Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kan ikke lide at sove alene

Hej børnetelefonen.
Jeg har et stort problem med at sove alene på mit værelse og sove ude. Har i nogle tips til hvordan jeg kan blive mere tryg? Jeg har haft angst i 2 år og det fylder ikke så meget mere, men det eneste der stadig er svært, er at sove alene. Så hvis i har nogle tips så må i meget gerne skrive 🙂

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Du kan tro, jeg meget gerne vil hjælpe dig med at sove alene. Det lyder ikke særlig rart for dig, du har haft angst i 2 år og svært ved at falde i søvn.  Jeg er glad for, du skriver, at angsten ikke fylder så meget mere.  Det må betyde, at du har fået mere styr på den.

Du skal have stor ros for at skrive herind for at opklare,  hvad der skal til for at blive mere tryg, så du kan sove alene . I dit brev er du god til at sætte ord på det, der generer dig. At sige problemet højt er jo første skridt i forhold til at ændre det, der ikke føles godt.

Jeg tænker, at din angst for at sove handler om dine tanker og følelser, som du har i forbindelse med at falde i søvn og om at sove. Når man først bliver bange for, man ikke kan falde i søvn, er det normalt at angsten kan gøre det endnu sværere at sove. Derfor kan det være en god ide, at finde nogle metoder, som kan aflede dine tanker lidt.

Du kan jo forsøge at gøre noget andet end det, du plejer, når du skal falde i søvn om aftenen. Måske kan du lave en plan for, hvordan du præcis gør, så du føler dig tryg.  Kunne du mon have lyst til det? Dine søvnproblemer kan måske handle om, der sker mange ting i dit hverdagsliv, som du skal forholde dig til. Eller måske har du mange håb og drømme?

Nu vil jeg komme med nogle ideer til,   hvad du kan gøre. Jeg håber, du måske kan bruge en eller to af dem, så du får lettere ved at sove alene.

Du kan læse endnu flere tips til bedre nattesøvn på vores nattelinje-side her: https://bornetefonen.dk/nattelinjen

  • Du kan bruge 5-10 minutter hver aften på at skrive dine tanker ned i en bog. Du må også godt bruge længere tid. På den måde kan du måske tømme hovedet for de tanker, der holder dig vågen om natten. Luk bogen i, når du har skrevet tankerne ned og vent til næste dag med at åbne op for tankebogen igen.
  • Du kan tage et varmt og langt brusebad hver aften, inden du går i seng.  Badet får dine muskler til at slappe af, så det måske er lettere at falde i søvn.
  • Du kan også finde et bestemt tøjdyr, som du kan sove med om natten. Tøjdyret kan skabe tryghed, så du ikke føler, du er alene i sengen. Det er der mange unge piger og drenge, som har glæde af.
  • Mange har også glæde af at  lytte til noget afslappende musik, inden de sover. Det kan det være lettere at falde i søvn, hvis man får hjælp gennem musik eller lyde. Beroligende musik findes i forskellige varianter. Prøv at kigge på Youtube. Her kan du også finde lyde af natteregn eller hvaler, der synger. Eller måske en kropsskanning for børn? Måske kan disse lyde hjælpe dig til at slappe bedre af, så du glemmer bekymringerne, der kan fylde i hovedet og holde dig vågen.
  • Du kan også vælge at lytte til en podcast, som du finder på nettet eller måske en lydbog fra biblioteket? Du kan også skrue helt ned for lyden og måske lettere falde i søvn, når der er stille stemmer i baggrunden?
  • Du kan også læse i en bog hver aften, så dine tanker føres over på handlingen i bogen fremfor tanker.
  • En natlampe med et roligt lys, kan også være en ide. Mange har glæde af at kigge på en nattehimmel lampe, som også kan skifte farve, inden de lukker øjnene for at sove.
  • Hvis mørke tanker dukker op, når du ligger under din dyne, kan du også gøre noget andet.   Prøv at tænke på en eller to ting, der  er sket i løbet af din dag, som fik dig til at smile.  Det er i princippet ligegyldigt hvad, det var, bare det var noget, der gjorde dig glad. Hvis du kan fremkalde endnu et smil på læben, jager du lettere de dystre tanker væk.
  • At trække vejret dybt  flere gange i træk kan også virke beroligende. Træk vejret dybt imens du tæller til 5, hold vejret og tæl til 4, ånd ud og tæl til 5. Gør det nogle gange i træk hver aften, når du ligger i din seng og ikke kan sove. Det hjælper mod nervøsitet og flytter din opmærksomhed ind i din krop. Du kan også finde videoer på f.eks. youtube, hvor du finder vejrtræknings-øvelser, som giver mere ro.

Herudover, vil jeg foreslå dig at tænke nærmere over følelserne af utryghed, der dukker op lige inden du skal sove. Det er bedst, at du tænker over dem i løbet af dagen, og at du taler med nogen om dem. Vær nysgerrig på om det er de samme bekymringer eller tanker, der dukker op i dit hoved?

Det er en god ide at betro sit problem til nogen. Måske kan du tage en snak med dine forældre? Eller du kan tale med en ven eller veninde? Det hjælper mange børn og unge og  få talt med nogen om det, der føles svært og hårdt.

En anden mulighed er, at du tager dit brev og mit svar og viser det til en, du har tillid til? Du fortæller jo klart og tydeligt i dit brev hvordan du har det, og hvad du gerne vil have hjælp til. Måske kan din far og mor eller venner give dig støtte og forståelse og komme med endnu flere tips?

Her er nogle eksempler på spørgsmål, du kan vælge at stille dig selv om dagen. Måske kan du også vende spørgsmålene med dine forældre eller en ven/veninde?

  • Hvad er det for nogle tanker, der dukker op, når jeg ikke kan sove? Det er normalt at få tanker om døden eller angsten for at miste, når man skal falde i søvn. Bemærk om det er de samme tanker, der kommer frem i dit hoved.
  • Er der noget bestemt i din skole eller i din familie eller vennekreds, som du er ked af?
  • Ser eller hører du noget, som gør dig oprørt, som du måske kan undgå?

 

Der er mange børn og unge, som har det præcis på samme måde som dig. De oplever at have svært ved at falde i søvn om aftenen. Hvis de sover ude oplever de, at vågne op gentagne gange om natten og frygte, de ikke kan falde i søvn igen. Mange børn har skrevet breve herind på BørneTelefonen, og måske kan du have glæde af at læse deres breve og råd, der kan give bedre nattesøvn? Søvnløshed er ikke rart, men selvom den i perioder godt kan dukke op, forsvinder den heldigvis igen for de allerfleste.

Jeg håber, du har fået lidt mere ro på efter at have læst mit svar. Forhåbentlig har du nu fået nogle ideer til, hvad du kan gøre.

Hvis du nu stadigvæk føler, du mangler en at tale med  om at sove alene, er du velkommen til at skrive, sms eller ringe herind. Ring eller skriv til os på tlf. 116 111. Vi vil meget gerne lytte til dig og støtte dig. Måske kan vi sammen finde endnu mere løsninger, så du får lettere ved at sove alene i fremtiden.

Jeg ønsker dig masser af held og lykke på din vej videre frem. Husk at du allerede har taget første skridt ved at skrive herind.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat