Kommunen har været et halvt år om at gøre noget

Kære Børnebrevkasse

Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år. Da vi var på samvær, var min far rigtig voldsom, og da jeg var 11 år, stoppede jeg med at se ham. Jeg har været i retten/Statsforvaltningen 8 gange, og der er også blevet lavet en børnesagkyndig undersøgelse, men det endte med, at jeg ikke ville se ham længere. De sagde i Statsforvaltningen, det var den værste sag, de nogensinde havde haft.

Den børnesagkyndige rådgiver konkluderede bl.a., at min mor var meget styrende og forsøgte at kontrollere os hele tiden. Nu bor jeg sammen med min mor og min lillebror på 13 år. Siden mine forældres skilsmisse er mit forhold til min mor blevet værre og værre. Jeg har i perioder haft stress og depressioner og kan ikke længere have en hverdag, der fungerer.

Jeg har altid været en slags “ekstra forælder” og er af hende blevet truet med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, blevet kaldt en “forpulet møgunge”, taget hårdt fat i osv. Hun siger, jeg bare skal skynde mig at tage til udlandet. Hun har ikke krammet mig eller på anden måde haft fysisk kontakt med mig i ca. 10 år. Hvis hun endelig krammer mig, er det på en fuldstændig falsk måde. Til fødselsdage har jeg flere gange byttet mine gaver, fordi jeg hellere ville købe noget andet, og så har jeg lånt hende 1200 kr. Hun har taget alle pengene, fordi hun mener, jeg har stjålet 3000 kr. fra hende, hvilket jeg ikke har gjort.

Hun laver ikke andet end at hakke på mig, og jeg kan ikke holde det ud mere. Hun taler aldrig pænt til mig, og jeg skal udelukkende udføre ordrer. Hun er virkelig narcissistisk. Vi skændes hver dag, og flere gange om ugen bryder jeg grædende sammen. Hun misforstår alt, hvad jeg siger og mener, jeg anklager hende for alt muligt hele tiden. Jeg skal hele tiden gøre noget for hende, men hun gør aldrig noget for mig. Forsøger jeg at sige noget til hende i en pæn tone, som jeg foreslår skal ændres, er hun meget bebrejdende. Fx sagde hun: “Hvis du ikke snart stopper, går jeg meget snart ned med stress, og så er der ikke nogen til at tage sig af huset og forsørge jer”. 

Hun opfører sig som regel pænt over for min lillebror, som hun hele tiden servicerer, mens jeg altid har skullet klare mig selv. Hun har kun haft job i perioder af ca. et halvt år ad gangen pga. nedskæringer og bliver så arbejdsløs i ca. 2 år ad gangen efterfølgende. Vi har aldrig nogen mennesker på besøg, og vores hus roder altid RIGTIG MEGET, hvorfor min broder heller aldrig er sammen med sine venner hos os. Skal vi holde fødselsdag, rydder vi op i 2 dage, og så bliver jeg rigtig stresset.

I september kontaktede min mor kommunen, fordi hun mener, jeg er psykisk syg (autisme). 2 gange har de sendt en henvisning til børnepsykiatrisk afdeling, som er kommet retur, fordi de ikke mener, jeg fejler noget. I mellemtiden er der intet sket, og socialrådgiveren siger, hun ikke ved, hvad hun skal gøre. Hun tager en anden uddannelse og er hele tiden væk 3 uger ad gangen, og så sker der ikke noget.

Jeg har sagt, jeg gerne vil i familiepleje, fordi jeg gerne vil bo hos nogen, der gider at være sammen med mig uden at skælde mig ud. Jeg vil gerne have faste rammer og struktur, hvilket min mor slet ikke er i stand til at give mig. Hun siger til socialrådgiveren. at jeg har brug for struktur, men beskylder mig igen for at gøre alt muligt, når jeg efterfølgende spørger, om hun vil gøre noget ved det. 

Jeg har læst nogle psykologibøger, og ifølge dem tyder alt på, at jeg er udsat for omsorgssvigt. Jeg kan aldrig tage initiativ til noget nyt/tage en beslutning, fordi min mor altid udsteder ordrer. Så kan hun ikke forstå, at jeg ikke ved, hvad jeg vil lave på min fødselsdag, selvom jeg aldrig får lov til at tage del i beslutningerne normalt. Defor bliver folk altid nødt til at fortælle mig, hvad de vil have mig til at gøre, fordi jeg ikke er særlig initiativrig. Der er ikke nogen, jeg kan bo hos eller nogen, jeg kan tale med, for vi har næsten ikke noget familie, og jeg har ALDRIG NOGENSINDE haft en ven. Jeg er altid alene og sidder altid inde i huset. Vi laver aldrig noget sammen. Pt. er det sådan, at en tur i Netto er månedens største udflugt. 

Jeg læser enkeltfag og har 23 timer om ugen, fordi det er minimumskravet, men jeg kan slet ikke overskue at skulle gå i skole. Jeg kan for tiden ikke huske noget af det, jeg lærer, da jeg er rigtig stresset og deprimeret. Min døgnrytme er fuldstændig omvendt, så jeg sover, når jeg burde være vågen og kommer for sent i seng. Jeg spiser på forskellige tidspunkter, og som regel spiser vi først aftensmad mellem kl. 20-22. Jeg har spurgt min mor, om vi kan spise omkring kl. 18, fordi jeg gerne vil have tid til at lave lektier og bliver udmattet, hvis jeg ikke spiser nok, men så bliver hun igen sur på mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og min mor siger, hun har givet op. Hos kommunen lover de at tage min sag op på møder, men der sker aldrig noget. For 1 år siden kontaktede jeg dem første gang, og der blev jeg bare afvist. Selv da min mor kontaktede dem, skete der heller ikke noget, selvom jeg har akut brug for hjælp. Nogle medarbejdere mener, jeg er for gammel til at komme i pleje, mens min primære socialrådgiver også mener, det er en god idé. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal kunne finde ud af at få en kæreste og få venner, når jeg bliver voksen, fordi jeg ikke har tillid til nogen mennesker. 

Jeg har overvejet at få en bisidder, men jeg tror ikke, det vil gå hurtigere af den grund.
Jeg håber, I kan hjælpe mig.

Hilsen DD