Bange for mig selv
Hej,
Jeg er en pige på 15 år, der længe har gået med en underlig følelse.
Det startede med, at jeg for lidt over et halvt år siden(sidste sommerferie) startede på efterskole. I starten var det meget svært, med så mange mennesker, det har nemlig aldrig været min stærke side, at være sammen med mange mennesker på en gang.
Jeg tænkte, at jeg ville give det til juleferien, og hvis jeg ikke kunne lide det, så ville jeg stoppe. Og juleferien kom og jeg stoppede på efterskolen. Efter juleferien gik jeg nogle hårde uger i møde – jeg var meget ked af det hele tide, og døjede med selvmordstanker, jeg endte med, at lave en selvmordsvideo, men turde aldrig at gøre andet.
Så startede jeg på en privatskole tæt på hvor jeg boede, jeg var der dog kun en dag, og pjækkede så i 2 uger. Derfor mente alle, at det var bedst, at jeg stoppede, så jeg startede på den skole, jeg gik på før jeg startede på efterskolen.
I den klasse går der en masse drenge og seks piger inklusive mig. Fire af pigerne snakker meget sammen, så jeg begyndte, at gå med den 5. pige fra klassen. Hun ryger, og det gør jeg også selv, så allerede der havde vi noget tilfælles.
Jeg begyndte derefter, at gå med hendes venner og kæreste, så nu er vi en gruppe gode venner på 3 piger og 3 drenge. Alle ryger og to af drengene og en pige og mig er ikke altid lige gode – skal forståes i forhold til loven. Drengene og jeg ryger lidt andet end smøger engang i mellem, mest for at slappe af.
Men nu hvor jeg er blevet gode venner med dem, så er jeg nærmest bange for mig selv. Jeg har så meget vrede inde i mig selv og venter bare på, at kunne slippe af med det.
Hvis jeg bliver uvenner med en, har jeg lyst til at smadre deres kranie eller ødelægger alle knogler i deres krop. En gang planlagde jeg et mord på en anden person, jeg havde planlagt det hele, men gennemførte det ikke fordi en af mine venner fandt ud af det.
Jeg ved, at hvis jeg går en tur alene om aftenen så gør jeg noget dumt – jeg har lyst til, at smadre alle biler på min vej, og hvis der bare er en der irriterer mig en lille smule, så har jeg lyst til at flå dem i stykker (jeg ved godt, at det hele lyder lidt brutalt). Jeg er også blevet bange for mig selv, så ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har egentligt haft en fin nok barndom. Jeg har dog aldrig haft et særligt godt forhold til min far, mine storebrødre mener, at jeg overdriver når jeg siger, at jeg hader ham, men jeg mener det virkelig. Han får mig til, at føle mig så skuffet over mig selv, som om jeg ikke er god nok.
Da jeg var mindre, var jeg også sådan her – jeg kastede en mursten i baghovedet på min bror, fordi han provokerede mig.
Jeg skal dog snart tjekkes for ADD, men ved ikke om der er en sammenhæng.
Derfor er mit spørgsmål, om der nogen der ved hvad jeg kan gøre, for er virkelig i tvivl?