Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange for min far

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hvor er det flot og modigt, at du har skrevet her til BørneBrevkassen, for det lyder som om, det er begyndt at fylde meget, at din far opfører sig sådan. Det kan være rigtig svært at tale om, når det handler om nogen i familien, men det er flot at du har turdet sætte ord på dine tanker.

Jeg tænker, det må have været chokerende og ubehageligt at opdage, at din far har besøgt hjemmesider med porno, både fordi det kan være grænseoverskridende at se den slags billeder, når man ikke forventer det, men også fordi det sætter dig i en træls situation overfor din far. For hvordan skal man lige få sagt, at man har opdaget, at han har været inde på de sider? Forældres sexliv og fantasier vil man helst ikke vide noget om, vel?

Nu er det så sket igen, og du er begyndt at opleve, at din far opfører sig perverst overfor dig og din mor, og det kan jeg godt forstå, du ikke synes er rart. Når man er teenager, kan forældrenes kys og kærtegn pludselig begynde at føles forkerte, selv om man som lille havde rigtig meget brug for at blive krammet, nusset og holdt om. Mange børn får dårlig samvittighed ved at afvise forældrenes kærtegn, når de begynder at føles forkerte, men jeg synes det er så sejt, at du mærker efter og viser din far, at du ikke længere synes, at det er rart at blive nusset på samme måde som du måske gjorde, da du var lille. Det er vigtigt, at han respekterer det, og hvis du ikke synes, du kan overbevise ham, kan det måske hjælpe at skrive et brev til ham, hvor du forklarer, at du ikke bryder dig om det?

Jeg er ked af at høre, at du har følelsen af, at din mor bedre kan lide din søster, og at du derfor ikke har lyst til at betro dig til hende. Det er ikke en rar følelse at have, og jeg tænker, at det måske ville være godt, hvis du kunne vende de tanker med en anden, som du er tryg ved? Hvem mon du har det rigtig godt med i familien eller i din hverdag? Er der mon en, du tænker vil lytte til dig? Det kan være en god, sød voksen - eller måske en veninde eller en kusine til at starte med? Eller du kunne starte med at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og vende tankerne lidt med en af de søde rådgivere, som sidder klar alle hverdage kl. 11-23 og lørdag kl. 13-17. Det er gratis, og du behøver ikke fortælle, hvem du er.

Hvis jeg lige må vende tilbage til din fars computer, så tænker jeg, at hvis du skal fortsætte med at bruge den ind imellem, vil det måske være rart for dig, hvis du ikke skal bekymre dig om at støde på ting, som din far har set på nettet. Er det mon fordi, den side er hans startside? Eller kommer det frem, når du søger efter noget på nettet? Måske ville det være smart, hvis du fik oprettet dit eget login på hans computer? Det er der mange familier, der bruger, for så risikerer børnene heller ikke at finde andre upassende ting på computeren, som de ikke skulle have set. Ville du kunne foreslå det for dine forældre?

Jeg håber, det hjalp dig lidt videre, og at du får snakket med en rigtig god voksen om dine tanker om begge dine forældre.

Kærlig hilsen

BørneBrevkassen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat