At være bange

Hej pige på 13. Tak for dit brev. Hvor er det godt at du skriver til os, for jeg kan da godt forstå, at du føler dig bange, når dine grænser er blevet overtrådt på den måde…!  Først vil jeg sige til dig, at jeg synes, at du har handlet på en rigtig god måde i din kontakt med din nabo. Jeg synes at det er rigtig fint, at du ikke svarer, når han skriver noget, som du ikke bryder dig om. Og det er rigtig godt, at du har valgt at blokere ham. Så er du i hvert fald sikker på, at han forstår, at du ikke har lyst til at svare på hans spørgsmål.  Jeg vil også sige, at jeg er rigtig glad for at læse, at du har tillid til dine forældre, og at du har turde at sige det til dem, så du ikke skal gå rundt med det selv uden hjælp fra voksne. For når nabodrengen skriver disse ting til dig, er det tydeligt at mærke, at han overskrider dine grænser. Og det er rigtig ubehageligt for dig og jeg tror, at det er derfor, at du også føler dig bange nu.  Jeg tænker at der heldigvis er lang vej fra at skrive noget ubehageligt på nettet, til at være voldelig over for dig i den virkelige verden. Og derfor tænker jeg også, at din frygt måske mest af alt er et udtryk for, hvor ubehageligt det som er sket, har været for dig.  Mon det kan være sådan?  Alligevel er det ikke rart at gå og være bange for at være alene hjemme, eller for at han kommer efter jer… Og derfor tænker jeg, at det måske er noget du kunne fortælle dine forældre om. Så kan de måske tale med plejemoderen om, at hun ikke fortæller, at det kommer fra jer, og på den måde kan du føle dig mere tryg? Han har jo skrevet til andre end jer, så måske har de også blokeret ham? I hvert fald håber jeg, at du vil tale med dine forældre om, at du nu føler dig bange. Jeg er sikker på, at den følelse nok skal gå væk stille og roligt som tiden går. Men det er en god ting, at få snakket med nogle voksne om det, så du kan mærke, at de nok skal passe på dig. Hvis han kontakter dig igen på facebook, kan man også melde det til Facebook, som så lukker ned for hans konto på facebook. Det kan dine forældre, nok hjælpe dig med. Ellers kan dine forældre tale med plejemoderen igen, eller måske en SSP konsulent i kommunen.  Endnu engang vil jeg til slut rose dig for din måde at tackle det på, det er virkeligt flot at du har sagt fra og mærket dine egne grænser så tydeligt. Jeg håber, at du snart finder trygheden tilbage.  Kærlig hilsen 

BørneTelefonen