Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

hjælp jeg tager penge for sex og nu er jeg gravid

Hej
jeg har i et par måneder givet blowjobs for penge. Det har kun været for blowjobs.
for nogle uger siden var der en der spurgte om jeg ville give sex uden kondom for 500 kr..
efter seancen har jeg ikke fået mens… jeg tror jeg er gravid og ved ikke hvad jeg skal gøre…

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år,

Har du mon delt dit brev med andre? Det er i hvert fald godt, at du nu har delt den med nogen nu. Stærkt gået, at du har skrevet herind! Det må være nogle store bekymringer, du går rundt med.

Noget af det første, du kan gøre, er at købe en graviditetstest, så du kan finde ud af, om du er gravid. Man kan købe graviditetstests i de fleste supermarkeder og på apoteket, og de koster gerne omkring 30-80 kr. Testen fungerer sådan, at man skal tisse på en lille pind, og så vil pinden vise, om man er gravid eller ej. Der er altid en vejledning med, når man køber pakken, så man kan læse, hvornår og hvordan man skal tage testen.

Det næste, du kan gøre, er at bestille en tid hos din læge. I de fleste tilfælde er lægen forpligtet til at informere ens forældre, at man har været ved lægen, så det vil måske være en god idé, hvis du kan få snakket med dine forældre om dét, der er sket, før du kontakter lægen.

Det kan være, du tænker, at det er rigtig svært at skulle tale med dine forældre, men det er alligevel vigtigt, at du får det gjort. Når man har sex uden kondom, er der også risiko for, at man smittes med sexsygdomme. Det er ikke altid, at man kan mærke, at man er smittet. Det er derfor vigtigt, at man får det undersøgt hos lægen.

Du skriver ikke noget om, hvordan du taler med dine forældre. Hvis du ikke føler, at du kan fortælle dem alt om, hvad der er sket, kan du måske starte med at fortælle eller skrive en sms, at du har været sammen med en – og at I ikke brugte kondom. Skriv også til dem, at du har brug for deres hjælp og ikke at få skæld ud – hvis du er bange for at de bliver meget sure.  Så kan det være, at du kan fortælle om de andre ting senere.

Når man er blevet betalt for sex, og man måske ikke synes, at det betyder så meget, kan det være svært at se, at man ikke burde gøre det.

Derfor er det godt, hvis du kan få talt med nogen om det.

De kan hjælpe dig med at se oplevelserne på en lidt anden måde, måske kan de se ting, du ikke selv lige har tænkt på – og de kan støtte dig.

Man kan nemlig godt reagere på sådanne oplevelser lang tid efter, de er sket, og det, du har oplevet med blowjobs og sex for penge, er meget voldsomme oplevelser for en ung.

Derfor er det en rigtig, rigtig god idé, hvis du stopper med at give blowjob/sex for penge. På den måde passer du på dig selv.

Jeg tænker, at det vil være en idé for dig at snakke eller skrive med rådgivningen Reden Ung: HER. Det er gratis og anonymt. Du kan også snakke med dem om, det med at du giver blowjobs/sex for penge. Det håber jeg, at du har mod på.

Det er faktisk også ulovligt at købe seksuelle ydelser af unge under 18 år. Det betyder, at dem, der har betalt for at få et blowjob/sex, har gjort noget ulovligt.

Den lov er blandt andet lavet for at beskytte børn og unge mennesker, fordi man ikke altid er i stand til at kende konsekvenserne af det, man gør, når man er barn eller ung.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Du har gjort det helt rigtige ved at skrive hertil. Jeg håber, du vil tale med din læge eller dine forældre om dine oplevelser også.

Jeg sender dig alle mine bedste tanker.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat