Kære 13-årige.
Tak for dit ærlige brev.
Det svære ved angst, er, at den er usynlig langt det meste af tiden. Det er ikke ligesom en brækket fod, som alle kan se og tage hensyn til. Det kan derfor også være svært for ens omgangskreds at vide, hvornår angsten kommer snigende – og ikke mindst, hvad de kan gøre for at hjælpe.
Du nævner selv, at du måske har angst for angsten. Det mest naturlige, når man har angst, er at gå og bekymre sig om, om den vender tilbage. Jeg har undersøgt lidt, og det viser sig at op mod 350.000 danskere lider af angst i forskellige former. Det er rigtig mange! Og uanset om det handler om fobi for edderkopper (som også er en form for angst) eller angst for at skulle sove ude, så er det vigtigt at gøre noget ved det. Jeg vil se, om ikke vi kan lave en plan for, hvordan du kan arbejde med din angst, indtil du skal afsted.
Du kender dig selv og din krop bedst. Og det lyder til, at du endda kender den rigtig godt. Det er virkelig en god ting, og samtidig også en vigtig ting. For så ved du præcis, hvornår du har brug for ekstra støtte. Det er min klare overbevisning, at dem der kan hjælpe dig allerbedst i denne situation, er de venner og veninder du har, der skal med på lejrskole.
Er der nogen af dem, der kender til den angst, du oplever? Det allerbedste kunne være, hvis du havde mulighed for at prøve at sove ude en eller to gange inden lejrskolen. Hvis du har en ven, der kender til din angst, kunne det måske være muligt at prøve at sove hos ham/hende? På den måde kan du prøve det lidt af, men samtidig gøre det et sted, du kender, og hvor du er lidt mere tryg.
Du kan sammenligne det lidt med at lære at hoppe fra vippen i svømmehallen. Èt skridt ad gangen, stille og roligt i dit eget tempo.
Først øver du den lille vippe noget tid. Og når du er klar, så kan du gå videre til den store vippe. I dit tilfælde er den store vippe altså lejrskolen.
Inden du skal til at sove ude, så spørg dig selv: hvad er det helt præcist, ved det at sove ude, der giver mig angst?
Og bagefter så spørg: hvordan kan jeg så forhindre det i at ske? Og hvem kan hjælpe mig?
Angstens værste fjende er din stemme. Så gør som du har gjort med dette brev; tal højt om den med venner og familie.
Sådan giver du den kamp til stregen.
Håber du fortsætter det gode arbejde med at minimere den angst, der ind imellem spænder ben for dig.
Og så ønsker jeg dig en rigtig god lejrskole.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
