært at få styr på og sætte ord på. Psykologerne hjælper med at ’sætte tingene på plads’, og mens man er i behandling, kan det være svært selv at sætte ord på sine tanker, selv overfor mennesker, der står en nær, fordi man først selv er ved at finde ud af det hele. Den der er syg, kan også have brug for, kun at dele ting med de professionelle i en periode – også fordi, at det kan være hårdt at skulle fortælle flere om, hvordan man har det. Særligt når man ikke har det godt.

Det er selvfølgelig rigtig hårdt at stå som søster – og forældre – at føle, at ens søster ikke længere deler ting med én. Men jeg tror, du skal se på det som en periode. Jeg er sikker på, at hun nok skal dele ting med dig igen, når hun begynder at få det bedre. For det er jeg sikker på, at hun får. Selv om det lyder hårdt, tror jeg også, det er meget godt for dig, at du ikke ved alt for meget om din søsters tanker lige nu, hvor hun ikke har det så godt. Det er helt naturligt, at du er meget bekymret for hende, og gerne vil vide alt om, hvordan hun har det, men nogen gange kan den bekymring blive værre af at vide for meget, og man kan blive helt fortvivlet over, hvad man skal gøre for at hjælpe hende. Måske du kan genkende det? Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du prøver at have tillid til, at de professionelle hjælper din søster så godt de kan.  Jeg tror også, du kan hjælpe dig selv rigtig meget, og at det kan lette din bekymring, hvis du prøver at se det gode i, at din søster ’kun’ deler hverdagsting med dig, så det svære og problematiske ikke kommer til at fylde det hele. Det tager de professionelle sig af, og så kan I få en pause fra at tænke på det, når I er sammen. Hvordan synes du, det lyder?

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du som pårørende får noget hjælp fra en professionel (en psykolog eller terapeut) til at snakke om dine tanker og bekymringer for din søster, så du også passer på dig selv under hendes sygdom. Som jeg skrev tidligere, kan bekymringerne og frustrationerne over sin søsters sygdom blive så store, at man selv kan få det dårligt og blive rigtig ked af det. Du kan bede din læge om at få en henvisning til en psykolog.

Du og dine forældre kunne måske også finde støtte i en netværksgruppe for pårørende til mennesker med spiseforstyrrelser. Det kan være rigtig godt at dele tanker og bekymringer med mennesker, der står i samme situation som en selv. Der findes flere netværks- eller støttegrupper rundt om i landet. I kan måske sætte jer sammen og prøve at google det for at se, hvad der er i nærheden af jer. Hvad tænker du mon om den idé?

Til sidst vil jeg foreslå dig at skrive et brev til din søster, hvor du fortæller hende, hvor meget hun betyder for dig. Selv om hun har trukket sig fra dig, tror jeg stadig hun har brug for at vide, at du er der, og at du holder af hende. Du kan måske også fortælle hende, at det er ok, at hun ikke deler så meget med dig lige nu, og at du glæder dig til, I atter kan gøre det.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at din søster snart får sin livsglæde tilbage, og får vristet sig fri af anoreksiens grimme kløer.

Mange knus og kærlige hilsner
BørneTelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat