Brev

Har jeg angst eller andre psykiske problemer?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13-årige

Tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver herind, nu hvor du har undret dig så længe. Jeg kan høre, at du måske tænker, at du har angst. Det kan jeg virkelig godt forstå, er hårdt at tænke på.

Jeg vil meget gerne dele mine tanker om, hvad du kan gøre, når du oplever at få en følelse af angst.

Her på BørneTelefonen snakker jeg med andre børn som føler symptomer på angst. Det fortæller jeg dig, fordi det kan være rart at høre, at du ikke er den eneste, der har det sådan.

Nogle beskriver at angst ofte er en følelse der dukker op i nogle bestemte situationer. Måske er det også noget, du har lagt mærke til? Det kan fx være henne i skolen eller sammen med mange mennesker?

Jeg spørger, fordi jeg tænker, at det også kan være rart at tænke på de situationer, hvor følelsen af angst ikke fylder.

Angst kan både vise sig med psykiske og kropslige symptomer. De kropslige symptomer på angst kan fx være hjertebanken, sveden, trykken for brystet, rysten og søvnproblemer. Måske er det også noget af det du oplever?

Det kan være symptomer på angst, men det er vigtigt at du ved, at det ikke er sikkert at det faktisk er angst. Det kan også bare være kroppens måde at reagere på, når du føler, at du skal præstere noget, som kræver noget af dig.

Måske føler du fx, at du skal præstere i de test, du får henne i skolen? Det er du i hvert fald ikke den eneste, der har det sådan.

Tests i skolen kan nogle gange føles så altafgørende. Men så er det bare vigtigt at huske på, at testene ikke siger noget om, hvordan du er som menneske. Du ‘er’ ikke din karakter. Kan du mon følge mig?

Jeg vil gerne komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre når du får angstfølelse. Jeg håber, du kan bruge dem.

Det kan være en god idé, at snakke med nogen om de tanker og følelser du får. Det kunne fx være din mor, far eller en klasselærer som du er tryg ved?

Det vigtigste er bare at få sagt det højt. På den måde, så bliver man ikke ligeså alene om de svære tanker.

Du kan måske vise dit brev her og mit svar, som en måde at få samtalen lettere i gang på?

Måske kunne du også bruge nogle øvelser der kan virke i de øjeblikke, du mærker en angstfølelse. Her kan du fx lave nogle vejrtrækningsøvelser. På BørneTelefonens hjemmeside kan du få hjælp, til hvordan du kan gøre det: Vejrtrækningsøvelser.

Værktrækningsøvelserne kan for nogle virke i øjeblikket. For langt de fleste er det dog en større hjælp at tale med nogen, så de kan finde frem til, hvorfor de får en angstfølelse. Jeg tænker, at det måske også er sådan for dig.

Hvis du ikke føler, at du har en voksen omkring dig, du kan tale med, så er der andre muligheder. Fx har alle skoler en psykolog, man kan tale med. En skolepsykolog ved en masse om tanker og handlinger. Derfor kan han/hun være rigtig god at tale med.

Det er lidt forskelligt hvordan, du kan komme til at tale med psykologen men et godt sted at starte er hos skolens sundhedsplejerske. Gå ind på din skoles hjemmeside og søg på sundhedsplejerske – så vil du kunne se, hvordan du kommer i kontakt med hende/ham.

Hvis du stadig ikke føler, at du har nogen, du kan tale med, så må du altid gerne ringe til os på BørneTelefonen. BørneTelefonen er helt gratis og anonym. Du kan ringe til os på 116111.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat