Brev

Børnehjem

Hej

jeg er en pige på 13 og jeg er meget bange for at mine forældre vil sende mig på børnehjem fordi at jeg ikke hjælper til der hjemme og jeg er meget bange fordi jeg vil ikke bo på børnehjem

Men det hele startede med at jeg ikke orkede at rydde op på mit værelse fordi jeg var meget tret og så blev min mor sur og min far var ikke hjemme og så fik jeg skæld ud så næste dag havde min skole fri og min mor sagde at jeg skulle rydde op på mit værelse og det orkede jeg ikke og hun var på arbejde

så da hun kom hjem blev hun meget sur fordi jeg ikke havde gjort det så sagde hun at fra nu af ville hun ikke tage ansvar af mig mere og at hun ikke ville betale noget for mig mere og at da min far kom hjem ville jeg igen få skæld ud og hun ville ikke forsvare mig og at da far skulle afsted igen ville hun sende mig på børnehjem

Så senere på dage sms’ede jeg til min bedste mor som bor i en anden by og spurgte om jeg måtte bo hos hende men SMS’et ville ikke sende og så nu er jeg bare meget bange og vil ikke på børnehjem

Hvad skal jeg gøre

Hilsen k
P.s håber i svarer og tak på forhånd

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Jeg kan godt forstå, at du bliver bange, men du kan tage det helt roligt. Din mor kan slet ikke bare sende dig på børnehjem, og det tror jeg bestemt heller ikke, at hun ville have lyst til, når det kom til stykket.

Jeg tror bare, at hun blev rigtig frustreret, fordi hun ikke kunne få dig til at rydde op. Og måske var der også noget andet, hun gik og var irriteret over eller ked af; noget som ikke engang har med dig at gøre. Nogle gange, når voksne mennesker bliver stressede eller frustrerede, så kan de godt komme til at sige nogle ting, som de i virkeligheden ikke mener. Og jeg tror, at det var dét, der skete her.

Børnehjem er for børn, der ikke har det godt derhjemme, altså hvor forældrene ikke kan passe dem, fordi de fx er alkoholikere, psykisk syge eller voldelige. De er ikke for helt almindelige børn, der ikke lige orker at rydde op, hvis du forstår.

Jeg synes, at du skal fortælle din mor, at du bliver bange og ked af det, når hun siger sådan noget, for det tror jeg nemlig slet ikke var hendes mening. Jeg tror bare, at hun ville lægge lidt pres på dig for at få dig til at gøre, som hun sagde.

Jeg tænker også, at I måske skulle lave nogle aftaler om, hvilke ting du skal lave derhjemme. Måske kunne I lave et skema, hvor der fx stod, at om onsdagen skal du gå ud med skrald, og om fredagen skal du rydde op eller noget.
På den måde undgår I måske at blive irriterede på hinanden, når du ikke gør, som de siger, eller når de vil have dig til at gøre noget, mens du er i gang med noget andet.
Det er altid en god idé at lave aftalerne sammen. Forstår du, hvad jeg mener? Kunne det være en idé?

Det var da en god ide du fik at kontakte din bedstemor, da du blev bange og ked af det. En bedstemor kan være rigtig rar at tale med og måske hun kan hjælpe dig med at få talt med din far og mor om hvordan du har det? Kan forstå teknikken drillede og sms´en ikke blev sendt. Måske du kan prøve igen og sige du gerne vil have en snak med hende, måske over telefonen, eller måske du kunne besøge hende fx i weekenden?

Jeg vil i hvert fald ønske dig held og lykke med at få talt om det, og igen... tag det helt rolig... du kommer ikke på børnehjem, hvis du ikke rydder op!

Kærlig hilsen
BørneTelefonen 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat