Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev.
Det er rigtig godt, at du skriver, for det lyder da rigtig ubehageligt at være så bange for, at jorden går under. Det kan være rigtig hårdt arbejde at få ondt i maven, svede og føle at man skal kaste op, fordi angsten for det, bare bliver så stærk.
Jeg ved, at der er mange børn som har det ligesom dig. Der er også mange steder, i aviser, i tv og på internettet, som kan fortælle historier om jordens undergang. Når man hører alle disse frygtelige historier i nyhederne, så bliver, især børn meget bange. Fordi nyhederne altid får det til at lyde som om, at det snart sker. Det gør nyhederne for at få flest seer til deres udsendelser og aviserne gør det samme. Men når man er barn, kan det være svært at adskille tingene fra hinanden, fordi alle disse historier virker så stærke og man tænker, at det nok sker inden så længe og det kommer til at fylde alt for meget.
Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig med nogle forslag til, hvad du kan gøre. Jeg vil prøve at komme med to forskellige muligheder.
Det første handler om, hvad du kan gøre.
Du kan nemlig prøve at tæmme tankerne, når de kommer. Måske du synes, at det lyder mærkeligt, men jeg prøver lige at uddybe det. Så kan du se, om det er noget, som du kan bruge.
Når man tæmmer sine tanker, så kan man styre dem så man ikke bliver så bange. For eksempel tænker jeg, at du kunne prøve at sige til dig selv ”hvornår er jorden måske sidst gået under?” eller du kunne sige ”hvad i alverden skulle dog gøre, at jorden skulle gå under nu?”. Så stiller du nogle spørgsmål til tankerne. De spørgsmål kan få angsten og tankerne til at blive udfordret og hjælpe dig til at tænker mere konkret over, de svar du giver tankerne. Hvad mon svaret vil være til "hvornår er jorden måske sidst gået under"?
Det kan være, at tankerne finder på andre argumenter og muligheder for, at de får magten - men så stil modspørgsmål igen som udfordrer tankerne, så det hjælper dig med at finde roen og trygheden igen. Hvad tænker du mon om at prøve det?
Den anden mulighed kunne være at få hjælp fra andre.
Du skriver selv, at du synes, at det har været sådan længe og at det endda har været værre end det er nu. Jeg bliver nysgerrig på, om du har fortalt det til andre end brevkassen? For hvordan vil det være at dele det, med en du har det godt med?
Måske det kunne hjælpe dig at tale med dine forældre? Eller lærer? Eller en anden som kender dig rigtig godt? Hvad tænker du om det?
Måske kan du vise dit brev og mit svar som en start på en snak? Det at dele sine bekymringer med andre, gør tit, at bekymringerne bliver mindre.
Jeg håber at mine to forslag har givet dig nogle muligheder for, hvad du kan gøre.
Rigtig meget held og lykke. Jeg håber at du snart kan slippe af den ubehagelige angst!
Du kan også ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111 eller logge på chatten inde på www.BorneTelefonen.dk , hvis du har mod på at tale mere med os. Vi vil i hvert fald gerne tale eller skrive med dig.
Kærlige hilsener
BørneTelefonen.
