Kære pige på 18
Tak for dit brev. Når jeg læser dit brev, kan jeg ikke lade være med at tænke, som noget af det første, at I stadig har en alder, hvor man ændrer sig rigtig meget, afprøver forskellige ting og måske væremåder, for så til sidst (om nogle år) at finde sig selv i en form af voksen som danner basis for ens voksenliv.
De år I går igennem nu, er oftest nogle rigtig "rutchebane"-agtige år og kan altså være meget "op-og-ned" og fra op til ned kan ske på så kort tid, at man måske ikke altid kan følge med. Så hvad der er op idag er måske ned i morgen, så måske det hele løser sig selv med lidt tid. Men dermed ikke sagt, at din bekymring for jeres venskab ikke er helt reel og i orden. Jeg kan forestille mig, at du måske mærker en bekymring for, hvad ændringerne i din venindes adfærd vil betyde for jeres ellers meget lange og gode venskab på sigt. Jeres venskab har måske skabt en sikkerhed og tryghed i dit liv á la "Når vi har hinanden, kan intet såre os" men lige pludselig er du ikke helt så tryg ved jeres venskab og det kan være med til at skabe bekymring om, hvordan fremtiden ser ud og det er ikke rart for nogen at være bekymret for. Når jeg læser dit brev, er jeg overbevist om, at du gerne vil bevare jeres venskab og også gå ret langt for at bevare det. Og det kan jeg godt forstå, for gode venskaber er rigtig meget værd i ens liv.
Når man oplever ting, som gør en urolig og bekymret, så er noget af det bedste at gøre, at tale med nogen om det. Ikke fordi nødvendigvis giver en løsning på situationen umiddelbart, men det kan være med til at få nogle nuancer og andre perspektiver på situationen, som man ikke lige selv havde set. Du har allerede skrevet til os, så du er nået rigtig langt i, at tale højt om din situation. Men jeg bliver nysgerrig på, om du har talt med andre om det? Når I har været barndomsveninder, så forestiller jeg mig, at hun også til dels har været en del af din familie. Har din familie tænkt over samme ændringer i hendes adfærd som du? Måske det kunne være fint at tale med din familie om dine tanker og følelser omkring jeres venskab, så du ikke står helt alene med dine tanker. De kan også have nogle andre perspektiver på det hele, fordi de kender jer begge og kan se det hele lidt udefra og med 'voksen-øjne' som ser lidt andre ting end ens egne øjne måske gør. Giver det mening?
Jeg tænker også på om du måske har talt med jeres fælles veninde om dine tanker? Måske hun har samme tanker eller måske ikke, men så kan I få en god samtale om hvorfor netop ikke. Eller har du og din veninde måske tidligere har haft perioder, hvor I måske har været lidt fra hinanden, som du kunne bruge erfaringer fra nu? Du viser en flot portion mod og ærlighed i dit brev og helt ærligt, så kunne det allerbedste måske være, at tale direkte med din veninde, med samme ærlighed som du har skrevet dette brev, og fortælle hende om dine tanker. Kunne du mon forestille dig det? Eller måske skrive hende et brev eller vise hende det, som du har skrevet til os? Jeg tænker på, at hvis ikke hun er klar over, hvordan du har det og hvad du går og tænker på og er bekymret for, så har hun ikke en chance for at råde bod på det? Det lyder som om der har været nogle ændringer i hende omgivelser: Ny kæreste og mere afslappethed og det kan sagtens være med til at påvirke en, men det er ikke altid man selv opdager det, så derfor er det godt at have veninder til måske lige at hive lidt i en på en kærlig måde og huske en på, at man ikke må glemme alt det 'gamle' selv om der sker en masse nyt og godt. Giver det perspektiv lidt mening for dig?
Tilsidst vil jeg lige minde dig om, at du altid er meget velkommen til at ringe, chatte eller sms'e Børnetelefonen, hvis du har lyst til at tale mere om det hele inden du måske kaster dig ud i at handle på dine bekymringer og tale om det med nogen.
Jeg ønsker dig alt godt og alt godt til jeres venskab.
Kærlig hilsen Børnetelefonen
