Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er lige pludselig alene

Så jeg har lige fundet ud af at mine eneste men også ´´bedste veninder´´ vil ha´ mig smidt ud af venne gruppen… jeg har kun 1 ven på skolen…men jeg ved ikke rigtig om hun er en rigtig ven, hun siger altid alt muligt jeg har sagt er en hemmelighed til hende jeg ikke kan fordrage fra min min klasse… og min anden eneste rigtige ven …ind til videre… bor 30 min væk…
😥

Jeg har ingen venner…

bor samtidig i pleje familie, fordi min mor ikke kan holde ud at være sammen med mig 24/7 fordi jeg åben bart ødelægger hendes liv😭

jeg kan ikke klare mere!

Jeg vil ha en ny pleje familie på fuld tid! en ny skole! Nyt alt! smider alt det tøj ud der har farver! Kun gå i sort! Jeg vil starte et nyt liv!

😠😭😭😭😭😭😭😠

men hvordan skal jeg sige det til min familie?!?

har også hele tiden en træng til at sætte ild til ting og er besat af ild. Og har også hele tiden lyst til at slå og ødelægge ting.

ps har ADHD og 3 forskellige social forstyrende sygdomme

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12

Jeg synes, det er super sejt af dig, at du skriver her til brevkassen. Nogle gange føles det bare som om, alt er imod en. Jeg kan forestille mig, at det må have været sådan, du havde det, da du skrev dit brev? Jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kan få det bedre. Dem håber jeg, du vil overveje. Jeg har mange ting, jeg gerne vil skrive til dig. Derfor bliver brevet desværre nok lidt langt.

Nu er der jo gået lidt tid, siden du skrev dit brev. Og derfor kan der naturligvis godt være sket nogle ting i mellemtiden. Måske er der nogle ting, der fylder lidt mere hos dig nu? Og måske er der andre ting, der er blevet bedre?

Følelsen af ikke at have nogle venner, er slet ikke rar. Og jeg kan godt forstå, at du synes, det er vigtigt, at veninder skal kunne holde på hemmeligheder. Derfor kan jeg godt forstå, at du blev rigtig ked af det, at nogle af dine bedste veninder ikke behandler dig så pænt.

Du skriver, at en af dine bedste veninder vil have dig ud af vennegruppen. Nogle gange handler det om misforståelser, når der sker sådan nogle ting mellem veninder. Måske kan dine veninder godt se, at der nogle ting, der lige nu er ekstra svære for dig? Måske kan de mærke på dig, at du hurtigere bliver sur eller ked af det? Og måske ved dine veninder bare ikke helt, hvordan de bedst kan være der for dig og støtte dig?

Omkring hemmeligheder kan det være, at din anden veninde har det svært med, hvis du fortæller nogle dårlige ting om hende fra din klasse, du ikke kan fordrage? Måske har dine veninder lært nogle andre sider at kende hos hende pigen – og måske synes de faktisk, at hun er sød nok? Og måske havde de mest lyst til at have hende som ven, samtidig med, at du stadig var deres veninde?

De ting tænker jeg, nogle voksne måske godt kan hjælpe dig og dine veninder med. Måske kunne du prøve at snakke med en af jeres lærere og bede om hjælp. Mon du har mod på at tage fat i en voksen?

Uanset hvad tænker jeg i hvert fald, at det er rigtig vigtigt, at du finder en sød voksen, du har tillid til og som du kan snakke med. Det kan fx være en voksen fra skolen, fra klubben eller måske fra plejefamilien eller din biologiske familie. De følelser, du skriver om i dit brev, er det nemlig vigtigt, at du ikke går rundt med alene.

Du skriver også i dit brev, at du bor i plejefamilie, fordi din mor ikke kan holde ud at være sammen med dig 24/7 og at du ødelægger hendes liv. Jeg ved ikke, om der er nogen, der har fortalt dig sådan noget – eller om det er noget, du selv føler?

Hvis det fx er din mor selv, der på et tidspunkt har fortalt det, så skal du vide, at nogle gange kommer voksne til at fortælle ting, der ikke passer. Måske fordi de er blevet sure eller kede af det. Præcis ligesom du sikkert også kan komme til at sige nogle ting, du ikke mener, hvis du er sur eller ked af det. Hvad tænker du, når jeg fortæller det?

Når du er kommet i plejefamilie, handler det mere om, at din mor måske har haft brug for noget hjælp til at være mor. Og derfor har man vurderet, at mens nogle voksne hjælper din mor, at det er bedst for dig at bo hos en plejefamilie. Det er ikke fordi du har gjort noget forkert – og du ødelægger ikke din mors liv. Måske ved din mor slet ikke, at du går rundt og føler sådan? Og måske er det noget, du har mulighed for at fortælle til din mor?

I dit brev fortæller du, at du ønsker en ny plejefamilie. Måske var det noget, du bare skrev, fordi du var rigtig sur eller ked af det? Måske har det noget at gøre med nogle ting, der sker mellem dig og din mor? Eller måske er der nogle ting i din plejefamilie, du ville ønske var anderledes? Hvis der er nogle ting, der ikke er, som de skulle være, kan du overveje, om det er noget, du har mulighed for at snakke med dine plejeforældre om? Måske vil dine plejeforældre gøre alt hvad de kan, for at du skal have det så godt som muligt?

Det kan også være en mulighed at snakke om det med en af dine lærere. Så kan han eller hun hjælpe dig med at kontakte kommunen, så kommunen kan snakke med dig om, om du er det rigtige sted. Og hvordan kommunen kan hjælpe dig, så du får det bedre.

Når man ikke har det godt, kan man godt få lyst til at få nyt af det hele. Ny plejefamilie. Ny skole. Nyt tøj uden farver. Nyt alt. Sådan er der mange børn og unge, der kan have det, når tingene bliver ekstra svære. Men ofte handler det om, at hvis man kun ændrer få ting, så ændrer resten sig også.

Derfor er mit råd til dig, at du får hjælp af en voksen til at få snakket med dine veninder. Så kan du og dine veninder sammen finde ud af, hvordan I kan få det bedre med hinanden. Og samtidig synes jeg, det er vigtigt, at du finder en voksen, du har lyst til at snakke med om de tanker og følelser, du går rundt med. Det må meget gerne være både en voksen i skolen og en voksen hjemme i plejefamilien.

Jeg tænker også, at din besættelse af ild og lyst til at ødelægge ting, kan handle om at du måske bærer noget vrede i dig. Konsensven af brænde eller ødelægge noget kan blive ret alvorlig, Derfor er det også vigtigt, at du taler med en voksen om dette.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer og råd. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat