Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bange for døden

Kære Børnetelefon
Jeg er en pige på 13 år. Min lillesøster har haft angst i noget tid, og det gør mig ret ked af det. Jeg har ikke selv angst, men det er som om, jeg har udviklet en frygt for døden. Jeg er bange for, at min familie kører galt, eller at jeg selv kører galt på cykel.

Hver gang inden jeg cykler, tjekker lige, om min cykelhjelm er strammet nok ind. Det er måske lidt fjollet, for jeg kører sikkert i trafikken, og min mor og far kører også rigtig godt i bil. Men jeg bliver stadigvæk påvirket af det. jeg har snakket med min mor om det, og hun er rigtig sød. Hun prøver virkelig at forstå det, og hun gør mig tit i bedre humør. Men jeg føler ikke altid det virker.

Hvad skal jeg gøre, for at lægge mine tanker væk?
Kærlig hilsen mig.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13-årige

Det er helt almindeligt at være bekymret for døden. Der er mange børn på din alder, der finder ud af, at alle mennesker en dag skal dø. Det kan være rigtig svært at forstå, og det kan gøre os bange. Man ved ikke hvordan og hvornår man selv eller ens familie og venner skal dø. Man ved heller ikke hvad der sker bagefter døden.

Derfor er det almindeligt at bruge tid på at tænke på alle de ting. Men det er også vigtigt, at man kan lægge tankerne fra sig, selvom det kan være svært i perioder.

Jeg læser ud fra dit brev, at du er rigtig glad for din familie. At du gerne vil passe på dem, og at du bekymrer dig for dem. Det er en rigtig god ting, gerne at ville passe på sin familie. Men det er dine forældres ansvar at passe på dig og din lillesøster og på dem selv. Som du selv skriver, så kører dine forældre for eksempel altid sikkert i trafikken.

Det lyder som om, dine forældre gør deres bedste for at passe på jeres familie. Men derfor kan frygten alligevel godt fylde, selvom du egentlig godt ved, at de passer på jer og sig selv.

Du har allerede fortalt din mor om dine tanker. Du fortæller også, at det nogle gange hjælper på frygten. Det er rigtig godt, at du fortalte en voksen om dine tanker og ikke går rundt med det alene.

Jeg tænker, om der mon er andre voksne, der ville være gode at tale med det om? Måske en lærer i skolen eller en pædagog? Det kunne være, at der faktisk var andre i klassen, der havde det på samme måde. Så måske en lærer kunne hjælpe med at snakke om døden med dine klassekammerater? Du kunne for eksempel vise en voksen brevet til Børnetelefonen og mit svar til dig?

Inde på Børnetelefonens hjemmeside, har vi et tema om netop det at være bange. Du kan måske prøve at læse lidt mere om det her. Her kan du for eksempel få inspiration til at lave en plan for, hvordan du bedst finder ro når frygten tager over. Måske du sammen med din mor eller en anden voksen du stoler på, kan lave din egen ”find ro” plan.

Inde på hjemmesiden står der også andre råd til, hvad man kan gøre, når frygten fylder det hele. Du kan for eksempel høre en sang, du rigtig godt kan lide. Eller måske det hjælper at gå en lang tur eller ringe til en god ven. Nogle gange kan det også hjælpe at lukke øjnene, og forestille sig at man er et rigtig rart sted. På den måde kan man tit få tankerne over på noget andet.

Det kan også være at du får lyst til at snakke mere med BørneTelefonen om din frygt og dine tanker om døden. Du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller chatte med en af vores rådgivere. Der kan vi nogle gange bedre komme med præcise forslag til, hvad du kan gøre, og du kan fortælle os, om vores råd er hjælpsomme, eller om du har brug for nogle andre forslag.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere råd, hvis du er Bange, utryg eller angst

Alle mennesker oplever at være bange mange gange gennem livet. Men hvis man er bange eller angst for ting, som slet ikke er farlige, eller hvis frygten for meget, er det vigtigt, at man får noget hjælp.

Nogle oplever at være bange for noget bestemt som fx eksamensangst, angsten for edderkopper eller at være bange for at flyve.

Det kan også være, det er lidt svært at sige, hvad man helt præcist er bange for. Måske det bare er en følelse af uro og utryghed i kroppen.

Her på siden kan få gode råd eller du kan lave din egen find ro plan. Du kan også læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat