Svært at være ærlig

Kære BT

Det er virkelig flovt og skrive det her brev, men jeg håber faktisk i vil tage det alvorligt og hjælpe mig, på trods af min alder. Jeg kan virkelig ikke finde ud af mig selv og det der er indeni mig og hvordan jeg er mig selv. Og hvorfor jeg egentlig gør som jeg gør?

Jeg har aldrig fortalt nogen om det, fordi jeg simpelthen synes det er for svært og for pinligt et eller andet sted.

Jeg har været udsat for virkelig voldsomme ting i min opvækst. Seksuelle overgreb, svigt fra mine forældre, vold, ja u name it… desværre har jeg set og oplevet alt for meget, som et barn ikke burde opleve. Jeg går hos en terapeut og vi arbejder med overgrebene. Hvilket er hårdt, men givende når jeg en sjælden gang imellem tør give mig selv lov. Jeg har fået konstateret ptsd pga min opvækst her for to måneder siden.

Problemet er værst, i de perioder hvor jeg virkelig har det svært. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forklare det rigtigt. Jeg er nok bange for, at i egentlig bliver vrede på mig eller ja… Jeg ved sgu ikke. Hvis jeg fx ville ringe til jer, så ville jeg nok præsentere mig, i en anden alder, end den jeg har. Den alder, hvor det nok var aller værst derhjemme. Jeg føler jeg lyver, men det gør jeg jo reelt set ikke. Det jeg fortæller er 100% ærligt, det der er sket i mit liv. Tingene er sket. Men det føles som om jeg har brug for at gå tilbage dertil, hvor de skete og hvor de værste ting var, se det ud fra det perspektiv på en måde? Giver det overhovedet mening?

Jeg er 20 år gammel nu og kæmper virkelig for at få et liv jeg kan holde ud at leve. Tiden omkring jeg flyttede hjemmefra, fylder utroligt meget inde i mig, og det er nok der jeg har det med at vende tilbage til. Det var en ekstremt hård tid for mig. Ingen troede på mig, ingen lyttede, ingen ville mig. Det var sådan jeg blev efterladt gang på gang. Virkelig ikke særlig rart og bare ekstremt frustrerende.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal tale med min terapeut om det her. Jeg vil gerne, men jeg tør ikke. Jeg er bange for at hun tænker jeg er skingrene skør.

Jeg har skrevet med jer tre eller fire gange hen over det sidste halve år, hver gang har jeg skrevet at jeg er 17 år og oplevede de her ting. Bagefter har jeg ligesom på en måde kunne lægge det lidt på plads sammen med terapeuten bagefter fordi jeg har turde tale om det på en anden måde.

Jeg skammer mig virkelig over det og er så bange for hvad i siger til mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Men på en måde tror jeg bare det nok har noget at gøre med at jeg jo aldrig er blevet troet på når jeg har forsøgt at få hjælp til det der skete da jeg var barn og ung.

Terapeuten nu tror på mig, heldigvis, og jeg er så glad for hende. Hun støtter mig virkelig og hjælper mig virkelig. Nogle gange har vi bare for langt tid mellem samtalerne.

Jeg er virkelig bange for om i overhovedet tror på mig i det her brev og hvad i tænker om mig. Især fordi jeg nu faktisk har været ærlig og sagt at jeg har “løjet” overfor jer, de tre eller fire gange jeg har talt med jer, men det har virkelig været nogle søde rådgivere. Jeg kan ikke forklare det anderledes. Men jeg håber i forstår og det giver mening. Jeg vil virkelig gerne bare videre i mit liv og have det bedre end jeg har det nu. For det her er virkelig svært at være i. Det plager mig og det forfølger mig bare på en måde.

Nogen gange tænker jeg om det er fordi jeg er kugleskør og syg i hovedet, fordi jeg på en eller anden måde flygter hen i det. Jeg fortæller jo sandheden om hvad der skete i situationerne. Det er ikke løgn på nogen måde. Jeg opdigter intet. Det er “kun” min alder og hvad jeg laver i dag (studie og job), så at sige… og det er bare slemt nok på en måde, til at jeg synes det er flovt.

Undskyld mit lange brev og undskyld hvis i bliver sure på mig. Jeg forstår det egentlig godt.

Hilsen hende det bare ikke kan finde ud af sit liv.