Hjælp
Et gennemsnitlig menneske lever i 72 år. Hvilket er 26280 dage, som er 630720 timer, altså 37843200 minutter. Tik tik tik tik. Livet går. Nogle går ud, og nogle går igang. Og sådan køre det.
Men på det sidste har det ikke kørt som før. Det køre langsomt men for huritgt. Det endeste der for mig op om morgnen er den pige jeg har et crush på. Jeg kan bare sidde og kigge på hende, sådan set det endeste der motivere mig for tiden.
Mit liv… Ja, nu skulle jeg sådan set fortælle min livs historie. Men jeg cutter bare til det der føre mig frem til nutiden.
Mit liv før, var jeg speciel. Jeg var Extremt anti-social. Hvad fuck tænkte jeg på. Jeg viste jo godt at det var en god dag hvis bare en snakkede til mig… Fuckede up hver gang jeg fik en change til at snakke med nogen, eller så sagde de bare “hve” og vendte ryggen til. Det ga`mig meget få Gode barndoms minder, som så mente at jeg nu skal bruge mine ungdoms dage på det jeg skulle have gjort i 4. klasse. Opbygge social kompetanse, istedet for at være looner.
Det går godt, endelig er jeg begyndt at have det godt, socialt. Snakker med stort set alle, er med på fester. Hell fik enda en meget køn pige til at falde for mig.
Men nu, har jeg fået en bid fra helvede og en bid fra himmelen. Det værste er jo når man har noget at sammeligne med. Hver dag når jeg kommer i skole tænker jeg “Fuck jeg nyder livet” og så når jeg kommer hjem tænker jeg “Ja, du kunne have 7 år af det her” men det er forbi nu. Det er låst i fortiden. Ligesom et museum. Man kan ikke endre historien, man kan bare se på det, noget er ødelagt og selvom man prøver at lime det sammen, vil det altid have mærker som kan ses.
Nu er jeg på kanten til at blive voksen, her skulle jeg se tilbage på folkeskolen som den lille søde dreng der lærte alt hvad jeg skulle bruge. Men det gør jeg ikke, jeg tænker på det som de år jeg var alene og de 2 år jeg brugte på at rette op på det. Og det kan jeg bare ikke leve med. Sidder på mit værelse hver dag og ser mig selv foran mig, vi står bare og stirre på hianden. Men… Men vi er så forskellige. Han har langt lysthår, briller og den mærkeligste tøj stil som ikke passer sammen. Jeg har mellem langt hår, sat perfekt med hår voks, farvede linser som gir mig et bedårene lyseblåt skær og en tøjstil der fremhever min flotte krop og som ser godt ud på mig. Jeg ser ham hver dag og prøver at forklare ham hvad han har gjort mod mig. Alle de minder… De minder som jeg aldrig kommer til at opleve, fordi han ikke gad at løfte en finger og gøre noget for sig selv.
Når jeg har set ham, ligger jeg mig oftes og græder på min seng.
Forestil at man lever i et bur. Et bur i et mørkt rum, der er lidt lys men ikke meget. Man får ikke mad, ikke vand eller varme. Man fryser man sulter, men det værste er at man ikke ved hvornår man kommer ud, døren lukker op nogle gange hvor jeg glemmer smerten… men den lukker ligeså hurtig som den åbner. Flere dage, uger, måneder, hvor jeg sidder her, fryser, sulter og jeg ved ikke hvornår det stopper.
Hjælp mig..
L på 15