Kære dreng på 14
Tak for dit brev. Jeg kan da sagtens forstå, at du er nysgerrig omkring din far.
Når man som dig har været adskilt fra en forælder i mange år, er det almindeligt, at man ønsker at få noget at vide om personen og dermed ens egen historie. Det kan dog også blive en svær oplevelse.
Det kan være ting, at der er ting omkring din far, som du ikke bryder dig om.
Og det kan tage lang tid at opbygge et forhold til ham, hvis du en dag møder ham.
Men du har i princippet ret til at se din far. Og jeg kan godt forstå, at du tænker så meget på det, at du nu skriver herind til BørneTelefonen.
Hvis du overvejer at mødes med ham på et tidspunkt, så skal du starte med at tale med en kontaktperson.
Jeg ved ikke hvordan du er anbragt, men du kan fx tale med en voksen, hvis du bor på opholdssted – eller du kan gå direkte til din sagsbehandler i kommunen. Det er nemlig i samarbejde med kommunen, at I arrangerer hvordan dit samvær med din far kommer til at foregå.
Hvis det skulle vise sig, at det bliver besluttet af kommunen, at det ikke er godt for dig at se din far, så har du også ret til at få en forklaring på, hvorfor de mener det.
Jeg kan ikke sige dig præcis, hvordan det kommer til at være. Men hvis du gerne vil følges med en voksen, når du skal undersøge mere om din far hos kommunen – så kan vi hjælpe.
Du kan nemlig gratis få en såkaldt bisidder fra os, der kan hjælpe dig med at stille spørgsmål – og forstå det, der bliver svaret. Læse mere om ordningen her: Bisidderordning
Du kan også tale mere med os om bisidderordningen ved at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Måske er der noget i din historie med din far, som kan gøre det sværere for dig at se ham. Måske bor han langt væk eller i et andet land. Eller måske har han det dårligt. Det er noget, som I kan finde ud af sammen.
Jeg ved ikke, hvordan dit forhold til din mor er, men måske kunne du spørge lidt ind til din far hos hende. Måske ved du bedst selv, om det kunne være en god idé.
Jeg håber mit svar kunne hjælpe dig til at se hvilke muligheder du har, og hvilke overvejelser, du kan gøre dig, inden du evt. møder din far.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen