Brev

Fremtiden plager mig

Hej.

Mig og min kæreste har været sammen i et år, og det går egentlig ret godt.

Vi er glade sammen. Dog kan fremtiden godt skræmme mig.

Jeg ved at jeg har lyst til at være sammen med ham lige nu, men kan mærke at jeg nok en dag ude i fremtiden også har lyst/brug for at være single igen. Er det normalt?

Betyder det jeg ikke kan lide ham? For det føler jeg jo at jeg kan.

Synes bare fremtiden er svær at forholde sig til. Og det er ikke kun ift. min kæreste men også meget andet.

Vil virkelig ikke have at vi går fra hinanden i løbet af det næste lange stykke tid, for elsker ham jo.

Det er svært at sætte ord på alle mine følelser ift det her emne, men håber det giver mening.

Pige, 20 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 20 år

Tak for dit ærlige brev. Du sætter så fint ord på dine følelser – og jeg fornemmer godt, at du er meget glad for din kæreste. Men også at du er nysgerrig på, hvad du ellers skal opleve i livet.

Jeg forstår godt, hvis du synes at fremtiden er svær at forholde sig til. Her på BørneTelefonen hører vi fra mange unge, som synes at tankerne om fremtiden er svære og måske endda skræmmende. Det tror jeg derfor også er en meget naturlig følelse at have. Og måske særligt når man er ung og samtidig har en kæreste, som man holder meget af.

For tankerne om fremtiden kan godt være skræmmende, hvis man ikke kan finde ud af, hvordan man rent faktisk ønsker at fremtiden skal se ud. Dog er min oplevelse, at de fleste mennesker ikke kan det.

Man må tage et skridt ad gangen. Og det er ofte det svære, vi vil så gerne kunne “regne” tingene ud.

Andres forventninger kan overskygge 

Jeg ved fra andre unge, at man kan føle at andre har forventninger til ens liv fx ens forhold.

Man kan føle, at det nu er den person, som man skal være sammen med resten af livet. Men sådan behøver det slet ikke at være.

I virkeligheden så tror jeg at du gør det helt rigtige, når du nyder det, du er i. Men samtidig gør dig tanker om, hvad du har lyst til at opleve i livet. Fremtiden kan forme sig på mange måder. Selvom man måske prøver at “regne ud”, hvad der er det rigtige at gøre, så kan man sjældent tænke sig til den “rigtige” løsning. Du kan nemlig gøre lige det, som din mavefornemmelse fortæller dig.

Livet sker på sin egen måde. Det kan bare være rigtig svært at finde ro i. Måske du også har det på den måde.

Prøv at skriv dine tanker ned

Tanker kan godt blive til bekymringer og komme til at fylde alt. Jeg ved ikke om du også oplever det?

Hvis du har brug for en måde at finde ro på dine tanker, så kan det være en god ide at skrive det dem ned. Når tankerne kommer ned på papiret, så det hjælpe en med at slippe dem. Du kan senere læse dine tanker – og måske oplever du om nogle dage eller måneder at du er et helt andet sted.

Del dine bekymringer

En anden måde at finde ro på dine tanker, kan være at dele dem med andre. Præcis som du gør i dit brev til BørneTelefonen.

Det kunne fx være en rigtig god ven, dine forældre eller din kæreste. Det foreslår jeg, fordi jeg tænker, at det måske kan være rart for dig at tale med nogen, der har det på samme måde. 

At tale om de svære tanker kan føles befriende i sig selv. På den måde bliver man ikke lige så alene om dem – for nu har man jo delt dem med nogen.

Hvad tænker du mon om det jeg har skrevet? Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar. Og at det har sat nogle tanker i gang hos dig, som du kan bruge til noget.

Ellers må du meget gerne skrive igen. Eller ringe ind til BørneTelefonen på 116111.

Jeg kan også varmt anbefale dig, at kontakte Headspace. Headspace er en organisation, der er lavet for at give unge nogen at tale med.

Headspace har afdelinger rundt omkring i landet, hvor de hjælper unge i alderen 12-25. Lidt ligesom BørneTelefonen er der også frivillige rådgivere i Headspace, som gerne vil hjælpe unge, der har det svært. Det er gratis, og du behøver ikke at fortælle nogen om det.

Husk at du så modig, når du deler dine tanker. Vi mennesker har brug for andre mennesker! Også når det kommer til vores tanker om fremtiden. Kæmpe kram

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat