Brev

Hjælp

Et gennemsnitlig menneske lever i 72 år. Hvilket er 26280 dage, som er 630720 timer, altså 37843200 minutter. Tik tik tik tik. Livet går. Nogle går ud, og nogle går igang. Og sådan køre det.

Men på det sidste har det ikke kørt som før. Det køre langsomt men for huritgt. Det endeste der for mig op om morgnen er den pige jeg har et crush på. Jeg kan bare sidde og kigge på hende, sådan set det endeste der motivere mig for tiden.

Mit liv… Ja, nu skulle jeg sådan set fortælle min livs historie. Men jeg cutter bare til det der føre mig frem til nutiden.

Mit liv før, var jeg speciel. Jeg var Extremt anti-social. Hvad fuck tænkte jeg på. Jeg viste jo godt at det var en god dag hvis bare en snakkede til mig… Fuckede up hver gang jeg fik en change til at snakke med nogen, eller så sagde de bare “hve” og vendte ryggen til. Det ga`mig meget få Gode barndoms minder, som så mente at jeg nu skal bruge mine ungdoms dage på det jeg skulle have gjort i 4. klasse. Opbygge social kompetanse, istedet for at være looner.

Det går godt, endelig er jeg begyndt at have det godt, socialt. Snakker med stort set alle, er med på fester. Hell fik enda en meget køn pige til at falde for mig.

Men nu, har jeg fået en bid fra helvede og en bid fra himmelen. Det værste er jo når man har noget at sammeligne med. Hver dag når jeg kommer i skole tænker jeg “Fuck jeg nyder livet” og så når jeg kommer hjem tænker jeg “Ja, du kunne have 7 år af det her” men det er forbi nu. Det er låst i fortiden. Ligesom et museum. Man kan ikke endre historien, man kan bare se på det, noget er ødelagt og selvom man prøver at lime det sammen, vil det altid have mærker som kan ses.

Nu er jeg på kanten til at blive voksen, her skulle jeg se tilbage på folkeskolen som den lille søde dreng der lærte alt hvad jeg skulle bruge. Men det gør jeg ikke, jeg tænker på det som de år jeg var alene og de 2 år jeg brugte på at rette op på det. Og det kan jeg bare ikke leve med. Sidder på mit værelse hver dag og ser mig selv foran mig, vi står bare og stirre på hianden. Men… Men vi er så forskellige. Han har langt lysthår, briller og den mærkeligste tøj stil som ikke passer sammen. Jeg har mellem langt hår, sat perfekt med hår voks, farvede linser som gir mig et bedårene lyseblåt skær og en tøjstil der fremhever min flotte krop og som ser godt ud på mig. Jeg ser ham hver dag og prøver at forklare ham hvad han har gjort mod mig. Alle de minder… De minder som jeg aldrig kommer til at opleve, fordi han ikke gad at løfte en finger og gøre noget for sig selv.

Når jeg har set ham, ligger jeg mig oftes og græder på min seng.
Forestil at man lever i et bur. Et bur i et mørkt rum, der er lidt lys men ikke meget. Man får ikke mad, ikke vand eller varme. Man fryser man sulter, men det værste er at man ikke ved hvornår man kommer ud, døren lukker op nogle gange hvor jeg glemmer smerten… men den lukker ligeså hurtig som den åbner. Flere dage, uger, måneder, hvor jeg sidder her, fryser, sulter og jeg ved ikke hvornår det stopper.

Hjælp mig..

L på 15

Dreng, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng 15 år,

Jeg tænker, du er utrolig stærk, fordi du har evnet at løfte dig selv ud af en svær barndom, og ind i en teenagetid med glæder og håb for fremtiden. Du viser stor selvindsigt, i dine beskrivelser af din sorg og smerte over, hvor svært det var for den lille dreng, du engang var.

Men i det du fortæller, bliver det også synligt, at du endnu ikke har fået omsorg og trøst, for de ting du har været igennem som lille. For det er det små børn har brug for. De kan ikke redde sig selv. Ikke fordi de ikke gider, men fordi de er børn der er afhængige af de voksnes hjælp. Det er ikke noget de kan klare selv. Og det kunne du heller ikke, da du var lille.

Du er nu ved at folde dig ud, som den fantastiske unge mand du er. Samtidig føler du dig indimellem fanget i barndommens smerte og ensomhed. Du skriver, at du føler det er ”for sent”: At du ikke kan få andre minder end dem du har, og at du føler år er mistet og ødelagt. Jeg tænke du har kæmpet hårdt, da du var en lille dreng, og at det er derfor du kan stå så meget stærkere i dag, end dengang. At det er DE minder, du har fået med. Minder om: En lille dreng der kæmpede hårdt mod noget helt urimeligt – Og vandt en sejr til dig!

Jeg ved ikke, hvad du har været igennem, og hvorfor det var svært da du var lille. Men jeg kan fortælle dig, at det ER muligt at hele sår og smerte fra barndommen. Og at det vil blive muligt for dig på et tidspunkt, at skifte smerten og sorgen ud, med omsorg, kærlighed og trøst, til den lille dreng du ser i spejlet. En dreng, der gjorde det så godt han kunne, og det er HAM der har hjulpet dig til at blive den du er i dag.

Jeg tænker, du skal have nogen at tale med, om det der skete da du var lille. Og at du skal have nogen, der kan vise dig hvor stærk du har været. Både da du var lille og nu.

Er der nogen voksne i dit liv, du har lyst til at tale med? Som kan hjælpe dig med at finde nogen, der kan støtte dig i din stærke udviklingsproces, du har sat gang i? Eller som selv kan støtte dig? Noget familie? Forældre? En ven? Dit crush? En lærer? Din læge?

Hvis du er mere tryg ved at tale med en, der ikke allerede kender dig, så husk du altid kan ringe til os 116111 Så kan vi sammen finde frem til, hvem du helst vil have støtte fra. Det kan være lettere at hjælpe dig, med at finde den rigtige støtte, hvis vi taler mere direkte sammen.

Hvis du på et tidspunkt vælger at ringe, så kan du evt. oplyse dit idnr. på dit brevr. Så du ikke forklare det hele forfra.

Jeg ønsker for dig, at du snart finder omsorg og trøst til den lille dreng i spejlet. For han har brug for at vide, at der er håb, og at han har klaret det så godt som et lille barn kan. Få øje på alt det han gjorde og det du gør af gode ting og tanker for dig selv.

Kærlige og varme hilsener BørneTelefonen

Jeg er en 15 årige dreng der har problemer

afhængig

Flere breve om At være bange

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Læs mere her